Ingen, der har set fængselsfilmen ‘Starred Up’, vil betvivle det eksplosive talent, der bor inden i Jack O’Connell. Han spiller en karseklippet, utilpasset teenager, der er røget ud og ind af ungdomsforvaringerne, før han nu er blevet gammel nok til at skulle klare sig i et rigtigt voksenfængsel. Og han sitrer af aggression, af en fuldkommen mangel på respekt for autoriteter, og hver gang hans intelligente følsomhed bobler op til overfladen, nedbrydes den igen af ustyrlig vrede og voldsudbrud, der ikke mindst går ud over de hårdt prøvede fængselsvagter.
Det er en fysisk kraftpræstation, der fik anmelderne til at sammenligne briten med en ung Robert De Niro eller James Cagney – skuespillere med så uafviseligt nærvær på lærredet, at man dårligt tør blinke af fare for at gå glip af næste uregerlige udfald.
Det desperate raseri iblandet et umiskendeligt intelligent blik er hurtigt blevet O’Connells signaturtræk, og i Jodie Fosters aktuelle ‘Money Monster’ spiller han også en ung mand, der tyer til vold, fordi han ikke ser nogen anden udvej. Her er han gennemsnitsmanden Kyle Budwell, der oven på en fejlslagen investering tager kendisværten Lee Gates (George Clooney) og resten af redaktionen på et tv-program om aktiehandel som gidsel for åben skærm.
Og rollen som utilpasset ung er da heller ikke fremmed for O’Connell. Han er vokset op i et arbejderklassemiljø i Derby, og selv om han hårdnakket forsøger at holde igen med detaljerne om sin vilde barn- og ungdom, står det fast, at han har en særdeles tilplastret straffeattest, og at han i bakspejlet, som han selv har formuleret det, har det mest dårligt med de ting, han ikke blev taget for.
Men nu er han blevet voksen. 25 år. Etableret spiller i Hollywood, hvor han sidste år havde hovedrollen i Angelina Jolies storfilm ‘Unbroken’, og opsat på ikke at lade sig definere af fortiden, på ikke at lave flere fejl.
Engang var O’Connell kendt for at møde op med tømmermænd til interview, og han har ofte beskrevet sin ubændige lyst til at folde sig ud på den lokale pub. Men når man taler med ham på tomandshånd, mærker man tydeligt, at han i dag spiller et andet spil. Under ‘Unbroken’ blev han buddies med altid kontrollerede Brad Pitt, og modsat sin åndelige fætter Tom Hardy har vildbassen O’Connell i dag rettet ind. Som i ‘Starred Up’ er han nu rykket ind i de voksnes rækker – men hvor han i filmen reagerer ved at slå fra sig, reagerer han i virkeligheden diametralt modsat: Han fremstår som en professionel, nydelig, alvorlig skuespiller, der kun stritter imod, når man forsøger at sætte ham i bås.
Du bliver stadig ofte portrætteret som en bad boy. Hvordan har du det med det?
»Det følger med jobbet. Jeg tror, at årsagen til, at der er blevet skrevet så meget om det, er manglende fantasi. Jeg kan ikke stille noget op imod det. Jeg kan bare håbe på, at mit arbejde taler for sig selv. Jeg kender mig selv, og jeg bruger ikke tid på, hvad journalister foregiver at vide. Det er en uheldig del af jobbet, og så må man bare undgå at blive for sur over det«, siger han, da vi møder ham i Hollywood.
For få år siden var du en helt almindelig fyr fra Derby. Hvordan har det ændret dig at blive en kendt skuespiller?
»Jeg har jo spillet skuespil i ti år og fik min første rolle som 14-årig, så jeg har haft masser af tid til at forberede mig og sørge for, at jeg var klar til, at min karriere skulle komme det skridt videre«.
Hvordan fik du interessen for skuespil?
