1. Den ultimative bromance: ‘I Love You, Man’
»I love you, man«. – »I love you, too, bud«. – »I love you, dude«. – »I love you, Bro Montana«. – »I love you, holmes«. – »I love, Broseph Goebbels«. – »I love you, muchacha«. – »I love you, Tycho Brohe«.
Denne kærlighedsudveksling opstår mellem venneparret Peter og Sydney, der i komedien ’I Love You, Man’ udvikler et tæt og intenst… venskab.
I midten af 00’erne tog buddy-komedier som ’The 40 Year Old Virgin’, ’Knocked Up’ og ’Wedding Crashers’ drengevenskaber til nye højder i en bølge, der kulminerede i 2009 med Lynn Sheltons mumblecore-perle, ’Hump Day’ og Jon Hamburgs ’I Love You, Man’). Den farverige undergenre blev døbt the bromance, og latente bøsse-jokes og selvfede drengerøve var inden længe det nye sort på det store lærred.
’I Love You, Man’ er den definitive bromance. Filmen er nemlig fortalt som en straight-up romantisk komedie, bare mellem to heteroseksuelle mænd, og spiller fuldstændig efter romcom-formularen boy meets girl, boy loses girl, boy regains girl.
Peter (en vidunderligt kejtet Paul Rudd) har altid været pigernes ven, så da han skal giftes, står han pludselig og mangler en best man. Efter pres fra den kommende brud må Peter derfor begive sig på venne-dating!
Han møder bohemen Sydney (Jason Segel), og inden længe blomstrer venskabet – bro-slang og guitar bliver fundet frem, og drengerøvsenergien spirer, faktisk så meget at den kommende brud bliver lidt jaloux.
Den selvironiske ’I Love You, Man’ laver sjov med de forstokkede maskuline kønsroller, mens den fint forkynder vigtigheden af (og kærligheden i) venskabet.
2. Rygeren: ’How High’
»Got blunt?« – »Got weed?«
Den berømte ordudveksling er starten på et af de skæveste venskaber på film, da Silas og Jamal tilfældigt mødes på en parkeringsplads.
Stoner buddy-komedien er efterhånden blevet sin egen undergenre og har budt på utallige ryger-buddies fra Cheech & Chong til Harold og Kumar og senest med stor popularitet i Seth MacFarlanes ’Ted’-film.
En stonerfilm skal hverken være stor filmkunst eller en film for masserne, den skal være skæv og fuld af vulgære ryger-jokes. Og ud fra en stoners logik kan man vel ikke vise større kærlighed til en ven end at ryge ham?
I ’How High’ gøder små-pusheren Silas nemlig sin hampplante med sin vens aske, og (selvfølgelig) viser den nye hash sig at have magiske egenskaber, da den afdøde ven dukker op, hver gang de tager et puff – og inden længe ender sumperne Silas og Jamal på landes førende college. Hvilket jo kun kan gå galt.
Hvis stonerbuddies virkelig skal trænge igennem røgen, kræver det to markante skikkelser eller personligheder, der enten har kultpotentiale eller selv er en del af weed-kulturen – og det er præcis, hvad ’How High’ har. Med Wu-Tang-rapperne Method Man og Red Man i hovedrollerne har filmen den ultimative duo, der oser af ryger-ånd med en forfriskende frækhed.
’How High’ er en perfekt hang-out film – om buddies og for buddies.
3. Parodien: ’21 Jump Street’
I kølvandet på enhver populær filmgenre følger parodierne, og efter 80’er- og start-90’ernes gloværdige buddy cop-dage begyndte diverse spoofs at tikke ind. Der var både pinlige som ’Loaded Weapon’ (med den opfindsomme danske titel ’Dødbringende måben’!) og ’White Chicks’, men også mere vellykkede som ’The Other Guys’.
