Øjenåbnere: De mest skelsættende LGBTQ-film fra de sidste ti år

Den aktuelle tåreperser ’Freeheld’ har Ellen Page og Julianne Moore i hovedrollerne som et lesbisk par, der må kæmpe mod et forstokket retssystem, som ikke anerkender deres forhold. Det er et mainstreambud på homoseksualitet, som måske ikke ligefrem skubber grænserne. Men det har en lang række andre film gjort de seneste år. Her fremhæver vi de seneste ti års mest vigtige og progressive LGBTQ-film.

1. ’Carol’ (2015)

Todd Haynes’ ’Carol’ er lige nøjagtigt den mesterlige film om homoseksualitet og, måske mere præcist, den lesbiske oplevelse, man havde håbet på, den ville være. Den ikoniske New Queer Cinema-instruktør har lige siden debuten ’Poison’ i 1991 igen og igen rykket grænser for filmkunsten ved at insistere på fortællinger, der udspringer af det stigma af andethed, der knytter sig til homoseksualitet.

Alle Todd Haynes’ film er på den ene eller anden måde vigtige milepæle i LGBTQ-filmhistorien, men ’Carol’ er måske den amerikanske instruktørs mesterværk.

Baseret på krimiforfatterinden Patricia Highsmiths lesbiske feberdrøm af en roman fra 1952, der – gisp! – vovede sig ud i noget, der ligner et lykkeligt punktum i romancen mellem forstadsfruen Carol og butikspigen Therese, er Haynes allerede på hellig grund. Læg dertil Cate Blanchett og Rooney Mara i de respektive roller – og lad de to udveksle længselsfulde, stjålne blikke galore for derigennem at lade dem se hinandens sande natur lige bag den nøje opstillede fernis af forløjethed, livet som lesbisk i 1950’ernes USA medførte.

’Carol’ er en frydefuld langsom, enormt billedskøn og vildt, vildt romantisk filmoplevelse, hvor dramaet bedst læses mellem linjerne og de to skuespillerinders blikke. ’Carol’ handler om at se på og blive set som homoseksuel, og dens emotionelle indsigtsfuldhed og sømløse periodeskildring katapulterer den op til øjeblikkelig klassikerstatus.

2. ’Weekend’ (2011)

Et fordrukkent engangsknald oven på en lige dele liderlig og ensom bytur i en hvilken som helst britisk by. Hvordan kan det nogensinde udarte sig til et bevægende, men usentimentalt drama, hvor romantikken sniger sig ind på én som en beskidt baggårdspuma?

I ’Looking’-instruktøren Andrew Haighs intelligente og skønt sludrende ’Weekend’ fra 2011 mødes og tiltrækkes modsætninger på helt klassisk vis. Russell går stille med dørene og er ikke for alvor sprunget ud, mens den udadvendte Glen er så meget i kontakt med sin homoseksualitet, at han er i gang med at lave et kunstprojekt, hvor han bånder samtaler med alle de mænd, han har været i seng med. Inklusive den generte Russell, der næsten ikke kan tro sit eget held med en scoring som Glen.

De to smukke mænd sludrer, fjoller, drikker, sniffer coke og elsker sig igennem weekenden. Begge har de en kompliceret fortid og forliste forhold bag sig, og alt sammen akkumulerer det sig til en bittersød og befriende naturalistisk filmfortælling om to unge mænds inderlige weekend-rendezvous. Her kan end ikke tårnhøjt betonbyggeri, motorvejens konstante summen i baggrunden eller den beske Nescafé i de grimme, brune kaffekopper sætte en stopper for Russell og Glens snigende forelskelse.

’Weekend’ bryder ny grund med sin forfriskende, næsten dokumentariske skildring af helt almindeligt, udramatisk homoliv anno lige nu.

3. ’Tomboy’ (2011)

Céline Sciamma er en fransk films mest interessante stemmer disse år – også hvad angår LGBTQ-tematikker. Lige fra debuten ’Water Lilies’ i 2007 over ’Tomboy’ og senest ’Girlhood’ fremviser Sciamma en sjælden forståelse for og sensibel indsigt i barndommen og ungdommen som køns- og seksualitetsbøjende identitetstest.