»Jeg var så heldig, at vi havde obligatoriske dramatimer i min skole. Jeg blev introduceret for det i en meget ung alder. I drama blev jeg opmuntret til at gøre mange af de ting, som jeg fik skæld ud for i andre timer, så det var vel en form for terapi. Der gik et par år med det, og så begyndte jeg at overveje det som en karriere og blev taget alvorligt, når jeg tog til auditions. Men det var ikke, før jeg havde spillet min fjerde eller femte rolle, at min tro på, at drømmen kunne blive en realitet, blev rodfæstet«.
Hvordan har du det med det, du har opnået indtil videre?
»Jeg har arbejdet i lang tid på at nå hertil. Og jeg er ret tilfreds. Jeg føler, at jeg har opnået en hel del«.
Hvordan har du det med at blive berømt?
»Jeg har heldigvis allerede lært derhjemme (i England, red.), hvad det vil sige at blive genkendt,. Så jeg fik erfaringer med, hvordan man spontant håndterer situationer, hvor man er i centrum. Det hjalp min mor og min søster til at forberede dem på min nye livsstil. Jeg forventer ikke at være fuldkommen forberedt, men berømmelse er ikke mit mål, det er et sideprodukt af at være succesfuld. Hvis jeg bliver anset for at være en af de bedste til mit arbejde, så har jeg fortjent det og byder det velkommen. Men jeg ønsker helt sikkert ikke at medvirke i sladderblade, og jeg har heller ikke lyst til at blive en offentlig person«.
Hvad har overrasket dig mest ved Hollywood?
»Ganske enkelt bare at være her. Jeg troede aldrig, at jeg skulle opleve det i mit liv, da jeg var en yngre mand«.
Hvordan har du oplevet mødet med Hollywoods stjerner?
»Jeg er glædeligt overrasket over, så menneskelige de er. Der er mange stereotyper, hvor man ser det udefra og hurtig kan konkludere, at de ikke lever i samme verden som alle andre. Men jeg har mødt dem og kan fortælle, at de lever meget virkelige liv. Angelina Jolie var for eksempel meget professionel over for mig, og jeg var meget opmuntret efter min oplevelse med hende«.
Hvordan har det været pludselig at få flere penge mellem hænderne, når man er vokset op i arbejderklassen?
»Jeg tror ikke, at vi skal snakke om min økonomi…«
Potentielt farlig method acting
Selv om Jack O’Connell maner til besindelse, er der ingen tvivl om, at det er gået stærkt for skuespilleren, og at kontrasten mellem den rå opvækst og det glitrende Hollywood er til at tage og føle på.
Hans far arbejdede for den lokale jernbane i Derby, og hans mor sad på kontor i et flyselskab. Faren døde for få år siden af kræft, mens O’Connell hurtigt efter gennembruddet købte et hus til moren, som i dag er hans manager.
Som lille ville den konkurrencemindede englænder være professionel skuespiller, siden boksede han, men det var altså på scenen, han havde størst talent. På lærredet gjorde han sig første gang bemærket som 16-årig med en birolle i Shane Meadows’ toneangivende skinhead-drama ‘This Is England’ fra 2006, der blev fulgt op med små temperamentsfulde roller i film som ‘Eden Lake’ og ‘Harry Brown’.
Siden fik han et bredere britisk gennembrud med en fast rolle som bad boy i tv-serien ‘Skins’, mens 2014 blev det helt store år for briten med to meget omtalte roller i ‘Starred Up’ og krigsdramaet ‘‘71’, hvor O’Connell spiller en engelsk soldat, der bliver fanget bag fjendens linjer i 70’ernes Belfast. Som en straight soldat, der bliver mere og mere desperat, viser han, at han kan spille andet end uafrettede lømler.
Hvad er din metode, er du en method actor?
