1. ‘The Wrestler’
Darren Aronofsky tager Hollywoods sportsikon og spoler tiden flere årtier frem til de dage, hvor hæderen hører til fortiden, og bedrifterne sidder som slid i kroppen.
Når den klassiske sportsfilm sætter punktum med strygermusik og trofæløft, er påstanden, at efterspillet er rosenrødt, fordi stjernens drøm er blevet virkelighed. Men den totale kropslige og mentale dedikation, som de fleste sportsgrene kræver, kan også have en menneskelig pris.
Leddene knirker, når Mickey Rourkes plagede eks-wrestler hutler sig gennem livets efterår, milevidt fra de bedrifter, der gjorde ham til en legende i ringen. Fortiden spøger ikke kun som nagende nostalgi på en perron nær endestationen, men også i form af det kuldsejlede forhold til datteren, der blev frarøvet al faderlig omsorg i wrestlingkarrierens velmagtsdage.
Rourkes personlige comeback som dramatisk skuespiller af fineste karat (præstationen indbragte ham en Oscar-nominering) tilføjer et ekstra lag til den prægnante skildring af tomrummet efter the glory days. Wrestlerens sene retur til ringen gør ondt – selv ikke sportens iscenesættelse skåner den aldrende krop tilstrækkeligt – men i hjertet af filmen rumsterer følelserne mellem far og datter, der blusser op med årtiers forsinkelse.
2. ’Hoop Dreams’
Selve USA’s væsen spejles i to drenges basketball-drømme i en af filmhistoriens mest hjertegribende dokumentarer, Steve James’ mammutværk ’Hoop Dreams’.
Gennem fem år følger vi de to Chicago-drenge, William Gates og Arthur Agee, hvis udmagrende kamp for at stryge gennem nåleøjet til NBA, basketspillerens forjættede land, udvikler sig fra uskyldige barnedrømme til en febrilsk jagt på social opstigning. Drengenes familier ser med fra tætteste hold, fordi NBA-kontrakten er en vej ud af ’Chiraqs’ kriminalitetsprægede ghetto, også for dem.
Med familiernes skæbne på deres skuldre knokler de to drenge dag ud og dag ind, fra den halvanden time lange togtur til og fra high school til de tændervridende træninger, dirigeret af passionerede trænere med tilsvarende ambitioner. Nedturer afløser successer, og de konstante svingninger brændemærker basketaspiranternes sjæle, mens Steve James ser med som fluen på væggen.
Og os? Vi græder og jubler med Agee og Gates, to amerikanske drømmere, der satser alt på basketbanen. Her kan forskellen mellem et ramt og et misset skud måles i livsindhold.
3. ‘The Loneliness of the Long Distance Runner’
I køkkenvaskrealismen er den egentlige antagonist et abstrakt samfundssystem, der knuser menneskeskæbner under undertrykkelsens armbolt.
Lindsay Anderson (’If…’) var en af de fremmeste skikkelser i den britiske nybølge, der talte arbejderklassens sag og gjorde oprør mod det britiske betonsamfund. Som hovedparten af bevægelsens hovedværker kanaliseres oprøret i den vrede unge mand i instruktørens ’The Loneliness of the Long Distance Runner’ – her en utilpasset lømmel, der løber solen sort som flugt fra det traurige arbejderliv.
Langdistanceløbet føjer en poetisk hinde til den hårdkogte socialrealisme, fordi løbeturene i Englands rurale yderkanter fungerer som eskapisme i en trædemølle uden formildende aspekter.
For titlens langdistanceløber er sporten dog også en vej ud af de ordinære slavekvægs rækker, en måde at lukke kæften på autoriteter og forlade fabrikkernes maskinelle rutiner. I filmens overrumplende slutning udebliver fanfarerne dog ved målstregen. Det er kun manden mod systemet i en åndenødsfremkaldende spurt gennem bakker og dale.
Lindsay Anderson stod også bag det måske mere kendte sportsdrama ‘This Sporting Life’, der ligeledes rummede sin samfundskritik i den vrede unge sportsmand – her Richard Harris, der trods stjernestatus ikke finder mening på rugby-banen og i stedet overfuser gud og hvermand i ren magtesløshed.
4. ’Raging Bull’
Som i Lindsay Andersons anti-autoritære genistreger syder vreden også uden på lærredet i sportsgenrens måske mest uomgængelige klassiker, Martin Scorseses mesterværk ‘Raging Bull’.
Filmen var et personligt projekt for Robert De Niro, der allierede sig med ’Taxi Driver’-forfatter Paul Schrader og selv indtog hovedrollen som den dyrisk dampende alfahan Jake LaMotta, en bokser, der kan modstå umenneskelige salver af tørre tæsk, men desværre tæver videre på hjemmefronten blandt kæreste og venner – fysisk og psykisk.
Det er antitesen til ’Rocky’s opbyggelige fortælling, nemlig en historie om en bokser, der intet lærer af voldsudgydelserne inden for ringen. I stedet ender LaMotta som en fedladen komiker, tragisk forgiftet af selvbedrag.
