Bonnie og Clyde og Charles Manson er to af Amerikas mest polariserende folkeminder. Hvor det første forbryderpar er blevet hyldet i popkulturen som et nostalgisk symbol på evig kærlighed, er sidstnævnte blevet et levende totem på den modbydelige, indgroede ondskab, som lurer inden for nationens egne grænser.
I Rob Zombies horrorbastard ’The Devil’s Rejects’ parres de to, og resultatet er bizart, afskyeligt og provokerende, men på den gode måde. Zombie vender linsen indad og ser på ondskaben og brutaliteten i et amerikansk samfund, der i 2005 udkæmpede to krige i henholdsvis Afghanistan og Irak – mod netop det onde.
Post 9/11-horror
Filmen er den uafhængige efterfølger til Zombies debutfilm ’House of 1000 Corpses’ og følger den mentalforstyrrede og morderiske Firefly Familys flugt fra politiet. Familien horer, dræber, fester og plyndrer deres vej gennem sydens USA, men i hælene på dem er en hævngerrig sherif.
Det er intet under, at rockmusikeren bag albumtitler som ’Hillbilly Deluxe’, ’The Sinister Urge’ og ’Educated Horses’ samt singler som ’Scum of the Earth’, ’Demon Speeding’ og ’Feel so Numb’ har skabt en så gruopvækkende oplevelse som ’The Devil’s Rejects’. Zombie tager os nemlig ind i sit velkendte hillbilly-univers, hvor kyllinge-kneppere, vanvittige klovne, misfostre og liderlighed dominerer, og hvor dæmoniseringen raser for fuld udblæsning.
Selv betragter Zombie sin film som en ’voldelig western’ frem for en egentlig horrorfilm – og den sammenligning er måske ikke helt af vejen.
Det traditionelle western er nemlig kendetegnet ved kampen mellem civilisationen og barbarene, men i Rob Zombies univers i Texas i slutningen af 1970’erne er denne linje udvisket, og kun barbarene og vildskaben har overlevet. De moralske bånd er blevet klippet, og gråzonen er farvet blodrød – ja, selv lovens håndhævere er blevet selvtægtmænd, der nyder at torturere forbrydere, i den tro at de tjener større magters vilje.
I 2004 havde amerikanske soldaters tortur af krigsfanger i Guantanamo-lejren præget nyhedsbilledet – og det er ikke svært at drage parallellerne mellem filmens sherif Wydells hævngerrige reaktion på familiens afskyligheder og den amerikanske regerings egen reaktion på terrortruslen efter 9/11, selvom det ifølge Zombie selv ikke et bevidst valg med disse politiske undertoner.
Ikke desto mindre viser ’The Devil’s Rejects’ sig som et produkt af sin tid. Filmen ramte nemlig ned i en tidsmæssig tendens i 00’ernes bølge af såkaldte torturporno-gysere, der også tæller ’Saw’ (2004) og ’Hostel’ (2005) (skaberen bag sidstnævnte, Eli Roth, var endda gæst på settet under optagelserne til ’The Devil’s Rejects’), og denne subgenre er netop blevet betragtet som en reaktion på 9/11. Genren er ligefrem blevet kaldt 9/11 horror.
Are you talking to me?
Selvom de politiske undertoner og westernallegorierne spirer i ’The Devil’s Rejects’, må man ikke glemme, at det også er en hulens effektiv horrorfilm – og det skyldes især, at Zombie har valgt at skrælle oplevelsen ned. Plottet er indskrænket og de billige jump scares pillet ud, og tilbage står blot grusomhederne, sadismen, perversionerne og afskyen i al sin glans i en verden, hvor det onde kun kan bekæmpes med ondt.
»See, I tried to walk the line, but now I realize there is no line. Now we’re here and we’re playin’ on a level that most people will never see«, siger sherif Wydell, inden han påbegynder sin lemlæstning af Firefly-familien. Rollerne er byttet om: Den gode er ond, og vi har ondt af de onde. Filmen leger provokerende og bevidst med vores sympati og identifikation i en verden, hvor det moralske kompas er sat ud af drift.
Zombies karakterer, hvis navne på komisk vis trækker på Marx Brothers-figurer som Captain Spaudling, Otis og Baby, er både primitive og instinktive. De reagerer på lyst – og så er det lige meget om behovet higer efter blod eller en tutti-fucking-frutti ice cream. For midt i dette vanvid udstiller Zombie også en familie på roadtrip, hvis hobbyer godt nok rækker ud over rationel forstand, men som alligevel skildres med en aparte kærlighed.
