For 15 år siden skabte Malmø-brødrene Fredrik og Magnus Gertten dokumentaren ’Blådårer 2’ om deres favoritklub Malmø FF’s udfordringer i den næstbedste svenske fodboldrække. De fulgte holdet tæt i to år, og en af filmens hovedpersoner var en meget ung og i starten ukendt Zlatan Ibrahimovic.
Brødrene holdt ved – og fulgte immigranten fra Malmø-ghettoen, mens han tordnede frem på verdensscenen og endte med at blive solgt til Ajax Amsterdam i Holland.
Med brødrenes nye film ’Den unge Zlatan’ vender dokumentaristerne tilbage til deres originale materiale for at udvide fortællingen om verdensstjernens unge år og komplimentere de ældre optagelser med nye interviews fra spillere og trænere, der arbejdede side om side med Zlatan under en svær tid i hans unge liv.
Instruktørerne var de første og måske også sidste personer, der fik adgang til den berømte svensker, før Zlatan-brandet tog over.
Frederik, vidste I allerede dengang, at Zlatan ville blive en stjerne?
»Hvordan kunne man vide det? Jeg tror, at ingen i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, hvor stor en stjerne han ville ende med at blive. Og hvis han havde været uheldig, så var han endt med at blive skadet, og hans karriere var måske ikke blevet det samme.
Der var nogle, der fortalte os allerede dengang, at han havde potentialet til at blive en virkelige stor spiller. Og ganske rigtigt, efter vi havde fulgt ham et stykke tid, blev han pludselig den mest kendte spiller i Sverige. Og han spillede på det tidspunkt kun i den næstbedste række! Alle kom ud og skulle se ham spille, og stadionet var altid fyldt.
I fodbold siger man, at kun resultaterne tæller. I Zlatans tilfælde gjaldt dog en helt anden underholdningsværdi. Det var som musik og magi blandet sammen at se ham spille. Dengang havde han mere magi omkring sig, end han havde effektivitet, hvilket gav ham en masse fjender blandt fodboldeksperterne. Modstanderne på banen blev af og til også provokeret af hans mange tricks, men den form for spillestil havde også en helt særlig tiltrækningskraft.
Han var som en kunstner. Som en maler, der kan noget helt særligt med lyset, eller en saxofonist, der imponerer med en vild solo. Selv modstanderens fans blev efter kampen og håbede på en autograf – og det var, før han blev solgt til Ajax.
Vi valgte ham dog ikke kun på den baggrund. Vi valgte at følge ham, fordi han var en virkelig god karakter for vores film. Vi så med det samme, at han fungerede fedt foran kameraet, og det er jo netop det, man søger, når man optager en dokumentar.
Mange sportsfolk har et utroligt kedeligt og intetsigende sprog, hvor det næsten lyder, som om de læser højt fra en avis. Vi opdagede med det samme, at Zlatan har det her meget kreative og overraskende sprog, der gør ham langt mere underholdende og uforudsigelig at lytte til. Vi var virkelig heldige, for vi begyndte at følge ham, længe før han gav sit første interview til pressen, og alle andre opdagede hans kvaliteter foran kameraet«.
Hvad var jeres opfattelse af ham dengang?
»Fuldstændig ligesom man ser i filmen. Han var utroligt kæphøj. Han var venlig. Forbavsende ærlig. Tydeligvis skjulte han også noget, men alligevel var han ligesom mange andre unge fodboldspillere, der jo på det her tidspunkt kun tænker på fodbold. En rar fyr«.
Var det svært at få noget ud af ham, der ikke handlede om fodbold?
»Filmen viser selvfølgelig, at vi fik meget ud af ham, som ikke handlede om fodbold. Det var tog dog sin tid. Det er jo ikke noget, man får ud af ham ved det første interview, men vi filmede ham næsten i to år.
I løbet af den periode valgte vi ikke at publicere noget af det. Så da alle journalisterne kom hurtigt ind fra højre og lavede overskrifter på baggrund af ham, så var vi der stadig, når journalisterne smuttede igen, og Zlatan sad tilbage i omklædningsrummet eller hjemme på sin sofa. Vi ventede med at publicere vores materiale, til han allerede var solgt til Ajax i Holland. Det er det, der gør forskellen«.