Tragedien er virtuost udfoldet af Scorsese, ikke mindst i de banebrydende boksescener optaget i monokrome nærbilleder med blod så sort som tjære, men filmen tilhører i sidste ende Robert De Niro, der mod alle odds stjæler vores sympati midt i møddingen af misogyni, homofobi og ulmende aggression.
5. ‘Foxcatcher’
Bennett Miller (’Moneyball’) fortsætter sin rundtur på skyggesiden af Stars and Stripes i en sær wrestlingverden, hvor kulden fra de sneklædte marker trænger ind i sportshallens cirkler.
Den autentiske historie er befolket af menneskelige mysterier, først og fremmest Channing Tatums prustende wrestlingløve, hvis dyriske vildskab vist nok bunder i længslen om noget andet og mere end lillebyens trummerum, samt den selvhævdende rigmand John E. du Pont, der har kæmpe moderkomplekser og – skal det vise sig – en fatalt kort lunte.
Miller skildrer de store turneringer, blandt andet De Olympiske Lege i Seoul, men modsat Scorseses vitale gengivelse af bokseringens skærsild i ’Raging Bull’ nedtones duellerne her af et statisk, farvefattigt billedsprog, der signalerer, at hæder og guldmedaljer ikke er en vej ud af den menneskelige armod.
’Foxcatcher’ var filmen, der katapulterede Steve Carrell ind i de dramatiske stjerneskuespilleres rækker – med dirrende, lys stemme, isnende blik og Napoleon-tud vækker han ubehag – men det er i samspillet mellem Ruffalo og Tatums brødrepar, at filmen går i hjertekulen.
6. ’The Hustler’
Billard er ikke klodens mest sexede sportsgren, men i ’The Hustler’ udspiller gangsterverdenens magtkampe sig på det grønne tæppe.
Billardbordet er ikke en frizone, det er et fængsel, hvor konkurrencens euforiserende stof fremmedgør duellanterne fra omverdenen og umuliggør menneskelig kontakt. Kun den næste kamp, det næste stød eksisterer, og ikke engang sejren virker forløsende.
Paul Newman er som altid intens og dragende som hajen (filmens danske titel), der vandrer hvileløst fra bord til bord for at frarøve underlegne billardspillere klækkelige summer i konkurrence. Han suppleres af et fænomenalt birollecast anført af George C. Scott, der tager hajen under vingerne i håbet om at få del i gevinsterne, samt Piper Laurie som titelkarakterens alkoholiserede kæreste.
Billardbordet bliver aldrig et sted for store sejre, snarere et udstillingsvindue for menneskets grådighed og kynisme.
7. ’Warrior’
‘Warrior’ afviger som sådan ikke nævneværdigt fra sportsfilmens skabelonmodel, men den lader skyggesiderne omslutte og udslette hæderen. MMA-ringen bliver en kampplads for splintrede sjæle, en form for russisk roulette, der spilles af nød.
Tom Hardys hjemvendte veteran og hans bror, Joel Edgertons fysiklærer, har et ton af skelletter i skabet efter en opvækst i kløerne på deres alkoholiske far, spillet af Nick Nolte med hærdet signaturmine. Begge brødre ser konturerne til et rigere liv ved at vinde en MMA-turnering, hvor triumfen ikke bringer ære, kun økonomisk gevinst.
De knogleknækkende, ledvridende kampscener er i det hele taget så oprivende, at ingen gyldne mesterskabsbælter er rigelig kompensation, men begge brødre har akut behov for de 5.000 dollars, der lokker for enden af lidelserne. Det arter sig selvfølgelig sådan, at brødreparret krydser næver i den afgørende dyst, men selv om forbrødringen venter, forbliver kampsporten et nødvendigt onde snarere end et drømmenes teater.
Og således løfter ’Warrior’ sig flot over Hollywood-klichéerne.
8. ‘Eight Men Out’
Sportens verden har en lang og blakket historie med storstilet fusk – matchfixing i de italienske fodboldrækker, doping i cykelløb, deflategate i NFL… – og i John Sayles’ baseballdrama ’Eight Men Out’ svinger stjernerne battene efter gamblernes behov.
Hvor det sædvanligvis er endimensionale antagonister, der tyr til ulovlige midler, er det de sædvanlige helte, der bedrager os i ’Eight Men Out’ – fejlbarlige mænd, som svigter deres talent og tager den korteste sti til økonomisk succes. Det er således et ekko fra en tid, hvor et liv som professionel baseballspiller ikke i sig selv gjorde en bugnende tegnebog.
Sayles har medfølelse med de små mænd på baseball-banen, ikke mindst David Strathairns aldrende pitcher, der fusker for at sikre sin families finanser, og Cusacks renhjertede drømmer, der ikke tager imod gamblernes fristende summer, men alligevel bannes fra baseball på livstid.
‘Eight Men Out’ er baseret på World Series-skandalen i 1919 og er således et eksempel på, at virkeligheden ikke altid er så rosenrød som Hollywoods polerede sportsfilm.