’Hardcore Henry’ er hurtigt ved at blive en af de mest omdiskuterede film i 2016. Som den fuldvoksne storebror til to virale musikvideoer med samme bagmand, Ilya Naishuller, udmærker ’Hardcore Henry’ sig allerede ved første øjekast gennem sin radikale metode.
’Hardcore Henry’, der på dansk bare hedder ‘Hardcore’, er udelukkende skudt på GoPro-kameraer monteret med særlige ansigtsmasker og kan bryste sig af at være den første first person POV-actionfilm i spillefilmlængde.
Innovation kommer dog med en pris, og til Copenhagen Games møder jeg en instruktør, der er træt af de konstante sammenligninger med videospil og formodninger om køresyge fra folk, der endnu ikke har set filmen. Ilya Naishuller er en instruktør med ambitioner – og han vil tale om alt andet end inspirationen bag ’Hardcore Henry’. Samtidig står instruktøren fermt bag sin vision og er mere end overbevist om ’Hardcore Henry’s topplacering blandt alverdens bedste actionfilm og deraf uundgåeligt følgende kultstatus.
Haters gonna hate
’Hardcore Henry’s paralleller til first person shooters (FPS) er uundgåelige. Ikke kun på grund af POV-optagelserne, men også fordi alt fra det febrilske tempo til plottet og de klassiske elementer som den store boss battle til sidst trækker på videospilverdenen. Der er endda en hær af NPC-agtige soldater, som Henry (du) skal kæmpe dig igennem på loftet af et højhus.
Men det høje tempo, blodige indhold og spilagtige format har fået nogle til at sætte spørgsmål ved, hvorfor vi overhovede skal se en film, der dybest set minder om at se en anden spille et videospil. Den kritik får Ilya Naishuller til at gå i forsvarsposition.
Kan du forstå, at nogle er en smule ærgerlige over, at de ikke har samme kontrol som i et videospil?
»Nej. Jeg er ikke enig i, at det er videospil til storskærmen. Når man ser hvilken som helst andet film klager man ikke over, at man ikke har en controller i hånden – så hvorfor skulle man det til ’Hardcore Henry’?.
Jeg læser alt, der bliver skrevet om projektet, det gode og det dårlige. Meget af det dårlige stammer fra folk, der ikke har sat sig ind i, hvad det er, og endnu ikke har set filmen. Der er mange, der skriver, at de ikke vil kunne se filmen, at de får det dårligt af at se på det. Nej. Hold nu kæft og mand jer op. I så ’Cloverfield’, I så ’Blair Witch Project’.
’Hardcore Henry’ ryster ikke ligesom found footage-filmene. Der er måske tre scener i hele filmen, der ryster. Og så er det jo bare godt, at de er korte. Vi lægger ikke ud med de mest kaotiske sekvenser, for så ville man netop føle sig ubekvem. Vi lavede timevis af tests, inden vi begyndte at filme for alvor, for netop at sikre at folk kunne holde ud at kigge på det. Og hvis du er typen, der har svært ved den slags, så lad dog være med at være en pussy og luk for brokkeriet.
En anden ting, folk siger, er: ’Hvis jeg skulle se nogen spille et spil igennem, ville jeg sætte mig foran Youtube og se en video med det.’ Dem, der siger det, prøver bare at spille smart. Det er en god film. Det er absolut ikke alles kop te. Det er en af de film, man enten hader eller elsker. Men great art is supposed to divide. I min verden er det bedre at være elsket eller hadet end at være forglemmelig«.
Godt nok er det bedre at være elsket eller hadet, men det er vel allerbedst at være elsket?
»Jeg forstår i det hele taget ikke, hvorfor nogen tager sig tid til at skrive negative kommentarer på internettet. Hvis du ikke kan lide det – fint. Så ryk dog videre til det næste. Jeg tænker altid, at de ikke er glade mennesker. Hvis du er glad, har du bedre ting at foretage dig, så spilder du ikke tiden på at være negativ. Men med mængden af positiv respons vi modtager, så tænker jeg bare: ’Jeg har opbakning fra alle de her fede mennesker, alle andre kan bare pisse af!’.
Det irriterer mig bare, at der er folk, der ikke tager ind og ser filmen på grund af andre folks sure opstød. Det hele er for subjektivt. Måske tager jeg også al kritikken for personligt, men det er min første gang, og det er nok meningen, man skal tage det hele personligt. Jeg skal nok lære af det. Jeg er tykhudet – jeg har været på Youtube i mange år og har fået alle tænkelige grimme kommentarer smidt efter mig.
Ærligt talt, hvis jeg ikke selv havde lavet ’Hardcore Henry’, men kun hørt om den, havde jeg nok også været skeptisk i første omgang«.
Det er også vigtigt, at man som skaber kan stå bag sit projekt, når man mødes af modstand.
»Ja! Jeg er meget stolt af filmen. Sagen er, at den kan stå fast mod alle actionfilm. I forhold til underholdningsværdi er den langt oppe på listen«.
Så du er ikke bange for, at ’Hardcore Henry’ går over i filmhistorien som en POV-gimmick?
»Filmen er i hvert fald ikke forglemmelig. Jeg ved, at om ti år sidder folk stadig og ser den. Det bliver også interessant at se, hvordan branchen udvikler POV, men det kommer meget an på, hvordan ’Hardcore Henry’ modtages, om Hollywood satser stort på det. Jeg glæder mig til at se, hvordan andre løser de problemer, vi har siddet med. Jeg ønsker dem al held og lykke med det«.