Zlatan er jo kendt for sin arrogance, hvordan fik I adgang til ham dengang?
»Zlatan var aldrig arrogant over for os og vores projekt. Dengang som nu havde han selvfølgelig en helt unik tro på egne evner, og han var overbevist om, at han nok skulle blive en stjerne.
Så for ham var det helt naturligt, at vi var interesserede i at fokusere vores dokumentar på ham. ’Ja jeg skal være en superstjerne, så selvfølge skal der da være en dokumentar om mig’. Og så havde han så ret, hvilket jo er det mest skøre ved det hele«.
Havde han nogle betænkninger over for det i forhold til, at han skulle repræsentere immigrantfamilien og Rosengård-miljøet?
»Vi havde allerede optaget én dokumentar om fodboldholdet Malmø FF, og da de rykkede ned fra den bedste række, opdage vi en spændende historie i konflikten mellem de unge og de ældre spillere. Den var vi selvfølgelig meget interesseret i. Og her valgte vi så Zlatan som repræsentant for de unge rapkæftede spillere.
De var ikke alle sammen immigranter fra Rosengård-delen af Malmø. Der var også unge lyshårede fyre fra andre dele af byen. Så det var aldrig en etnisk konflikt, vi søgte i vores fortælling. Selvfølgelig havde Zlatan jo en speciel baggrund, der var interessant. Ikke kun fordi han kommer fra en fattig bydel, for det er der mange fodboldspillere, der gør, men især fordi han kommer fra en dysfunktionel familie. Det gjorde jo straks fortællingen om ham større og mere kompliceret«.
Hvor langt henne i processen gik det op for jer, at han havde en dysfunktionel familie?
»Det fandt vi ud af ret tidligt, for vi havde gode kontakter blandt ledelsen i klubben, der kunne fortælle os sådan nogle ting. Vi inkluderede det slet ikke i den første film om Malmø FF fra 2002, fordi han stadig var så ung.
Nu hvor han selv har fortalt sin historie i sin bog, følte vi, at han samtidig gjorde det muligt for os at vise det materiale, som vi havde liggende på lige netop det emne. Derfor taler han også i denne film en masse om sin far. Og det er materiale, som vi altid har haft liggende, men først har valgt at bruge efter hans bog er kommet ud«.
Var I fristet til at lave interviews med ham igen til denne film, hvor han ser tilbage på sin ungdom, eller var det ikke inde i overvejelserne?
»Nej det ville slet ikke have fungeret. For det første ville det gå imod filmens form, men vi er også meget glade for, at det er en uafhængig dokumentar, der ikke skal tage hensyn til nogle kommercielle interesser. Og så snart du har noget med Zlatan at gøre nu her, så bliver man en del af hele Zlatan-brandets verden, og så ville vi nok ikke have den kreative frihed, som vi har haft på filmen.
Vi har selvfølgelig næsten ugentligt holdt hans folk underrettede om vores projekt, men vi skulle aldrig spørge om tilladelse. Jeg har talt med hans agent efterfølgende, og han elsker filmen, og han mener alligevel, at filmen er god for Zlatan-brandet, selvom han nok også er klar over, at filmen havde set anderledes ud, hvis det ikke var mig og min bror, der havde lavet den – men Zlatans egne folk«.
Hvad har Zlatan sagt til det færdige resultat?
Jeg ved ikke om, han har set filmen«.
Nu når I har haft materialet i jeres kælder i 15 år, hvorfor kommer filmen så først nu og ikke for eksempel for fem år siden?
»Nu er spillerne og trænerne omkring Zlatan blevet ældre, og de reflekterer bedre over deres periode med Zlatan. De historier vi fik fra hans holdkammerater i Ajax, ville vi for eksempel aldrig have fået for nogle år siden, mens de selv stadig var aktive fodboldspillere. De kan sætte perioden i et helt andet lys nu. De her refleksioner er ret værdifulde for filmen, så det havde ikke været en lige så god film uden«.
