1. ’Al Medina’
Omar Shargawi viste en anden side af Nørrebro i ’Gå med fred Jamil’ og dokumentaren ’Fra Haifa til Nørrebro’, og nu skildrer han en endnu mere eksotisk verden i sin nye film ’Al Medina’, hvor vi befinder os i et nærmest mytisk Mellemøsten.
Shargawi spiller selv hovedrollen som den halvt dansk-arabiske Yusif, der tager sin gravide kone Sara (Sara Hjorth Ditlevsen) med til Medina for at vende tilbage til sine rødder og sin fars hjemland. Men de gode intentioner falder hurtigt til jorden, da Yusif bliver indblandet i et mord på en gadedreng og ryger i fængsel.
Igen spiller miljøet en bærende rolle i Shargawis film, og ud fra traileren at bedømme kan vi vente os en rå og voldsom fortælling.
Premiere 19. maj.
2. ‘X-Men: Apocalypse’
‘X-Men’-franchisen er nærmer sig jubilæet med den niende film, ’X-Men: Apocalypse’. Tegneserieuniversets stærkeste og mest modvillige mutant, Apocalypse, bliver vækket til live i filmen, hvor unge mutanter samles for at stoppe hans dommedagsplaner.
Jennifer Lawrence leder flokken i rollen som Raven med hjælp fra Charles Xavier (James McAvoy). Blandt de unge mutanter er Jean Grey (Sophie Turner) og Cyclops (Tye Sheridan), sammen med andre X-Men-kendinge som Beast (Nicholas Hoult) og Quicksilver (Evan Peters). Sammen skal disse stå mod Apocalypse (Oscar Isaac) og hans hær, heriblandt Magneto (Michael Fassbender).
’X-Men: Apocalypse’ foregår i 1983, hvilket er ti år efter fortidsdelen i ’X-Men: Days of Future Past’. Én film, hvis nuancerede karaktergalleri, skarpe pingpong og charmerende actionscener vi gerne ser videreført i ’Apocalypse’, der også markerer Hugh Jackmans næstsidste optræden som den legendariske Wolverine.
Premiere 19. maj.
3. ‘Bad Neighbors 2’
Det var ikke meget, vi havde forventet os af fraternity-komedien ’Bad Neighbors’, men den plathumoristiske sag kildede alligevel lattermusklerne nok til at afkræve flere højlydte grin. Så når Seth Rogen og Zac Efron igen finder sammen i ’Bad Neighbors 2’, er vi nødt til at se med endnu engang.
Filmen, der har fået undertitlen ’Sorority Rising’ handler igen om nabokrig mellem forældrepar og festglade unge, men denne gang er det Chloë Grace Moretz, der leder en hær af unge kvinder til vild fest og nattelarm. Og dem kan gode gamle Teddy (Zac Efron) da sagtens hjælpe sine gamle venner Mac (Seth Rogen) og Kelly (Rose Byrne) med at få sat en stopper for.
Premiere 12. maj.
4. ‘Slangens favntag’
Go home, Leonardo DiCaprio. Selvom de canadiske bjergtinder og den bidende kulde i ’The Revenant’ er barske arbejdsforhold, er den colombianske amazonjungle endnu mere utilregnelig i sin natur og ubeskrivelig i al sin skønhed.
Det er her, Ciro Guerras ’Slangens favntag’ er optaget, og anstrengelserne har båret frygt: Det er den første colombianske film nogensinde, der er blevet nomineret til en Oscar. ’Slangens favntag’ følger shamanen Karamakate, den sidste overlevende i sin stamme, og hvordan han hjælper to forskere med at finde den helende yakruna-plante.
Guerras spektakulære sort-hvide fortælling er en nærmest spirituel oplevelse, der sætter fokus på det indfødte folks overlevelse og det grumme møde mellem civilisationer. Med en rating på 99 procent på Rotten Tomatoes lugter det af en fænomenal biografoplevelse.
Premiere 19. maj.
5. ‘Warcraft’
Spilfilmatiseringer er risikofyldt farvand. Hollywood har sjældent ramt skiven, og der er desværre flere fiaskoer end successer. Behøves vi nævne ’Hitman’, ’Mortal Kombat’ eller ’Silent Hill’?
Vi luftede disse bekymringer for 2016’s spilfilmatiseringer tidligere på året og er derfor yderst spændte på, om ’Warcraft’-filmatiseringen af samme navn lykkes. Den første trailer vidnede mere om special effects end karakterudvikling, men da anden trailer så dagens lys, var der åbnet mere for figurernes indre hav.
Netop karakterskildringerne bør den talentfulde Duncan Jones, søn af David Bowie, kunne mestre – hans rumkammerspil ’Moon’ brillerede i den disciplin. Der er dog langt fra rummet til Azeroth – og fra én person på rollelisten til et stort galleri – men vi håber, at får noget godt ud af sit budget på 656 millioner.
Premiere 26. maj.