Den uvillige First Person Shooter
Efter en halv times interview, som primært har fokuseret på, hvilke film- og spilkilder der har formet ’Hardcore Henry’, siger Ilya Naishuller: »Generelt hader jeg når folk spørger hvad mine referencer er«.
»’Hardcore Henry’ prøver ikke at være noget andet end det, den er: En film. Jeg kan rigtig godt lide videospil, men det var aldrig et spørgsmål om at lave en film til gamers. Jeg ville lave en film til dem, der elsker film – og hvis de folk tilfældigvis også elsker spil, jamen så får de noget ekstra og lægger måske mærke til nogle ting, som andre ikke ville«.
Vil det sige, at du heller ikke brugte dine erfaringer fra FPS’ere som udgangspunkt for flowet i filmen?
»Der er småting her og der, som jeg har lært fra at spille videospil og omdannet til filmisk praksis. Men det var aldrig meningen at give gamers nogle store vink. Der var mange, der anbefalede, at jeg lavede et heads-up display, eller at Henrys first kill skulle eksekveres med et koben ligesom i ’Half-Life’. Folk, der ser filmen, har nok en meget god ide om, at instruktøren har spillet nogle FPS’ere, man behøver ikke at slå folk i hovedet med det.
Meget er ubevidst. Jeg får hele tiden at vide at ’den måde han hopper ned fra taget og lander i en container, det er totalt ’Assassin’s Creed’-agtigt!’. Men jeg har aldrig spillet ’Assassin’s Creed’. Jeg har måske set en video… Der er dog et par ting, hvor jeg med vilje lavede ting baseret på spil. Vagthytten på højhustaget er eksempelvis modelleret efter vagthytten i ’Left 4 Dead’-finalen, mit yndlings-FPS nogensinde«.
Som seer med en forkærlighed for videospil er det dog næsten umuligt at komme udenom referencerne. Hele filmen er i virkeligheden et Mario-agtig arketypisk ’red prinsessen i slottet’-setup. Hele Henrys formål er at redde sin kone fra skurken. Men det er måske Jimmy, spillet af Sharlto Copley (bedst kendt fra ’District 9’), der mest ligner en spilfigur. Jimmy ledsager Henry gennem sin rejse i utallige forklædninger og med forskellige personaer til hvert nyt kostume.
Når man ser filmen med videospil i mente, er det umuligt at komme udenom, at Jimmy minder utroligt meget om den typiske mission leader som man kender fra spil.
»Jeg kan ikke benægte, at karakteren har en spilagtig vibe, hvis det er sådan, publikum opfatter ham, men da jeg skrev scenerne med Jimmy, var jeg on location og skrev, hvad der ville give mening for plottet, og hvad jeg synes ville være sjovt.
Vi forsøgte aldrig at få det til at lyde som spildialog. Netop fordi det hele allerede ser meget spilagtigt ud – og hvorfor ligner det et videospil? Udelukkende fordi POV nu om dage hovedsageligt bruges til spil. Og til japansk animationsporno, ifølge en tidligere interviewer…«
Meget mere end en gimmick
Ikke desto mindre indrømmer Ilya Naishuller blankt, at filmens plot måske ikke er det mest originale, og at filmen først og fremmest skulle være sjov og underholdende.
»Det gik hurtigt op for mig, at det var okay at have det sjovt. Og at grine af sig selv. Det gav pote i den forstand, at alle jokes ramte, når de store publikummer i Toronto [International Film Festival] og Austin [SXSW] så filmen. Da jeg lige var begyndt at skrive, havde jeg det dårligt med, at filmen ikke var særligt alvorlig. Jeg havde siddet og brygget på en film sammen med Tim Roth – hvilket er grunden til, at han har en cameo i ’Hardcore Henry’ – som var en langsom spionthriller sat under den Kolde Krig i Sovjetunionen. Det var meget karakterbåret, meget psykologisk – og havde været fucking fedt.
Jeg ville lave en sjov film. Jeg vidste, at actionsekvenserne ville være fantastiske, det var det nemme. Men jeg måtte skrive noget morsom dialog som kontrast til den meget voldelige handling. Der er film, der er vigtige i forhold til, hvad der sker, og nogle der er vigtige i forhold til, hvordan de fortælles. ’Hardcore Henry’ er absolut en af de film, hvor måden, man fortæller historien, bliver det bærende«.
Filmen lægger også op til, at man ser den sammen med andre. Var det sociale noget, du havde i tankerne fra start?
»Min reference i forhold til det er ’The Matrix’. Ikke fordi det er en komediefilm eller noget… Jeg havde ’The Matrix’ på VHS og så den konstant – hver weekend i to måneder. Mine venner kom på besøg, og så spurgte jeg, om de havde set den, og vi sad og så den sammen. Jeg elskede det sociale aspekt, det der med at se en film og så genopdage den gennem dine venner, der ser den for første gang.
Det var, hvad jeg ville opnå med ’Hardcore Henry’. Jeg ville sikre, at min film holdt til at blive set to, tre, fire, fem gange. Muligheden for genspilning, kombineret med humoren, det er, hvad der giver filmen en lang holdbarhed«.
»Jeg er ikke et sekund i tvivl – uanset om filmen flopper eller hitter i biografen – at folk vil see the shit out of it efterfølgende. Folk køber den, downloader den, de kommer til at se den, og de folk, der ikke så den i biografen, kommer til ønske, de havde gjort det, mens de kunne«.
Læs også: Biografdope i april: Hardcore-film møder spil, soldat møder danser, Captain America møder Iron Man