Blandt de bedste finder man ’21 Jump Street’ og dens efterfølger, der er spundet over 80’er-kultserien af samme navn. I hovedrollerne ser man to af tidens hotteste navne, Channing Tatum og Johan Hill, der som de uduelige betjente Jenko og Schmidt må gå undercover på en highschool for at opspore en narko-ring.
Idérigt spilles der på buddy-genrens faste karaktertroper med de to dynamiske, modsatrettede personligheder, der tvinges til at arbejde sammen, som vi kender det fra Mel Gibson og Danny Glovers umage par i buddy cop-klassikeren ’Dødbringende våben’.
Filmene rammer tidens ånd perfekt med masser af bromance-pinligheder og college-humor, men de formår også at omfavne den ellers udvandede genre med herligt meta-drilleri, masser af selvironi og drengrøvs-kemi.
Især den første films klimatiske shoot-out er hyldende skæg, når der fyres ekstra op under kliche- og meta-kedlen, da 80’er-seriens dittoer, Johnny Depp og Peter DeLuise, pludselig dukker op.
Men filmene formår også at nå ud over det skematiske og parodierende i den charmende venskabshistorie mellem de to betjente, der er bedst, når de er sammen.
4. Retroen: ‘Kiss Kiss Bang Bang’
»You don’t get it, do you? This isn’t ‘good cop, bad cop’. This is fag and New Yorker. You’re in a lot of trouble«.
‘Kiss Kiss Bang Bang’ emmer af 80’ernes buddy cop-film, men med et vittigt moderne anstrøg. Det er nu heller ikke så mærkeligt, da det er den ’Nice Guys’-aktuelle ’Dødbringende våben’-forfatter Shane Black, der er bag roret.
Manden, der skabte det, vi i dag forbinder med buddy cop-filmen, er fuldt bevidst om sit ophav – og det skærer det indledende citat fra privatdetektiven Perry da også ud i pap. I en meta-film, der konstant kommenterer på sig selv, sender Black et ironisk skud ud efter sin egen efterhånden udvandede genre, som han giver et fantastisk selvrefleksivt touch ved at gøre machodetektiven til flintrende homo.
I ’Kiss Kiss Bang Bang’ henter Black sin inspiration i 30’ernes hårdkogte noir-krimier, som han krydrer med en nærmest screwball’sk dialog. Tyven Harry (Robert Downey Jr.), udgiver sig for at være skuespiller i Hollywood og kommer i oplæring til en rolle hos privatdetektiven Perry (Val Kilmer). Men inden længe bliver de to rodet ind i en mystisk mordgåde, der involverer femme fatales, lejemordere og skumle bagmænd.
Den umage duo Robert Downey Jr. og Val Kilmer (i en af karrierens bedste roller!) er begge godt skåret for tungebåndet, og midt i vild action og plot-forvirring pingponger deres kemi hele vejen ud af skærmen og lige ind i hjertet på tilskueren.
5. Den dramatiske: ‘End of Watch’
»…And although I am but one man, I have thousands of brothers and sisters who are the same as me. They will lay down their lives for me, and I them. We stand watch together. The thin-blue-line, protecting the prey from the predators, the good from the bad. We are the police«.
Til lyden af disse ord starter buddy cop-dramaet ’End of Watch’, der følger det unge makkerpar Brian og Mikes (Jake Gyllenhaal & Michael Peña) daglige gang i et af L.A.s hårde bandeplagede kvarterer.
Filmen skildrer smukt både det tætte venskab og det dybt professionelle partnerskab, der hersker imellem de to betjente. Effektivt og elegant skifter tempoet konstant fra kække drengerøvssamtaler i politibilen til hårdkogt action i felten, der med flyvsk håndholdt kamera og computeræstetik gives masser af intensitet.
En buddy–films værdi afhænger især af de to hovedrollers dynamik, og i ’End of Watch’ er kemien mellem Gyllenhaal og Paña både energiladet og hjertegribende. Man føler virkelig deres tætte venskab, hvilket skaber en sjælden nerve og følelse af tilhørsforhold igennem hele filmen.
