’Love & Mercy’: Stærkt rørende film om Brian Wilson
»Hvem er er det nu egentlig, han er, ham Brian Wilson? Og er han død eller hvad?«
Sådan spurgte en yngre fyr sin kollega til pressevisningen på ’Love & Mercy’, mens mørket sænkede sig. Men så snart de første billeder rullede til et mash-up af storhits som ’Surfin’ U.S.A.’, ’I Get Around’, ’Help Me Rhonda’ og ’God Only Knows’, lød en anerkende ahaa-lyd fra spørgeren, hvis hoved begyndte at vippe ivrigt i takt med musikken.
Det er alligevel de færreste, unge som gamle, som ikke på et tidspunkt i livet har stiftet bekendtskab med Beach Boys’ karakteristiske lyd, og derigennem forsanger Brian Wilson.
Ved kontinuerlige spring i tid dokumenterer ’Love & Mercy’ starten og enden på det mørkeste kapitel i Wilsons turbulente liv, fra han i 60’erne udvikler galoperende psykiske problemer, til han i 80’erne lever dopet af piller og under diktatorisk overvågning af den opportunistiske læge Eugene (en djævelsk Paul Giamatti), der samvittighedsløst forsøger at tilrane sig musiklegendens formue under påskud af at ’pleje’ ham. Michael Jackson ville have sympatiseret.
Tilbage i de tidlige 60’ere er Beach Boys’ succes dog på sit højeste i USA, på linje med Beatles’ på den anden side af Atlanten. Musikken er ørehængende sommerpop, men bandleder og sangskriver Wilson har større kunstneriske ambitioner. Mens resten af gruppen turnerer, påbegynder Wilson derfor arbejdet, på hvad der skal blive Beach Boys mest anmelderroste album, ’Pet Sounds’ (1966).
Wilson er et gudsbenådet naturtalent a la Mozart, som hører symfonier i hovedet, men opvæksten med en voldelig producer-far har sat dybe spor på sjælen. Og da ’Pet Sounds’ avantgardelyd flopper kommercielt, til farens skadefro, knækker filmen for forsangeren.
»We’re too shallow for the deep end!« konstaterer et af bandmedlemmerne utilsigtet metafilosofisk, da en manisk Wilson vil holde gruppemøde omkring Beach Boys’ fremtid, samtidig med at han symbolsk forsøger at træde vande i sin pool (fordi, som han tragikomisk bedyrer, stjerneproduceren Phil Spector aflytter huset!).
Altid fascinerende Paul Dano spiller 60’er-Wilson over for John Cusacks nervøst-charmerende ældre version, og skønt skuespillerne ikke just ligner hinanden, fungerer setuppet glimrende takket være stærke, dedikerede præstationer fra begge. Hertil er Elizabeth Banks tilpas sødmefuld som bilsælgeren Melinda, der i 80’erne falder for den knækkede Wilson, og Erin Drake sympatisk i baggrunden som Wilsons første unge hustru.
Instruktør Pohland har blot en tidligere, relativt ukendt film i bæltet (’Old Explorers’ fra 1990), men har produceret anmelderroste titler som ’12 Years a Slave’, ’Into the Wild’ og ’Brokeback Mountain’. Med ’Love & Mercy’ har han skabt en yderst vellykket portrætfilm, der ikke kun lykkes i skildringen af mennesket Wilsons komplekse psyke og musiske sensibilitet, men også formidler studieoptagelserne med en smittende musikalsk stoflighed, så man uvilkårligt rammes af en trang til at presse øret mod højtalerne og lade harmonierne kæle for sanserne.
Naturligvis er der ikke så lidt ironi i, at Beach Boys netop blev kendt for sidstnævnte harmonier, når fanebæreren Wilson selv var komplet ude af balance, men uagtet at en vis teatralsk sentimentalitet sniger sig ind i fortællingen for at slå denne pointe fast med syvtommersøm, rykker det ikke ved det gribende helhedsindtryk.
Jeg mærkede dermed en tåre lure i øjenkrogen under rulleteksterne, da den nu 73-årige Wilson tonede frem på lærredet med sangen ’Love & Mercy’. Man fatter næsten ikke, at han er her endnu.
Kort sagt:
Til trods for de sentimentale overtoner har Bill Pohland begået en stærk og stærkt rørende musikfilm om Beach Boys-forsangeren Brian Wilsons indre dæmoner, der går i både hjerte og ører i en grad, så man får lyst til øjeblikkeligt selv at genopdage mandens musiske genialitet.