’Tomboy’ er Céline Sciammas lavmælte og til perfektion underspillede historie om den 10-årige Laure, der flytter ind i et boligkompleks med mor, far og lillesøster og introducerer sig for kvarterets børn som Mikael.

Det er sommerferie og der er bogstaveligt talt fri leg i de omkringliggende skove og ved den svale sø. Laure er tynd, frisuren kortklippet og shortsene hænger på hende. Selv når hun smider undertrøjen og spiller fodbold i bar overkrop, er hun en af drengene.

Konfrontation er uundgåelig, men langt fra ødelæggende, fortæller Sciamma os. Ikke så meget i ord, men i uskyldsrene billeder og smukke scener, hvor Laure/Mikael (spillet af den charmerende Zoé Héran) skiftevis henrykkes over rollespillets frihed og frygter den uafværgelige outing.

Køn er konstruktion, og ingen film fortæller det dybere, enklere eller finere end ’Tomboy’.

4. ’Tangerine’ (2015)

Hvad Sean Bakers lavbudgets, iPhone-filmede julekomedie ’Tangerine’ åbenlyst mangler i helstøbt historiefortælling, kompenserer den tifold for med et energisk overdrive, zing’ende oneliners og spillevende karakterer.

»Merry Christmas Eve, Bitch!«. Med den replik, der er filmens tunge-i-kind-friske tagline) hilser den transkønnede prostituerede Sin-Dee sin bedsteveninde og kollega Alexandra i filmens åbningsscene. Her deler de to hurtigsnakkende slyngveninder en donut med klæg glasur og farvestrålende krymmel på en diner i downtown L.A. juleaften. Imens Sin-Dee har været en tur bag tremmer, har kæresten Chester, der også er hendes alfons, fundet trøst i armene på en anden kvinde.

Sådan behandler man ikke Sin-Dee, der sætter en hæsblæsende jagt ind på kvinden igennem bagsiden af Los Angeles: En by, der i Sean Bakers transformerende optik er lige så magisk og drømmende orangefarvet, som den er nedslidt og rå.

’Tangerine’ er først og fremmest ægte progressiv i sit valg af de to skuespillere Kitana Kiki Rodriguez og Mya Taylor, der begge selv er transkvinder. Som henholdsvis Sin-Dee og Alexandra fyger de kærlige ukvemsord og bitchede blikke med lynets (og screwballkomediens) hast imellem de to.

Af og til er der også plads til lidt eftertænksomme intermezzoer, men ’Tangerine’ skal primært ses og tages ind som en livfuld, udgakket vitaminindsprøjtning fra et kulørt hjørne af L.A., hvor det at være en afroamerikansk, transkønnet sexarbejder overraskende nok ikke ender i tragedie.

5. ’En soap’ (2006)

Som titlen lover, fortæller ’En soap’ en melodramatisk højstemt og yderst indviklet historie om mødet mellem Trine Dyrholms Charlotte og David Denciks Veronica i et boligkompleks i Københavns nordvestkvarter.

Pernille Fischer Christensens imponerende debutfilm hjemtog en Sølvbjørn i Berlin og snuppede desuden en god håndfuld Bodil- og Robert-statuetter herhjemme. Prisregnen var fuldt fortjent, for sårbarheden såvel som skuespillet er vildt at skue i ’En Soap’, der tør sætte kærligheden ganske fri af snerrende, kønskonforme kasser.

Trine Dyrholm er god i alt, men har aldrig været bedre, mere indtagende og mere øretæveindbydende skøn end her i rollen som Charlotte, der har fået nok af sin utro mand og er rykket i en toværelses uden gardiner, men med plads til selvindsigt. Den forsagte underbo Veronica er transkønnet og lever livet bag en lukket dør med prostitution, moderkomplekser og formiddagssæbeoperaer på tv.

De akavede, ærlige samtaler, de gensidigt nysgerrige blikke og den ene mere famlende tilnærmelse efter den anden, gør Charlotte og Veronicas ømme, offbeat kærlighedshistorie til en af de mest mindeværdige i dansk film overhovedet.

6. ’I Killed My Mother’ (2009)

Før canadiske Xavier Dolan blev enhver respekteret filmfestivals dreamboat enfant terrible, var han enhver LGBTQ-festivals stærkeste kort. Dolan har om nogen bygget bro mellem de to verdener. Debuten ’I Killed My Mother’ fra 2009 skrev og instruerede Dolan som blot 19-årig, og hovedrollen som den utilpassede Hubert spiller han såmænd også selv.