Var det svært at få alle de kendte spillere og trænere til at deltage i dokumentaren?
»Man tager et trin af gangen, for ja det kan være svært i starten. Når først man har interview fra en spiller, er det straks nemmere at få andre til at deltage. Det var meget svært at få folk som Marco van Basten og Fabio Capello til at deltage, men venter du længe nok, får du dem til sidst i kassen alligevel.
Den første, vi fik ombord, var Leo Beenhakker, og alle de kendte navne er som en nøgle i branchen for at få andre til at deltage. Det er svært især i en så kapitalistisk verden som fodboldbranchen, fordi alle straks stiller spørgsmålet: ’Hvad får jeg ud af at være med?’ Vi betalte ikke nogen for at deltage, men endte alligevel med at få alle dem med, som vi ønskede«.
Jeg går næsten ud fra, at du og din bror selv er fodboldfans?
»Ja selvfølgelig. Vi har sæsonkort til Malmø FF og har fulgt dem i hver eneste weekend, siden vi var helt små«. (Fredrik er i dag 60 år og hans storebror Magnus er 62, red.)
Hvordan var det så at møde alle filmens fodboldlegender fra Marco van Basten og Leo Beenhakker til Ronald Koeman?
»Det var selvfølgelig en kæmpe oplevelse, men samtidig skal man aldrig være alt for imponeret som dokumentarist. For hvis du er for starstrucked, så arbejder du ikke optimalt.
Så når vi mødte de her legender, var vi kun fokuserede på at fremkalde fortællingen om Zlatans tidlige år fra deres minder. Man har ikke så meget tid med dem, så det gjaldt om at være fuldstændig klar i spyttet om, hvad vi ville have dem til at tale om. Det var faktisk en større udfordring end at styre sin begejstring«.
Med tankerne på hvilket materiale i havde liggende i gemmerne, hvordan har I så haft det, når Zlatans karriere kun har vokset sig større med hvert år, der er gået?
»Der er en fodboldsang, der bliver sunget blandt Malmø-fansene, der hedder ’Zlatan & I’, som ret fint fortæller, hvilke følelser vi fra Malmø har til Zlatan. I sangen synger vi ’Zlatan og jeg er fra den samme by’, og vi har været så stolte af Zlatan, lige siden han forlod holdet.
Når han har skiftet klub, har vores sympatier for den klub også skiftet. Før var vi ikke interesserede i fransk fodbold, men når Zlatan spiller for Paris, så elsker vi Paris. Så som fodboldsupporter er vi meget stolte af Zlatan og glade for at have levet. samtidig med at han har haft sin aktive karriere. Det er jo ikke til at sige, om Sverige nogensinde får en spiller som ham igen – nok ikke«.
Når man har så meget råmateriale liggende, kan du så prøve at beskrive den proces, man går igennem for at finde ud af, hvilke klip man skal bruge, og hvilke man skal kassere?
»Først og fremmest isolerede vi alt det gamle materiale, vi havde. Og der havde vi meget. Så begyndte vi på interviews. Vi lavede først en del i Sverige, hvor ingen af dem faktisk endte med at komme med i filmen, fordi vi følte, at fortællingen i det gamle materiale var stærkere og mere nærværende. Så tog vi til Holland, og her kunne vi straks se, at fortællingerne herfra også var meget stærkere. Så meget tidligt i processen besluttede vi, at Zlatans tid i Ajax skulle spille den mest centrale rolle i historien.
Fra dette udgangspunkt ville vi så lave tilbageblik til Malmø-tiden med vores gamle materiale, der skulle reflektere de fortællinger, der kom frem i Ajax. Hvis vi havde lavet en dokumentar med en klar tidslinje uden disse tilbageblik, ville vi have fået en film af en helt anden konventionel karakter.
Samtidig havde vi jo så også et kæmpe arkivmateriale fra Holland tilgængeligt med gamle kampe og pressemøder, og her var der også meget materiale at lede igennem og researche på. Det er et skørt job, og det kan fortsætte i en uendelig cirkel af research i arkiverne og interviews, hvis man ikke på et tidspunkt holder fast i, at nu har vi nok materiale«.
