1. Revolutionerende effekter: ‘Terminator 2’
Enhver vhs-samler med respekt for sig selv havde hovedparten af Arnold Schwarzeneggers bagkatalog stående på hylden, men særligt to af titlerne var uomgængelige: ’Predator’ og ’Terminator 2’.
De to actionbaskere løfter sig over Arnold-metervaren af flere årsager, men mest bemærkelsesværdigt spiller den tidligere bodybuilder rent faktisk godt i dem begge – fraregnet kitschværdi. Hvor John McTiernans drøm af en junglethriller piller toppen af østrigerens brovtende machoattitude, tilpasser James Camerons ’Terminator’-sequel sig i en forstand til hans forcer (eller skavanker) som skuespiller.
Betonmimikken og den blytunge accent bidrager kun til portrættet af robotten, der sendes tilbage i tiden for at beskytte teenageren John Connor mod den dugfriske dræbermodel T-1000 (Robert Patrick med kronisk stenansigt). Mod alle odds udvikler han sig til en faderfigur for den uvorne knallertbølle, og når tommeltotten rejses mod himlen i filmens udtoning, er man næsten rørt til tårer.
Camerons dystopi fortjener dog også klassikerprædikatet af en anden årsag, nemlig den banebrydende brug af CGI. Scenen, hvor T-1000 genopstår fra flydende metal, duperer stadig i dag og var medvirkende til, at praktiske stunts i højere grad blev suppleret af computermagi – for better or worse.
2. Den moderne actionfilms moder: ’De syv samuraier’
Den japanske mester Akira Kurosawas magnum opus er ikke blot et mesterværk af filmhistorisk karat, det er også på mange måder den moderne actionfilms moder.
Nok er fortællingen om de syv samuraiers ærefulde forsvar af en bondelandsby indlejret i japansk kultur, men rent stilistisk definerede Kurosawa actionfilmens formsprog, særligt i kraft af en dynamisk vekslen mellem nærbilleder og totalskud samt en slagkraftig brug af slow motion.
Samtidig kan man genkende samuraiernes ubrydelige æreskoder fra adskillige senere actionfilm: Gruppens vise frontmand imødeser plyndringsmændene med lige dele stoisk ro og kynisme, bevidst om, at han og hans følgesvende blot er krigens instrumenter, men alligevel bliver de ved med at svinge sværdene, fordi det er deres pligt.
Som han proklamerer til sidst ved synet af bønderne, der ubekymret fortsætter hverdagen ved gravstedet for krigens ofre: »Bønderne vandt. Vi tabte«.
3. Håndholdt realisme: ’Bourne’-filmene
Med ’The Bourne Identity’ fik den førhen så fjollede spiongenre et alvorstungt los i røven. Her reduceres mængden af gadgets og gøgl a la 007 i en mørkegrå virkelighed, hvor magtens mænd røvrender deres håndlangere, og hvor der er noget på spil.
Titlens specialtrænede superagent med hullet hukommelse kombinerer over tre intense kapitler efterforskning og hævntogt for at sammenstykke sin erindring og straffe de mørkemænd, der ønsker ham død og glemt på havets bund. Her truer ingen megalomane skurke med dommedagsmaskiner, men til gengæld lurer langt mere jordbundne tragedier i en verden, hvor kulde og kynisme udelukker rosenrøde punktummer.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt ’Bourne’-filmene har haft indflydelse på actiongenren i dette årtusinde, skal man blot skele til Bonds transformation i Daniel Craigs gestaltning. Roger Moores florlette britiske charme er forsvundet som dug for solen, og tilbage står en antihelt, der ligesom Bourne har dybe ar på sjælen.
Desværre inspirerede Paul Greengrass, manden bag de mesterlige ’Bourne Supremacy’ og ’Ultimatum’, samtidig en hær af kopister, der pludselig troede, at god action er lig håndholdt kamera og hurtig klipning. Hold nu de shaky cams i ro!
4. Dagsordensættende martial arts-klassiker: ‘Enter the Dragon’
Bruce Lee nåede kun at indtage en håndfuld hovedroller, inden hans hjerte takkede af i en alder af 32 år, men hans storhedstid i start-70’erne satte sig dybe spor i actiongenren og banede vejen for martial arts på Vestens hvide lærreder.
’Enter the Dragon’ – eller ’I dragens klør’, som den hedder på dansk – er nok den mest indflydelsesrige Lee-film, en alle-mod-én-karatefilm, der både definerede kampsport på celluloid, men også inspirerede computerspillenes voldsorgier.
I hovedrollen forener Lee fysisk og åndelig kontrol og lader sit olieglinsende, muskuløse korpus svæve gennem luften uden hjælp fra wires og CGI. Respekten for kampsporten dominerer, men han garnerer de spirituelle cirkelspark med en nøje afmålt ironisk distance samt karisma i rigt mål.
Den ét år ældre ’The Way of the Dragon’ er ligeledes et visit værd, ikke mindst på grund af en frydefuld tvekamp mellem Lee og en brysk Chuck Norris med et uldtæppe af hår på brystet.