Det temperaments- og passionsfyldte mor/søn-forhold er hovedattraktionen, men når Dolan sætter billeder på kærlighedsforholdet mellem Hubert og klassekammeraten Antonin, sker det til pumpende elektrobeats fra Vive la Fête og en bogstavelig farveeksplosion overtager lærredet. Ingen får ung, liderlig længsel til at se så forførende godt ud som Xavier Dolan.

Med Pedro Almodóvar og Rainer Werner Fassbinder som åndelige stedfædre har Dolan skabt et lige dele hysterisk manieret og visuelt veldoseret filmsprog. Hans film er befolket af stærke kvinder og smukke, men besværlige Adonis-mænd.

’I Killed My Mother’ er en virtuos debutfilm, hvor den unge instruktør med en flabet, flamboyant selvsikkerhed træder ind på scenen som vor tids fremmeste formidler af alting queer. Delvist selvbiografisk, men et hundrede procent præcis i sit portræt af, hvordan det kan føles at hade, nej, elske, nej, hade sin mor, når man er sytten år, homoseksuel og fyldt med hormonboostet teenageangst.

’I Killed My Mother’ er sådan en film, man ville ønske man kunne have set, da man selv var sytten og sur.

7. ’The Kids Are All Right’ (2010)

Julianne Moore og Annette Bening spiller ægteparret Jules og Nic i Lisa Cholodenkos afvæbnende, varme mainstreamkomediedrama ’The Kids Are All Right’. Parrets to teenagebørn søger helt naturligt deres biologiske fædreophav. Han kommer i form af Mark Ruffalo, der sådan cirka er den fineste fyr og voksne hipsterkliché, du kan forestille dig. En vellidt restauratør, der dyrker økologiske tomater og fræser rundt i L.A. på sin gamle motorcykel.

Fordi livet og ægteskabet altid er en kompliceret størrelse med lidt for meget hverdagsvin og lidt for lange arbejdstider, indleder Moore og Ruffalo en ligegyldig affære. Det kan du sagtens se igennem fingre med, når det i virkeligheden er den moderne regnbuefamiliekonstruktion, Cholodenko ønsker at tegne et nuanceret portræt af. Ægteskabet og forældrerollen er hårdt arbejde – hvad enten du er hetero-, bi-, eller homoseksuel.

Tilbage i 1998 spillefilmdebuterede Lisa Cholodenko med kærlighedsdramaet ’High Art’, en højt elsket, lesbisk nyklassiker med en storspillende Ally Sheedy i hovedrollen som plaget kunstfotograf a la Nan Goldin.

Som udspringer af det radikale New Queer Cinema-miljø er Cholodenko en skattet skikkelse. Ikke alle omfavnede derfor hendes, indrømmet, Hollywood-tilskårne familiekomedie. Men hvad betyder det egentlig, når Julianne Moore bare spiller en butch’et havearkitekt med lilla g-streng under de rummelige kakishorts, og det hele mere eller mindre ender lykkeligt?

Ja, ’The Kids Are All Right’ er feelgood efter den klassiske formel. Men den både krydser og udvisker med største selvfølgelighed skellet mellem det specifikt hetero- og homoseksuelle med sin insisteren på familie først og fremmest. Det er en nødvendig og forfriskende sød pointe.

8. ’Adèles liv – kapitel 1 & 2’ (2013)

Den omtrent tre timer lange, franske Guldpalmevinder handler om at være sulten på livet. Sulten på alt, hvad det har at tilbyde af kærlighed, erotik, mad, lærdom og oplevelser. Og titlens Adèle er noget så sulten. Det kan vi se, når hun glubsk og grimt suger spaghetti bolognese i sig rundt om kernefamiliens spisebord, og når hun hapser en kebab sammen med en sød fyr fra skolen på deres første date. De går i seng sammen, men Adèle er langtfra forelsket. Noget er forkert.

Entré Emma med det blåfarvede hår i skikkelse af intense Léa Seydoux. Ét flygtigt blik på gaden og begæret i Adèle er vakt. Først mødes de på en homobar over en øl, så i solnedgangens forelskede skær i parken. Endelig kulminerer den gensidige tiltrækning i en ti minutter lang og grænseoverskridende ublufærdig sexscene.