Han forsøger dog aldrig at legitimere deres opførsel, men understreger blot uafvendeligheden, ikke mindst i filmens fantastiske klimaks, der også er en rørende ode til ’Bonnie og Clyde’ (1967) og ’The Wild Bunch’ (1969), hvor familien i bedste badass-stil og i slowmotion har det blodige og afgørende shoot-out med politiet til tonerne af Lynyrd Skynyrds ’Free Bird’.
Inspirationerne til ’The Devil’s Rejects’ har Zombie netop også hentet i de føromtalte film – den udspiller sig jo sågar i 70’erne. Filmen visuelle udtryk er trashy og skudt på 16mm, hvilket giver ’The Devil’s Rejects’ et gritty og brunligt look, der sender tankerne tilbage til Tobe Hoopers horrorklassiker ’Motorsavsmassakren’ (1974), mens den grove stil og den hyppige brug af slowmotion især er nappet fra voldsguruen Sam Peckinpah og netop den førnævnte anti-western ’The Wild Bunch’.
Men der kan også ses paralleller til temaerne fra 60’erne og 70’ernes film, der var et udslag af traumet efter Vietnamkrigen, som på flere måder gik igen efter 9/11. Dengang var det følelsen af, at verden har ændret sig, at USA som førende nation var såret og landets identitet mudret til. Martin Scorseses ’Taxi Driver’ (1976) er et af datidens bedste eksempler på denne identitetsforvirring, og Zombie lader sig da også voldsomt inspirere af De Niros klassiske »Are you talking to me?«-scene, da sherif Wydell i et spejl overbeviser sig selv om, at han er »the arm of justice«.
Præcis som ’Taxi Driver’s Travis vil han udøve retfærdighed mod det onde, men ender i stedet med at bliver opslugt af ondskaben selv.
Kult og corny
Det skal understreges, at ’The Devil’s Rejects’ også er ekstremt corny. Zombies dialog består mest af »fuck« og alskens syrede sammensætninger, hvor ordet fuck indgår. Men han leverer også effektive og catchy oneliners som den grusomme »I am the Devil, and I am here to do the devil’s work« eller den sjove: »Boy, the next word that comes out of your mouth better be some brilliant fuckin’ Mark Twain shit. ’Cause it’s definitetly getting chiseled on your tombstone’«.
Filmen er da også befolket af kult- og horrorlegender, som er med til at ramme denne corny og rablende gale tone. Fanfavoritten Sid Haig er henrivende som coke-sniffende og craked-up klovn, der konstant har pikken ude af bukserne, men alligevel også giver den som ’sød’ familiefar. Men det er Bill Moseley, bedst kendt fra ’Motorsavsmassakren 2’, der stjæler billedet som den bad-ass-crazy Otis, for hvem intet er helligt: Mord, voldtægt, nekrofili, kannibalisme, you name it.
Rob Zombies baggrund som musikker fornægter sig heller ikke på filmens suveræne soundtrack, der står som et slags modstykke til dens corniness. Zombie skaber nemlig på én gang en rå og følsom western-stemning med klassisk southern rock og blues fra legender som Terry Reid og Lynyrd Skynyrd.
’The Devil’s Rejects’ er et produkt af Rob Zombie: Hans vilde fantasi, hans stærke filmiske viden og inspiration, hans musikalske genialitet – og ikke mindst hans politiske virkelighed. Det er derfor synd, at Zombie som filmskaber er blevet så overset. De fleste vil enten kende ham som den Alice Cooper-inspirerede rockmusiker eller for hans noget mislykkede forsøg på at genoplive John Carpenters ’Halloween’ i 2007. Men ’The Devil’s Rejects’ er Zombies svendestykke – og hans bedste film til dato. Derfor er det heller intet under, at filmen har opnået kultstatus i horrorkredse, selvom den ufortjent fik en lunken modtagelse, da den kom ud.
I en tid, hvor horrorfilmen enten klamrer sig til de sobre chok eller mæsker sig i unødvendige modbydeligheder, er ’The Devil’s Rejects’ et gruopvækkende og underholdende eksempel på horror, hvor der faktisk er en mening med galskaben.