5. Klaustrofobi og charme: ’Die Hard’
’Die Hard’ afspilles omtrent så hyppigt som ’Alene hjemme’ i december, men mere end en hjertevarm juleklassiker er det et af filmhistoriens fineste actionbrag.
Bruce Willis’ iltre enmandshær slynger om sig med oneliners, mens han nedlægger hæren af terrorister, der har indtaget hans eks-kones arbejdsplads: En tårnhøj kontorbygning. I takt med at undertrøjen bliver mere svedig, og der går hul på de bare tæer, mangedobles hans eder og forbandelser, og det er netop i denne lidet heroiske formulering af ’hvorfor lige mig?!’-spørgsmålet, der er kernen i hans charme. Han ser ikke opgøret mod Hans Gruber og co. som et ufravigeligt kald, mere som en forbandet tilfældighed – og han er mildt sagt pisseirriteret.
Filmens force er netop Willis’ enestående krydsning af karismatisk showmanship og emotionel nerve, noget, der lagde grunden for en ny type (anti)helt i actiongenren – ikke mindst fordi han selv blev drømmefabrikkens go-to-guy efter pragtpræstationen. Og så udnyttede filmen sine klaustrofobiske rammer perfekt, hvilket har inspireret et utal af senere actionfilm.
6. Innovativ voldsopera: ’The Killer’
John Woo har signeret meget ragelse gennem årerne, men hans betydning for actiongenren kan ikke underkendes. Inden han tabte hovedet i Hollywoods maskineri med fadæser som ’Broken Arrow’ og ’Mission Impossible 2’, var han en af frontfigurerne i Hong Kongs nybølge, hvor unge instruktører fortolkede actiongenren med dramatisk dybde.
Woos teatralske voldsoperaer er stiliserede på grænsen til det ulidelige, med slow-motion, svævende kamerabevægelser og hvide duer på himmelfart, men det skyhøje ambitionsniveau affødte flere perler, ikke mindst ’The Killer’ fra 1989.
Ligesom flere af Woos øvrige Hong Kong-film udspiller konflikten sig mellem to pistoljonglører på hver sin side af loven, men instruktørens pointe er, at deres hjerter er lige rene – hvis altså ikke forbryderen åbenbares som fortællingens sande helt. Det er en kompleks sympatistruktur, der er kopieret flere gange siden, ikke mindst i Michael Manns ligeledes sørgmodige storbydigt ’Heat’.
Køber man ikke Woos højtravende melankoli, kan man om ikke andet nyde hans blærede leg med virkemidlerne, blandt andet i det fænomenale one-take fra ’The Killer’.
7. ’The Matrix’
’Star Wars Episode 1’ og ’The Matrix’ gjorde 1999 til et essentielt år i den moderne actionfilms historie. Hvor ’Terminator 2’ havde peppet de praktiske effekter op med computergenererede omsvøb, bragte de futuristiske actionbrag hele verdener til live i computeren.
Man kan mene, at ’The Phantom Menace’ havde størst indflydelse på de visuelle effekters udvikling, men det synes blasfemisk at fremhæve George Lucas’ enerverende stjernekrigsfuser over Wachowskiernes visionære sci-fi-film (specielt fordi Jar Jar Binks i sig selv var en af filmens store tekniske bedrifter…).
Keanu Reeves’ grimasser kan tælles på én finger, men alligevel fungerer han upåklageligt som Den Udvalgte, der følger den hvide kanin ud af den store illusion, vi ifølge filmen alle lever i. Snart har han plantet fødderne i den virkelige virkelighed, hvor patroner kan undviges i super slow, og tyngdekraften ophæves efter behag.
Det er ikke mindst på grund af det banebrydende effektarbejde, at ’The Matrix’ går rent ind som et los i røven på den moderne verdens trummerum.
Og så er den fed, rigtigt fed.
8. ’Bullitt’
Man kan ikke sige ’Bullitt’ uden at tænke biljagt. Den formidable, 10 minutter lange forfølgelsesjagt på fire hjul står stadig som en af filmhistoriens mest intense actionsekvenser, men den hårdkogte police procedural er mere end blot en scene.
Steve McQueens dirrende underspil skaber en aura af mystik om den übercool politimand med efternavnet Bullitt, der rydder op i San Fransiscos kriminelle underverden, ofte fra indersiden af sin Mustang.
Han definerede på mange måder den hårdkogte antihelt i politiuniform. En mand, der lader sig styre af sit mål om at rense ud i gaderne i så ekstrem grad, at han selv skider hul i lovens paragraffer. Det er et helteportræt, der er kopieret utallige gange siden, allerede i start-70’erne, hvor Eastwoods Dirty Harry og Jimmy Doyle fra ’The French Connection’ gjorde gaderne usikre i deres indædte jagt på storbyens punks.
Men okay: Hold op for en blæret biljagt!
Læs mere: Voldsfest med høj IQ: De mest nyskabende actionfilm i nyere tid
Læs mere: ’Hardcore Henry’-instruktør til kritikerne: »Hold nu kæft og mand jer op«