»Det er jeg helt sikkert, når det er påkrævet. Mit arbejde indbefatter dog indimellem, at jeg bruger en time på filmoptagelserne på optagelser af min hånd. På sådan en dag er jeg ikke method, fordi det ikke er det værd. Hvis vi er midt i projektet, er det helt fint, for så kan jeg vende tilbage til karakteren med et mere friskt perspektiv. Jeg er ikke så method, at jeg er karakteren fra begyndelsen til slutningen af optagelserne, men jeg kan ikke udelukke, at det en dag kunne komme på tale. Måske jeg en dag skal spille en karakter, der er så langt fra min egen person, at det vil være mere gavnligt for mig. Men med mange af de karakterer, jeg har spillet – som kriminelle eller skurke – kunne jeg jo potentielt være farlig med den form for mentalitet, så jeg værdsætter, at der er et cut-off«.
Hvordan var din tilgang til ‘Money Monster’?
»Vi arbejdede i New York, og jeg spillede en karakter, der har en fuldkommen anderledes accent og er fra et helt andet land. Så jeg afprøvede ting, som jeg ikke havde prøvet før – som at beholde min accent natten over, så jeg ikke skulle forsøge at finde den igen dagen efter. Så jeg talte med accent hele dagen lang«.
Ser du dine egne film igen og igen og analyserer dine præstationer?
»Indimellem gør jeg. Det er sket et par gange. Hvis jeg gerne vil spille nuancerede og alsidige karakterer, så er det meget vigtigt, at man kan skelne mellem karaktererne. Hvis jeg indspiller en periodefilm, vil jeg gerne udtrykke mig og bevæge mig som et menneske fra den periode og fuldkommen leve mig ind i, hvordan det var. Det er indimellem vigtigt for mig at reflektere over mit arbejde og notere mig, hvad det er, jeg gør på et ubevidst niveau«.
Hvordan har du det med at se dig selv på lærredet?
»Inden jeg nåede til det niveau, jeg er på nu, hvor jeg er tilfreds med min karriere, var jeg bitter, når jeg betragtede andres optrædener. Det var et ritual, der var dybt forankret i misundelse. Nu er jeg meget mere afslappet i forhold til det hele, og jeg er ikke helt så kritisk mere. Men det er helt klart svært at betragte sit eget arbejde og kigge neutralt på det. Det er umuligt«.
Du blev meget hurtigt hyldet som det store nye talent i britisk film. Var det svært at leve op til det?
»Jeg har aldrig beskrevet mig selv som det største talent i britisk film. Det er meget flatterende at høre, men jeg tror ikke et øjeblik på det. Hvis min indsats lever op til det ansvar, så er det godt, for så må jeg gøre noget rigtigt. Men jeg frygter det ikke. Jeg ved, at jeg kommer til at opnå meget mere, og jeg håber, at jeg har en lang karriere foran mig. Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået, men jeg kan ikke tænke for meget over det, for så lægger jeg for meget pres på situationen og på mig selv«.
Tålmodighed og tolerance
Slagsiden af succesen har Jack O’Connell mærket på egen krop flere gange. I forbindelse med Angelina Jolies ‘Unbroken’, hvor han spiller den italiensk-amerikanske løber og krigshelt Louis Zamperini, spekulerede sladderpressen heftigt i, om Jolie og O’Connells forhold var for tæt. Han havde vækket hendes »vilde side«, mente en anonym kilde at vide.
For et par år siden gjorde medierne også et behjertet forsøg på at få bekræftet, at O’Connells daværende kæreste var Cara Delevingne.
Du har lige samarbejdet med to kvindelige instruktører, Angelina Jolie og nu Jodie Foster.
»Jeg kunne ikke modstå det«.
Der er ikke så mange kvindelige instruktører i Hollywood. Hvad lærte du af dem?
»Jeg vil virkelig pointere, at køn ikke skal være en hindring lige meget hvad. De er begge to meget dygtige instruktører. Jeg har set ‘Money Monster’, og den er genialt fortalt og meget berigende. Jeg har tidligere arbejdet med kvindelige instruktører, og jeg har aldrig lagt mærke til, at der skulle være en forskel mellem det at blive instrueret af en mand eller en kvinde«.
Hvad fascinerede dig ved ‘Money Monster’?
