‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 3: Samtalerne har mistet deres dramatiske pondus

(Spoiler alert: Læs naturligvis først videre, når du har set det nyeste afsnit ‘Game of Thrones’.)

Der snakkes lidt om dit. Der snakkes lidt om dat. En sludder for en sladder er det samme, uanset om der sludres og sladres i Westeros, Essos eller ombord på et skib, der har retning mod Oldtown.

Afsnittet ’Oathbreaker’, der er det tredje i sæson 6 af ’Game of Thrones’, er det seneste i en række af skuffelser fra showrunners Benioff og Weiss, og skuffelsen er i dette tilfælde så markant, at man ikke kan undlade at spekulere i, om forfatterne har mistet grebet om seriens kernefortællinger.

Afsnittet stiller et spørgsmål. Eller ’stiller’ er nok ikke det rigtige ord, for der er tale om en gentagelse. For det er et spørgsmål, der ofte rumsterer i mine tanker. Er ’Game of Thrones’ reelt et godt drama for udeforstående? Appellerer seriens fundament, fortællestrukturer og kerneindhold til seere, der ikke som seriens fans har et pseudoreligiøst forhold til seriens karaktergalleri?

Eller er det de stærke karakterer, der bærer forestillingen i en sådan grad, at man som en anden troende er parat til at se igennem fingre med et plot, der ikke altid er komponeret efter alle kunstens regler?

Ord er vind

Skal man skære helt ind til benet, er det min påstand, at ’Game of Thrones’ som drama betragtet har haft to spidskompetencer. Man kunne passende bruge seriens mest kendte ordsprog til at opsummere dem.

Det ene er »valar morghulis«. Alle mænd (læs: mennesker) skal dø. ’Game of Thrones’ har som intet andet moderne dramatisk værk formået at slå bærende karakterer ihjel, og det har tilført fortællingen vedvarende dramatisk ammunition, at ingen er sikre, og alle er udsat. Det er med til at skrue spændingen helt i vejret, at døden lurer lige rundt om hjørnet for alle, deres popularitet og status helt uagtet.

Det andet er »words are wind«. Ord er forgængelige, ord er lige meget. Det, man siger, er intet værd, hvis man handler anderledes. Ord er gratis – handlinger er det eneste, der koster noget. Serien har som de bedste dramaserier opereret med dialoger, der for det blotte øje handler om ét, men reelt handler om noget helt andet.

Lange replikskifter har i de første sæsoner tjent som distraherende banaliteter, der har haft den funktion at trække spændingen mellem aktørerne ud og lade spliden og intrigerne gro i det usagte, replik for replik.

Et flashback til sæson 3

Man skal blot gense tredje sæsons næstsidste afsnit, ’The Rains of Castamere’, for at se begge elementer komme til deres ret. I en scene, der er næsten fem minutter lang, grilles den stolte Robb Stark i The Twins for sit løftebrud, og han må tåle spot og spe foran sin kone og sin om muligt endnu mere stolte og stoiske mor.

Afsnittet ender med The Red Wedding – øjeblikket, der cementerede seriens status som fænomen. Men det er optakten til finalen, der er den egentlige bedrift. Robbs kone er skudsmål for alskens ondskabsfuldheder, men replikkerne er primært effektfulde i kraft af alt det usagte.

Robb har holdt sine allierede for nar, og denne seance er deres mulighed for at lufte deres utilfredshed. Men man aner konstant, at det hele kan briste. Robb må lægge bånd på sin stolthed og tåle latterliggørelsen for at bøde for sine fejltrin. Det er hans eneste chance for at reparere forholdet til sine allierede.

Kongens council uden konsekvenser

’Game of Thrones’ er forfaldet til Red Weddings. De store øjeblikke, som alle snakker om. Det er serien som fænomen snarere end en formfuldendt dramatik, der sikrer seertallene.

’Oathbreaker’ udstiller alt det, der er galt med de senere sæsoner. Afsnittet er proppet med banale samtaler, der ikke skubber handlingen fremad, og det er slet ikke til at ane de dramatiske buer hos en række af de bærende karakterer.

Det er oplagt at sammenligne de enkelte optrin med scenerne fra ’The Rains of Castamere’. I King’s Landing ender det, som flere andre steder, næsten i farce. Kongens Small Council er samlet, da Jaime og Cersei kommer rendende, og ligesom i tidligere afsnit er ræsonnementet, at The Mountain reelt er et fripas, der tillader dem at se stort på det politiske apparats stolte traditioner.

Det tilføjer intet til fortællingen, at rådet ender med at rømme salen i protest. De eneste linjer, det er med til at trække op, har man allerede etableret i tidligere afsnit. Og det er et nærmest fjollet eksempel på den totale stilstand i plottet, når den ene gruppe går, fordi den anden gruppe lige er kommet.

Der er ikke et mindstemål af dramatisk fremdrift. Fortællingen er sparket til hjørne.

Der er adskillige andre eksempler på dette i ’Oathbreaker’, og der er tale om en gennemgående tendens. Samtalerne i Game of Thrones har mistet deres dramatiske pondus, som sæsonerne er skredet frem. Det er næsten ikke til at huske, at dialogen har haft en helt anden, potent karakter. Man foranlediges efterhånden til at tro, at det altid har haltet.

Det er ikke tilfældet. I tidligere sæsoner har replikkerne haft en helt anden gennemslagskraft. Men det er, som om det hele er gået i stå. De bærende karakterer er rendt ind i cul-de-sacs, som har sat en stopper for deres dramatiske buer. For de fleste karakterer har deres definerende øjeblikke allerede fundet sted. Bastardungen, der dræber sin far. Den forfængelige skønhed, der kronrages og fornedres. Ridderen, der mister sin hånd.

Benioff og Weiss har glemt, at replikker bare er flødeskum, mens subteksten er dramatikkens maskinrum. »Words are wind«. Ord er gratis, men det er handlingerne, der lurer under dem, ikke.

Indtil de lærer eller genlærer den lektie, er ’Game of Thrones’ en serie for fans – og kun for fans – der har ét eneste es tilbage i ærmet: At alle kan dø. Det er alt for lidt, og det er en skam. For persongalleriet er fortsat så fænomenalt, at serien sælger billetter.

Men den fortjener at forløses langt bedre end i de seneste sæsoner. Det er ’Oathkeeper’ det foreløbigt klareste eksempel på.

Læs også: ‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 2 – Kimen er lagt til bastardernes kamp