6. ‘Markedets lov’
Instruktør Stephané Brizé er en garvet herre i sit hjemland Frankrig og en menneskekender uden lige. Brizés sjette film er hans mest politiske film til dato, og her sætter han et ansigt på arbejdsløshedsstatistikkerne og det stigma, der er omkring ledige.
’Markedets lov’ hersker, når Thierry (Vincent Lindon) efter 25 års trofast fabriksarbejde bliver erstattet med billigere arbejdskraft i udlandet. Filmen følger hans kamp for at få det hele til at hænge sammen, en kamp, hvor nedværdigelse og ydmygelse er faste elementer.
’Markedets lov’ er et humanistisk portræt, der nærmest lyder som den mandlige følgesvend til Dardenne-brødrenes ’To dage, en nat’, hvor Marion Cotillard kæmpede for at beholde sit job. Dens dokumentariske stil og brug af amatørskuespillere uden om den fremragende Vincent Lindon gør det til en politisk film med et bankende hjerte.
Premiere 5. maj.
7. ‘En-to-tre NU!’
Det er sjældent, at der bliver serveret rendyrkede danske ungdomsfilm i biograferne, og Barbara Topsøe-Rothenborgs tredje spillefilm rammer lige lukt ned i det tomrum. Den 4. maj får danske unge deres pendant til ’A Walk to Remember’ og ’The Fault in Our Stars’ med ’En-to-tre NU!’.
Filmen er baseret på Jesper Wung-Sungs bog fra 2001 og handler om både den første og den umulige kærlighed. Da gymnasieeleverne Jesper på 17 og Cecilie på 16 bliver forelskede, er det ikke blot uforpligtende og sorgløs kærlighed, for Cecilie er syg af kræft. Men dødens nærvær forstærker blot deres forelskelse, som de må udleve intenst og eftertrykkeligt, mens tid er.
Barbara Topsøe-Rothenborg har, udover at spille Nana i den ikoniske børneserie af samme navn, instrueret den amerikanske udgave af ’Kærlighed ved første hik’. De to hovedrolleindehavere i ’En-to-tre NU!’ bliver spillet af Nikolaj Groth fra ’Rita’ og den debuterende Clara Rosager.
Premiere 4. maj.
8. ‘Heart of a Dog’
Eksperimentalkunster, komponist, legendarisk musiker og filminstruktør Laurie Anderson har mange talenter – og en helt speciel hund, der er blind og kan spille klaver. Og netop denne hund er omdrejningspunktet for ’Heart of a Dog’, Andersons første film i 30 år.
’Heart of a Dog’ handler dog kun om hendes hund på overfladen. I en dybt eksperimentel og abstrakt form filosoferer den over livet og døden og amerikansk kultur efter 11. september. Både hendes mors, hunden Lolabelles og hendes mand Lou Reeds afsked med denne verden spiller en vigtig rolle.
’Heart of a Dog’ vækker de helt store følelser – og har fået anmeldere til at juble.
Premiere 12. maj.
9. ‘En mand der hedder Ove’
Frederik Backmans bestseller ’En mand der hedder Ove’ har ikke bare smeltet hjerter i lille Sverige, men i mere end 30 lande verden over. For historien om den gnavne, gamle mand Ove er nemlig ikke helt fremmed, selvom den foregår i et villakvarter i Skandinavien.
’En mand der hedder Ove’ handler om Oves grove ydre, der stille og roligt bløder op, da en halvpakistansk familie flytter ind på vejen og kræver godt naboskab. Den 59-årige Ove ønskede ellers ikke at leve mere, af årsager som vi får udrullet, når filmen hopper frem og tilbage i tiden.
Hannes Holm har som erfaren instruktør påtaget sig opgaven at filmatisere det højtelskede bogforlæg, men får sublim hjælp fra en af Sveriges største helte Rolf Lassgård, der har spillet selveste ’Wallander’ og herhjemme har medvirket i Biers ’Efter brylluppet’. Filmen fik varme anmeldelser i hjemlandet og vandt tre Guldbagger for blandt andet bedste mandlige hovedrolle og publikumsprisen.
Premiere 26. maj.
10. ‘Our Kind of Traitor’
Hvis du simpelthen ikke kan få nok af John Le Carré, undercover-infiltrering og sofistikeret spænding, bliver dit fix for maj måned leveret den 12., når ’Our Kind of Traitor’ får premiere.
Filmen er baseret på en Carré-bog og fortæller historien om universitetsprofessoren Perry (Ewan McGregor) og hans kæreste Gail (Naomi Harris), der bliver indblandet i en sag mellem Dima, en topleder i den russiske mafia (Stellan Skarsgaard), og den britiske efterretningstjeneste i skikkelse af Hector (Damian Lewis). Det starter med en udveksling af et USB-stik og ender i et større virvar, hvor det konstant er uklart, hvem man skal stole på.
’Our Kind of Traitor’ bliver instrueret af Susanna White, der star bag afsnit til serierne ‘Boardwalk Empire’, ‘Generation Kill’ og ‘Masters of Sex’, og hendes film tager os til Bern, Paris, London, Marrakech og de franske alper i en omsiggribende spionfortælling.
Premiere 12. maj.