»Jeg forsøger altid at reflektere over, hvad der foregår i samtiden, og hvad der engagerer publikum. Jeg vil gerne have mere respons fra publikum, samtidig med at jeg vil udvikle mig som skuespiller. Jeg kigger på forskellige faktorer og overvejer, om det er relevant for et bredt publikum, og om karakteren gør en forskel. Som skuespiller vil man gerne spille roller, hvor karakteren gør en forskel. Jeg er enig med denne karakter, hvilket ikke altid er essentielt, men denne gang er jeg på karakterens side. Jeg spiller en ung mand, der er frustreret over, at han er blevet tilsidesat af regeringen«.
Og hvad lærte du af at samarbejde med Angelina Jolie?
»Jeg vil sige, at jeg blev en mand. Jeg blev endelig en mand. Jeg opdagede, at Angelina er meget uselvisk som individ og 100 procent engageret i sit arbejde. Så det var et fantastisk arbejdsmiljø for en ung mand på 23, og det var en kæmpe lektion om livet, som gør, at jeg føler mig som et meget bedre menneske, for nu at sige det som det er«.
Hvad var det for en lektion, du lærte?
»Tålmodighed og tolerance over for andre mennesker og deres arbejde«.
Men hvad er det nærmere bestemt, der har gjort dig til en mand?
»Det handler om, at jeg ikke længere prioriterer mig selv først, som en dreng ville gøre det. Det handler om ikke at tænke på sig selv, og det har jeg opnået på det seneste, og jeg håber at fortsætte med at tænke sådan. Jeg vil gerne være forælder en dag, og så tror jeg ikke, det går med en egoistisk mentalitet«.
Du slår mig som en alvorlig ung mand. Hvordan ser du sig selv?
»Jeg er seriøs, hvad angår mit arbejde og min profession. Men jeg vil da håbe, at jeg også har god humoristisk sans. Jeg anser mig selv for at være en hengiven søn til en hengiven far og en yngre bror til en ældre søster, som fik deres far og min mors mand taget fra sig i 2009. Jeg har påtaget mig den rolle derhjemme. Og min mor har ikke længere et huslån, hun skal betale af på. Så det er en god ting«.
Jack O’Connells bedste roller
‘Starred-Up’
Til dato O’Connells bedste rolle. David Mackenzies hårdføre drama skrev sig øjeblikkeligt ind i fængselsfilmens kanon, og det skyldes ikke mindst den dengang blot 23-årige skuespillers utrolige kraftpræstation som den mildest talt utilpassede Eric Love, der for første gang skal klare sig i et voksenfængsel. Her gør han flabet og eksplosivt oprør mod alt og alle, og tingene bliver ikke just nemmere af, at hans psykopatiske far (Ben Mendelsohn) opholder sig i selvsamme fængsel.
‘71’
O’Connell spiller en uerfaren soldat, Gary Hook, der er blandt de britiske tropper, som sættes ind under urolighederne i Belfast i 1971. Missionen kører af sporet, og Gary må forsøge at overleve i den nordirske storbys gudsforladte betonblokke. O’Connell drager flot fordel af den naturlige sympati, hans fremtoning fremkalder, og han besjæler overbevisende den stigende desperation, som den efterladte soldat oplever bag fjendens linjer.
‘Unbroken’
Angelina Jolies episke film om OL-løberen Louis Zamperini, der blev skudt ned i sit fly under Anden Verdenskrig, overlevede 47 dage på havet og siden blev tortureret i månedsvis i en japansk fangelejr, mødte kritik for at være tung og altmodisch. Og ikke alle var lige begejstrede for, at italienskamerikanske Zamperini blev spillet af den ærkebritiske arbejderdreng O’Connell. Alligevel er det filmen, hvor O’Connell beviser, at han sagtens kan bære en stor Hollywood-basker. Han levendegør lidelserne, så man på én gang har lyst til at lukke øjnene og ikke kan kigge væk. En ubesværet leading man.