’Alice i eventyrland: Bag spejlet’: En rodet rutsjebanetur med Johnny Depp på et sidespor
Hvem skulle have troet i 90’erne, at kombinationen Disney/Depp ville spå kommercielt guld i det 21. århundrede, tænkte jeg, da det karakteristiske Disney-slot tonede frem på IMAX-lærredet før ’Alice Through the Looking Glass’ og uvægerligt mindede om hovednavnets første franchise for Disney-koncernen, de ustoppelige ’Pirates’-film.
Og søreme om Disney-slottet sekundet efter ikke blev afløst af… et majestætisk engelsk sejlskib i oprørt sø forfulgt af sørøvere! Et forvirret øjeblik overvejede jeg reelt, om jeg selv havde taget turen ned i kaninhullet et sted mellem den manglende morgen-espresso og biografsalens behagelige plyssæde, men det var dog ikke Jack Sparrow, der gøede ordrer som skibets kaptajn. Det gjorde derimod Alice (Mia Wasikowska), som efter vi slap hende i Tim Burtons kassesucces fra 2010 altså har overtaget sin afdøde søfarende fars skib for at leve drømmen som frygtløs opdagelsesrejsende.
Denne korte hav-intro blev eksekveret i bedste opfindsomt underholdende ’Pirates’-stil og viste sig paradoksalt som en af filmens mest vellykkede sekvenser, om end den ikke engang foregik i det fantasifulde Eventyrland. Måske Disney/Depp-magien alligevel kun kan fremmanes ved bølgesprøjt.
Alices søkarriere bliver sat på hold, da Hamish (Leo Bill), den nederdrægtige undermåler af en tidligere bejler og ejer af det firma, Alice sejler for, vil nedgradere pigen, der i sin tid afviste ham, til kontormus. Et job, Alice bør være mere end glad for, formaner Hamish, eftersom 1900-tallets engelske samfund ikke just er indrettet med karrierekvinders selvstændighed for øje.
Med den ydmygende lussing til sin stærke heltinde slår ’Alice i Eventyrland: Bag spejlet’ tonen an for en fortælling, der i endnu højere grad end den første film og med sympatisk tæft omhandler Alices kamp for ligestilling og retten til at sætte sin egen fremtidskurs. Men det er som bekendt ikke nemt at tilfredsstille både sig selv og sine omgivelsers forventninger, når ambitionerne er skyhøje og presset fra venner og familie forvirrende modstridigt.
I en tidlig replikudveksling med sin altopofrende mor (Lindsay Duncan), som de fleste unge vil kunne nikke genkende til, omtaler den gæve Alice tiden som en ’tyv’, hun er oppe imod for at nå sine mål. Men erkender selvfølgelig senere, akkurat som også moren har måttet det, at tiden snarere er en værdifuld læremester udi kunsten at leve i nuet. Igen et fint og vedkommende tema i en (ungdoms)film, der dog bruger al for meget af sin egen dyrebare tid på at svøbe manuskriptets mest træffende pointer i en håbløs hovedløs rammefortælling, som selv ikke den sadistiske Røde Dronning (Helena Bonham Carter) ville få megen morskab ud af.
Ligesom i Lewis Carrolls oprindelige historie bliver et spejl porten til Alices gensyn med Eventyrland, men her stopper al sammenligning med den engelske forfatters bogforlæg så også (ikke overraskende, eftersom Burtons ’Alice’ allerede miksede elementer fra både ’Alice i Eventyrland’ og ’Alice bag spejlet’).
I et desperat forsøg på at give sin hensygnende ven Hattermageren (førnævnte Depp, reduceret til en tam birollefigur) livsgnisten tilbage, stjæler Alice kernen i selveste Tidens (Sacha Baron Cohen) store ur, hvis tikken holder hele Eventyrlandet og dets sjæle kørende.
Alice vil ved hjælp af uret rejse tilbage i tiden og redde Hattermagerens familie, der i den første film omkom for Jabberwockyens flammeånde. Men de tragiske begivenheder viser sig at trække tråde til søskendeparret Den Røde og Hvide Dronnnings (Anne Hathaway) barndom, hvor en enkelt uheldig hændelse ligger til grund for hele Den Røde Dronnings diktatoriske vanvid.
’Alice bag spejlet’ bliver på den måde en besynderlig form for origin story for Eventyrlandets centrale karakterer, som udover at føles ligegyldig i en tid, hvor snart sagt enhver Disney- og superhelt skal udstyres med tragiske forhistorier, udstiller handlekraftige Alice som irriterende naiv i sin villighed til at sætte hele Eventyrlandets eksistens over styr for Hattemagernes skyld.
Billedsiden er som forventet en farvestrålende rutsjebanetur, men hvor Burtons ’Alice’ fremelskede et mere atmosfærisk psykedelisk univers, fremstår Bobins version som et broget sammensurium af halvbagte ideer skabt ud fra et more is more-princip, der for ofte resulterer i forudsigelig Hollywood-tomgang af effektliderlighed.
Når det er sagt, er enkelte svimlende scenografier dog stadig tilpas finurligt kreative til, at øjenlågene aldrig bliver rigtigt tunge, og krydret med filmens tematiske anslag til universel livsklogskab sluger man mange kameler undervejs. Dertil er Sacha Baron Cohens Tiden for hovedparten en spøjst gakket karakter, skønt man kunne have ønsket sig meget mere af komikerens filmiske møde med Johnny Depps mere rutinebaserede klovnerier.
Begge skuespillere havde fortjent langt mere bidsk albuerum, end de her hver især får tiltusket sig.
Personligt krydser jeg fingre for, at det er sidste gang, Depp ifører sig Hattemagerens røde paryk. Så nupper jeg trods alt hellere en ’Pirates’-film mere til næste år.
Kort sagt:
Det er på et hængende Cheshire-kattehår, at James Bobins gakkede ’Alice’-opfølger hiver sin tredje stjerne i land takket være billedsidens enkelte sprudlende pletskud og antydningen af uudforskede filosofiske dybder i manuskriptet. Meget andet er der ikke at komme efter i denne rodebutik af 10 procent Lewis Caroll og 90 procent Hollywood-tomgang.