Hvad kigger man efter, når man ser så stort et materiale igennem?
»Helt åbenlyst kigger man efter interessante fortællinger. Først og fremmest var der de kendte episoder som Zlatan svinestreger i venskabskampen mellem Sverige og Holland samt omklædningsrumsbataljen mellem Zlatan og den egyptiske angriber Mido.
Dernæst er der de overraskende scener, som man ikke har hørt om. Der var for eksempel et interview med Zlatan, hvor han forsvarer Mido, der næsten sørgede for, at Zlatan mistede et øje. Det er et nyt klip, ingen før har set, og det bliver til en scene, der siger noget meget fantastisk om Zlatans karakter.
Fortællingen om Zlatans ensomhed i Ajax søgte vi også materiale på – den fortælling fik vi selv, da vi i sin tid besøgte ham i Amsterdam. Vi var dernede uden at filme, men fik en god opfattelse af hans hverdag dernede. Så det er lidt forskelligt, hvad man leder efter.
Mange gange er det simpelthen bare at følge materialet. For eksempel filmede jeg Zlatan for Malmø, da han gav en forsvarsspiller fra Djurgärden en albue. Da vi så materialet igennem, fandt vi ud af, at der var mange episoder mellem denne spiller og Zlatan. Jeg tog derfor op og interviewede ham, og han endte med at blive repræsentanten i filmen for alle de svenskere, der især i den tidlige periode havde en negativ opfattelse af Zlatan som en ballademager på banen. Det starter med et lille klip og udvikler sig så på baggrund af det til en hovedhistorie.
Når du laver en portrætfilm, bliver du nødt til både at have de lyse og mørke sider af personen med plus alle nuancerne indimellem. Hvis man kun viser den positive side, så vil personen virke overfladisk og ikke særligt oprigtig. Og det er problemet med at lave dokumentarer, hvor der er kommercielle interesser ved roret. De forstår ikke, at personernes mindre flatterende sider gør dem menneskelige«.
Er der nogle særlige sportsdokumentarer, der har inspireret jer?
»Vi har ikke selv set på filmen som en sportsdokumentar, men mere et menneskeligt portræt, og jeg tror, at de fleste, der har set filmen, er enige. Til en af vores visninger af filmen var der en 88-årig kvinde, der kom grædende over til mig efterfølgende, fordi hun var blevet så rørt om fortællingen af denne unge mand. Og hun vidste absolut intet om fodbold!
Når man kaster sig over et projekt som det her, så skal man altid sikre sig, at filmen går ud over det emne, som dokumentaren umiddelbart handler om. Det synes jeg lykkedes for os. Selvfølgelig er der nogle meget kendte fodboldspillere med i filmen, men det er ikke det, filmen handler om.
Af dokumentarer, der relaterer sig til sport, som jeg selv godt kan lide, vil jeg nævne Muhammad Ali-dokumentaren ’When We Were Kings’ (1996, Leon Gast). Den er helt fantastisk – fremragende materiale, de har fundet frem, og derfor fungerer den. Materialet er altid det essentielle i de her film«.
Hvordan synes du selv, denne film adskiller sig fra alle de andre portrætter om Zlatan?
»Først og fremmest så taler Zlatan selv i den her film i modsætning til alle andre. Og materialet til denne film er optaget, før Zlatan selv lukkede døren til omverdenen. Man kan faktisk se i slutningen af denne film, at han lukker døren. Så det var sidste gang, vi fik muligheden for at komme ind på livet af ham.
Herefter har det kun været yderst kontrollerede beskeder, som har udgjort portrætteringen af Zlatan. Nogle gange har journalister måske fået en halv time med ham, som har ført til nogle fine udsendelser, men det kan ikke sammenlignes med, hvad man opnår, når man har fulgt ham i to år. Vi fik også al stilheden, og netop stilheden i dokumentarerne siger mange gange mere end de talte ord. Det er det, der gør et godt menneskeligt portræt«.