Heart of a Dog: Musikerlegende laver hypnotiserende film om sin hund

At gøre hjemmevideoer interessante for andre end én selv og sine nærmeste er en kunst. Det ved alle, der har været tvangsindlagt til flere timers dræbende kedelig ferieoptagelser hos bekendte. Var man ikke en del af oplevelsen i første omgang, så udløser de grynede billeder nemlig ingen minder eller følelser af nostalgi. Så er de bare en strøm af skidt beskårede billeder i dårlig opløsning.

Men en gang imellem støder man på værker, hvor det intime arkivmateriale bruges som led i en større fortælling om menneskets plads i verden og som afsæt for en refleksion over filmmediet selv. Værker som Chris Markers ’Sans Soleil’, Guy Maddins ’My Winnipeg’, Sarah Polleys ’Stories We Tell’ og danske Max Kestners ‘Rejsen på ophavet’, hvor filmskaberne nysgerrigt peger linsen indad og bruger kameraet til at grave i deres fortid for at nærme sig en forståelse af deres nutid. Og sådan et værk er ‘Heart of a Dog’.

Med sin hypnotiserende voice-over, sit hjemmekomponerede score og smukke kludetæppe af low-res telefonoptagelser, sekvenser med medtaget 8mm-film og sort-hvide kulillustrationer lykkes det den amerikanske multikunstner Laurie Anderson at fortælle en historie om sin afdøde, elskede terrier Lolabelle, der beskriver deres kærlige symbiose, samtidig med at den rækker langt ud over forholdet til det lille, firbenede kræ.

Kærlighed og død og deres indbyrdes relation er omdrejningspunktet for ‘Heart of a Dog’, og Lolabelle, lærer vi, er kun én i en række af tætte familiemedlemmer og venner, som Anderson har mistet. Også hendes mor er gået bort, hendes mand, Lou Reed, og kunstneren Gordon Matta-Clark.

Men til trods for de ubærlige tab er tonen i filmen langt fra sortseende eller selvmedlidende. Faktisk er noget af det mest påfaldende, hvor usentimental og poetisk en tilgang Anderson har til døden.

Som når Lolabelle for alvor begynder at skrante, og Anderson, i stedet for at give den en sprøjte og få det hurtigt overstået, bliver ved dens side gennem 49 dage i bardo (tilstanden mellem død og genfødsel).

Eller da hun fortæller, at hun har råbt »DU ER DØD! DU ER DØD! DU ER DØD!« ind i hovedet på sin ven Matta-Clark i hans sidste sekunder, fordi hørelsen ifølge tibetansk buddhisme er det sidste, man mister.

Anderson er verdslig, spøjs, videbegærlig og belæst, og hun smider om sig med referencer til alt fra Wittgenstein til Wallace i sin undersøgelse af hukommelsens selektivitet og kærlighedens væsen.

‘Heart of a Dog’ er et cerebralt tankeeksperiment, en livsfilosofi omsat til et klarsynet billeddigt. Og det er berigende som ind i helvede at overvære.