’I Saw the Light’: Tom Hiddleston brillerer i doven film om Hank Williams
Troen på, at godt materiale i sig selv gør en god film, er biopic-genrens fæle sygdom.
Man tager en rockstjerne/skuespiller/politisk ledestjerne og springer dernæst slavisk fra dagdrømme til berømmelse til død eller deroute i et filmisk sidestykke til Biography.com. Alene i nyere tid har et væld af ikoner – fra Lance Armstrong til Nelson Mandela – enten måttet himle med øjnene eller rotere i graven, mens Hollywood henslængt har omsat deres liv til levende billeder.
Næste offer i rækken er countryikonet Hank Williams, der skiftevis erobrerede kvindehjerter og kiggede dybt i flasken i 40’erne og 50’ernes pulserende Nashville, en country-oase afsondret fra krige og kvaler.
Historien er skåret efter en velkendt skabelon: Williams udlever den amerikanske drøm, som han synger og charmerer sig mod countryens Shangri-La, radioshowet ’Grand Ole Opry’, en oplagt kanal for hans både længselsfulde og friskfyrsagtige takes på den forbandede kærlighed (gennembrudshittet er ’Lovesick Blues’).
Men mens han blødgør hjerter på scenen, drukner han de egentlige kvinder i sit liv – ikke mindst sin første kone, Audrey – i et selvdestruktivt morads af whisky og utroskab. Drømmen om Nashvilles rampelys er så dybt indlejret i hans bevidsthed, at han ikke kan se, at berømmelsen er en dødsdom i blændende klæder.
Fordi det er en rise and fall-tragedie, der er fortalt til hudløshed i alskens varianter, kan man spørge, om verden virkelig har brug for en film om Hank Williams, denne musikalske buksetyv, der – behørigt, fristes man til at sige – brændte lyset i begge ender? ’I Saw the Light’ giver ikke et overbevisende svar, men kunne snildt have gjort det, hvis den havde flyttet blikket fra den monotone kæde af livsnedslag til den martrede countrystjernes folkelige appel og indre flammehav.
Det inciterende paradoks er nemlig, at Williams gav eskapisme til folket, men kun plagede sig selv. Bevidst eller ej ofrede han sit helbred, så hans livgivende toner kunne fylde æteren og tænde lys og håb i de amerikanske hjem. Hverdagens tyngde løftedes, når Nashville hvinede og hujede i kor.
Analysen serveres af en pladeselskabsmand i et slags falsk arkivindslag, men efterfølgende lader instruktør Marc Abraham blot denne inciterende dimension af countryfrelseren hænge i luften som et halvbagt postulat.
Konsekvensen er fatal: Man bliver aldrig for alvor klog på Hank Williams trods to timers filmlektion.
De enkelte scener føles som dovent sammenkædede fragmenter fra et menneskeligt forlis, der ikke vil noget andet end at referere endnu en tragedie i showbizz. Manuskriptet springer fra a til z, og selv om Williams’ optrædener er fængende, også for country-novicer, havde de sikkert fungeret lige så upåklageligt som tilfældige indslag i VH1-fladen.
At filmen ikke fortrænges øjeblikkeligt, skyldes kun Tom Hiddleston, der slet og ret er fænomenal i hovedrollen, skiftevis med glimt og vanvid i øjnene. Ærkebriten tryllebinder med sydstatsdialekt og McConaughey’sk vid, når han introducerer sine crowdpleasers i radioen, mens livs- og selvlede formørker hans blik, når han spidder en journalist på sladderjagt eller skyder med skarpt i eget hjem.
Alt tyder på, at Hiddleston forstår Hank Williams. Tænk, hvad han havde kunnet udrette i en film, der prøvede det samme.
Kort sagt:
’I Saw the Light’ beriges af en fænomenal præstation af Tom Hiddleston som Hank Williams, men filmen som helhed fanger aldrig countryikonets appel og indre hav. Det er en distancerende kæde af episoder snarere end et komplekst karakterstudie med kant og sjæl.