‘Nattens dæmoner 2’: Klasser bedre end den gængse samlebåndsgyser
I horrorfilm er antydningens kunst ofte det mest uhyggelige, og netop fordi den er tålmodigt fortalt og ikke forlader sig på billige chok, er ‘Nattens dæmoner’ fra 2013 en af de mest effektive gysere i nyere tid.
Altid seværdige Vera Farmiga og Patrick Wilson gentager deres hovedroller som de virkelige dæmonjægere Lorraine og Ed Warren fra etteren, og også fortsættelsen (samt for øvrigt ‘Annabelle’, et spinoff fra 2014) er baseret på paranormale sager, parret rent faktisk har efterforsket.
‘Nattens dæmoner 2’ foregår i 1977 og tager denne gang udgangspunkt i den såkaldte Enfield Haunting, hvor en alenemor, Peggy Hodgson (Frances O’Connor), og hendes fire børn bliver hjemsøgt i et gammelt hus i London.
Manuskriptforfatterne og instruktør James Wan (‘Saw’, ‘Insidious’, ‘Fast & Furious 7’) tager sig igen rigtigt god tid – faktisk går der cirka en time, før Lorraine og Ed tager til England – og Don Burgess, der var nomineret til en Oscar for sin fotografering af ‘Forrest Gump’, får med sine fejende kamerature både etableret en utryg stemning og hjulpet Wan med at få timet forskrækkelserne med præcision og elegance.
Den ene af døtrene, Janet, besættes i bedste ‘Eksorcisten’-stil, og Madison Wolfe er et sandt scoop i rollen. Hun er nemlig både troværdig som en almindelig pige og til at tage seriøst, når hun bliver overtaget af dæmonen, hvor ondskaben lyser ud af hende, alt imens hun knurrer som en hund, intimiderer med sin pludselig foruroligende dybe stemme eller hærger på anden vis. Også hyldesten til den mest ikoniske scene i ‘The Blair Witch Project’ rammer plet.
I familien Hodgsons hjem vender korsene bunden i vejret på væggene, og deres møbler svæver umotiveret omkring. De plages både af den gamle mand, der beboede huset, før han døde, en dæmonisk nonne og en krumbøjet, monsteragtig mand, så der er med andre ord masser af potentiale til skræmmescenarier.
Det ender som lidt af en pærevælling, men selvom ‘Nattens dæmoner 2’ ikke bringer meget nyt til genren, er den nu alligevel – i kraft af den dygtige iscenesættelse og Wolfes stærke præstation – et par klasser bedre end de fleste samlebåndsgysere.
Kort sagt:
Vera Farmiga og Patrick Wilson efterforsker en ny paranormal sag, og historien, der forekommer en kende for rodet, løftes af unge Madison Wolfes skuespiltalent, Don Burgess’ virtuose kameraføring og James Wans erfarne instruktion.