’Penny Dreadful’ sæson 3: Gotisk seriemesterværk slutter på toppen

Da ’Penny Dreadful’ fik premiere i 2014, var serien en overrumplende gave til fans af det gotiske gys. Her var en blændede krydsning mellem Francis Ford Coppolas campede ’Dracula’ og Johnny Depp-thrilleren ’From Hell’, fyldt med regnvåde London-gyder anno 1891 og klaustrofobisk, overnaturlig uhygge i gaslampernes flakkende skær.

Snarere end at slægte ovenstående titler på har ’Penny Dreadful’ imidlertid hævet barren betydeligt inden for sin kuriøse victorianske gysergenre, med et ambitiøst mashup af klassiske monsterfortællinger, gendigtet og realiseret af det Oscar-nominerede manusgeni John Logan (manden bag blandt andet ’Gladiator’, ’Sweeney Todd’ og ’Skyfall’).

Og mission er lykkedes: Igennem tre sæsoner har ’Penny Dreadful’ opbygget et af seriehistoriens suverænt flotteste universer, med den mest virtuost bloddryppende scenografi på denne side af hedengangne ’Hannibal’, og et eminent cast, der spiller bagdelene ud af 1900-tals-kostumerne, som var rollerne karrierernes sidste. Eva Green (Vanessa Ives), Josh Hartnett (Ethan Chandler) og Timothy Dalton (Sir Malcolm Murray) har aldrig været bedre, men får kontinuerligt skarp konkurrence fra det øvrige cast, der atter i tredje sæson byder på scenestjælende præstationer fra særligt Rory Kinnear som det ulykkelige monster John Clare, Billie Piper som en tragisk dødsengel af en Frankenstein-brud, Lily, og Harry Treadaway som begges ynkelige stofmisbruger-skaber, Dr. Victor Frankenstein.

Efter anden sæsons dramatiske slutning er vor venner og fjender spredt for alle vinde. Ulvemanden Ethan er sendt tilbage til USA for at stå til regnskab for sine natlige massakrer, John Clare funderer over efterlivets uretfærdigheder i Antarktis, Malcolm er i Afrika for at begrave butleren Sembene, Victor er gået i hundene, efter Lily sprang ud som magtliderlig voldspsykopat sammen med Dorian Gray (glatte Reeve Carney), og Vanessa sidder alene med sine farlige indre dæmoner – bedst som man troede, at hun og Ethan ellers langt om længe havde fundet melodien.

Vanessa er i sorg, som kun Vanessa kan sørge (tænk tvivlsom hygiejne og spindelvæv i håret), mens resten af byen udenfor Malcolms palæ begræder den populære digter Tennysons død i første afsnit, et passende symbolsk-dramaturgisk afsæt for sæsonens efterfølgende kulegravning af samtlige hovedpersoners amputerede forhold til tidens romantiske idealer og egne vingeskudte kærlighedsliv.

Et venligt skub fra fantastiske Ferdinand Lyle (Simon Russel Beale) med den brillante hårpragt får Vanessa afsted til psykologen Dr. Seward, som bærer en slående lighed med den fordømte femme fatales gamle læremester, Joan Clayton (spillet med stærk autoritet af Broadway-divaen Patti LuPone). Sammen med Seward udforsker Vanessa sit konfliktfyldte sinds krinkelkroge for at komme nærmere en forklaring på, hvorfor hun jages af selveste Lucifer og Dracula (!), mens en ny bejler med det uheldsvangre navn Dr. Sweet (Christian Camargo) ligeledes lurer i kulissen.

Og vi ved efterhånden godt, hvilken shitstorm det vanligt medfører, når Vanessa hopper i kanen med mystiske fremmede. Cocktailen sex og horror er nu engang gysergenrens eviggrønne hjørnesten.

Tredje sæson er ikke desto mindre en anderledes ’Penny Dreadful’-oplevelse, da en større del af handlingen hensættes til afsvedne amerikanske ørkenlandskaber, der står i skærende kontrast til tågede Englands blå-sorte farvepalet.

Det er et modigt træk at bryde så markant med de forrige sæsoners forfinede visuelle æstetik, men kudos til ’Penny Dreadful’s talentfulde bagmænd for at bibeholde en billedlig kongruens i sidestillingen af de vidt forskellige, om end ultimativt lige skæbnesvangre locations.

En veritabel buffet af friske, frydefuldt fascinerende karakterer introduceres løbende på begge sider af Atlanten, og udover førnævnte Dr. Sweet møder vi Shazad Latif som lunefulde Dr. Jekyll, Brian Cox som Ethans hævngerrige far, og sammenbidte Wes Studi som apachen Kaetenay. Alle velspillende bekendtskaber, der bløder op for, at vi endnu trækkes med det intrigante hekseyngel Hecate (Sarah Greene), der utrætteligt forsøger at slå sine djævlebefængte kløer i Ethan – aka Lupus Dei aka måske-måske ikke Guds glubske vagthund på jord og Vanessas eneste frelse.

Midt i ’Penny Dreadful’s vanligt detaljerige leg med religiøs symbolik og overtro får seriens gennemgående tema om individets frigørelse fra religionsdogmer og kvælende kønspolitik derudover tilført nyt blod, manifesteret i yderste ekstreme potens igennem den tidligere prostituerede Lily/Bronas brutale opgør mod mænd.

Londons suffragetter har sålunde fået deres sag galt i halsen, mener Lily, som ikke ønsker ligestilling, men derimod kvinders verdensdominans. Er det Lily, der er et morderisk uhyre, når hun likviderer alfonser og andet udskud som en slags samtidens diametrale, selvretfærdige modsætning til Jack The Ripper, eller det betændte samfund. der har skabt hendes udødelige vrede, som fortjener straffen?

Det er kærkomment, at ’Penny Dreadful’ lader sine velkendte karakterer vise nye, overraskende sider, mens deres fysiske og psykiske handicap så godt som blegner over for den fremmedfjendske menneskehed, der helst så alle former for afvigende eksistenser permanent bandlyst til skyggerne – være det sig reelle vampyrer eller opsætsige kvinder (same, same i det driftsforskrækkede victorianske London).

Og det er i hovedpersonernes splittelse mellem at favne egen natur og seksualitet versus længslen efter det leverpostejsfarvede ’normale’, at serien for alvor sætter sig under huden, i takt med at mørkets forførende tilbud om skyldfri indifferens virker mere og mere tillokkende på både antihelte ogseer.

Sjældent har jeg så ofte tabt underkæben over billedsidens overlegne kunstneriske kvaliteter eller tørret så insisterende tårer væk, som når de sublimt velskrevne dialoger sigter lukt mod hjertekulen. Forleden blev det slået fast, at ’Penny Dreadful’ slutter efter denne tredje sæson. Den slutter som en serieoplevelse uden lige.