Vi er hele tiden ekstremt tæt på i Abdellatif Kechiches ’Adèles liv’, der er en decideret kropslig filmoplevelse. Tæt på de sultne munde – hvad enten de spiser eller kysser eller bider eller bævrer af gråd. Som i enhver stor forelskelse opleves alt forstærket. Sanserne og hjertet hamrer derudad, mens vi ser Adèles (kærligheds)liv tage form for øjnene af os med største naturlighed og nærvær.

’Adèles liv – kapitel 1 & 2’ rykkede eftertrykkeligt ved forestillingen om og fremstillingen af lesbisk sex på det store lærred. Her er ingen draperede silkelagner og blød lyssætning, kun ærlige kroppe og rendyrket, altfortærende passion.

9 ’Stranger by the Lake’ (2013)

I Alain Guiraudies ’Stranger by the Lake’ forenes pornofilmens usimulerede eksplicitet med en nærmest Alfred Hitchcock’sk ulmende suspense.

Filmen udspiller sig i et lukket homo-univers, ved en afsondret sø et sted i Provence. Her cruiser homoseksuelle mænd rundt omkring i buskadset og ved den stenede søbred på jagt efter sex eller voyeuristisk tilfredsstillede. Den unge, flotte Franck lægger med det samme mærke til Michel med 80’er-overskægget og den solbrune, atletiske krop. Men en sen aften er han vidne til en forbrydelse: Han ser Michel brutalt drukne en mand ude midt i søen. Men han hverken kontakter politiet eller flygter. I stedet bliver han ved med at opsøge stedet og sågar Michel, hvem han foruroligende nok indleder et seksuelt forhold til.

Guiraudies film er en hypnotiserende, labyrintisk thriller, der helt og holdent lukker sig om sig selv. Ved første øjekast er søen et veritabelt bøsseparadis af tag-selv sex i alle tænkelige konstellationer. Varmedisen og liderligheden er så tyk, at du kan skære i den. Ethvert møde med en fremmed kan potentielt føre til ultimativ tilfredsstillelse. Men i det fremmede ligger også den ultimative fare og lurer som slangen i paradis.

Lysten såvel som døden drager i ’Stranger by the Lake’, hvor det homoseksuelle begær er fuldstændig renset for skam. Guiraudies film på én gang afmystificerer og ophøjer sex mellem mænd og stiller tankevækkende spørgsmålstegn ved det menneskelige begærs iboende irrationalitet. En uhørt eksplicit og tabunedbrydende skildring af cruisingmiljøet med stof til eftertanke for alle i sansernes vold.

10. ’Something Must Break’ (2014)

»Du er så smuk, at jeg får lyst til at brække mig.«

Det er let at forelske sig i forelskelsen i svenske ’Something Must Break’. Her møder den androgyne Sebastian den punk’ede rod Andreas, og deres gensidige tiltrækning farver Stockholms nat lyserød som rosenknopper.

’Something Must Break’ trives i og mellem kontrasterne. Visuelt pendulerer den legende mellem socialrealismens kommunefarvede grimhedsæstetik og overdådige, drømmende sextableauer i ultra-slowmotion. I et af disse bliver Sebastian pisset på af en tatoveret mand med ryggen til, mens Peggy Lees langsomme jazzklassiker ’You’re My Thrill’ svøbende agerer modpol på lydsiden.

Ester Martin Bergsmarks billedskønne (ungdoms)film er en lille transrevolution, der fortjener et kæmpe publikum. Det handler nemlig ikke udelukkende om svimlende ungdomsforelskelse, men om transkønnet repræsentation på det store lærred. For Sebastian (spillet af Saga Becker, der selv er transkønnet og i øvrigt hjemtog en svensk Guldbagge-pris for rollen) identificerer sig mere og mere som kvinden Ellie. Og hun elsker Andreas. Men Andreas er ikke bøsse. Og det er Sebastian/Ellie heller ikke.

Ja, det er jävla kompliceret, men langt fra umuligt i Ester Martin Bergsmark kærlighedssyge debutfilm, hvor du ikke kan andet end at heppe helhjertet og fordomsfrit på det unge par.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af