Jodie Foster, George Clooney og Mel Gibson er blot et udpluk af de mange stjerner, der har prøvet kræfter med hvervet som instruktør. Ewan McGregor, blandt andet kendt som narkoman i ‘Trainspotting’ og kvindebedårer i ‘Moulin Rouge’, har i over 10 år gået og puslet med sin instruktørdebut, og nu bliver ‘American Pastoral’ McGregors første spillefilm.
Han spiller selv med i filmatiseringen af Philip Roth bestsellerbog som Seymour ‘Swede’ Levov. Han og hans kone (Jennifer Connelly) bliver chokeret, da deres rebelske datter (Dakota Fanning) som en del af et politisk oprør bomber et postkontor – en handling, der vil splitte familien ad.
Bag manuskriptet står John Romano (‘The Lincoln Lawyer’, ‘Intolerable Cruelty’), og McGregors lille familie bliver bakket op af Molly Parker (‘House of Cards’), Rupert Evans (‘Hellboy’) og Uzo Aduba (‘Orange is the New Black’). Det er til tonerne af den efterhånden klassiske sang ‘Mad World’, at vi møder McGregors debut, der effektivt får bygget en sorgtung og dragende verden op.
‘American Pastoral’ får dansk premiere 8. december.