6. Den nørdede hyldest: ’Hot Fuzz’
»Point Break or Bad Boys II?« – »Which one do you think I’ll prefer?« – »No, I mean which one do you wanna watch first?«
Edgar Wright, Simon Pegg og Nick Frost har efterhånden etableret sig som nogle af branchens skarpeste drillepinde. I ’Shaun of the Dead’ fik zombiegenren en over næsen, i ’The World’s End’ blev der leget med sci-fi-filmens konventioner, og i ’Hot Fuzz’ går det ud over buddy cop-filmen. Proppet til randen med genrens kendetegn, fra dramatiske slowmotions og de velkendte karaktertyper til et hav af referencer hylder de genren og alt, det vi elsker ved den.
Pegg og Frost er Gøg og Gokke-betjentene Nicholas Angel og Danny Butterman. Angel er storby-betjenten, som bliver sendt til en lille britisk soveby, hvor kriminalitet ikke er eksisterende – i hvert fald på overfladen.
Den nørdede kærlighed til genren stråler simpelthen ud af et hver frame i ’Hot Fuzz’ – og Pegg og Frosts pragtfulde kemi er på niveau med genrens bedste duoer!
7. Ungdomskomedien: ’Superbad’
Overgangen fra barn til voksen byder på mange modbydeligheder. En af de værste er, når den naive drøm om evig troskab til sin bedste ven, som har stået ved ens side gennem tykt og tyndt, brister.
Sådan er det for de to buddies, Seth og Evan (Johan Hill & Michael Cera), der har hængt sammen som ærtehalm i alle deres highschool-år. Næste år venter college – men de to venner er endt på hver deres skole. Men hvorfor tage sorgerne på forskud? De to teenageforvirrede drenge har nemlig lige en fest og et par damer, der skal nedlægges.
Seth Rogen og Evan Goldberg begyndte efter sigende på manuskriptet til ’Superbad’, da de var 13 år – og det hele summer da også af den akavede pubertets problemer og våde drengedrømme sovset godt ind i forfatterparrets velkendte pik-humor.
Men bag facaden gemmer ’Superbad’ på en rørende historie om at vokse op og tage afsked, men også om at nyde den tid, man har sammen.
Stopfyldt med vanvittige one-liners, hysterisk morsomme scener og legendariske karakterer som McLovin og de to skrupskøre betjente er ’Superbad’ da også blevet en af sin generations absolut sjoveste coming-of-age-film.
8. Den eksistentialistiske: ’Sideways’
Hvis ’Superbad’ er buddy-filmens svar på en coming-of-age fortælling, så er ’Sideways’ den midaldrende pendant.
Med udgangspunkt i Jack og Miles’ ’polterabend’-tur til det californiske wine-country fortæller ’Sideways’ om at acceptere livets skuffelser og tabet af ungdommen, men den udstiller også venskabets styrker og svagheder.
Hverken Miles og Jack har de store triumfer på cv’et. Skolelæren Miles har aldrig fået opfyldt forfatterdrømmen, og med et mislykket ægteskab i bagagen kæmper han med at finde sin plads og meningen med livet.
Skuespilleren Jack har efter et ungt gennembrud tabt teten i branchen og ernærer sig nu med middelmådige reklamefilm, men med et bryllup lige på trapperne frygter han tabet af sin ungdom. Ugen i vinlandet handler om at pleje det haltende selvværd med tilfældige kvinder.
Paul Giamatti er fænomenal som den introverte Miles, mens den alt for lidt benyttede Thomas Haden Church kompletterer ham perfekt som den flyvske Jack. Det noget anstrengte forhold mellem de to meget forskellige high school-buddies byder på masser af op- og nedture, som kun et sandt venskab kan overvinde.
I en berusende vin-brandert krydret med både sjove og bevægende scener og ikke mindst symbolske vindrue-metaforer fortæller ’Sideways’ om livets hårde realiteter.
9. Det kvindelige modstykke: ’The Heat’
Filmhistorien har budt på flere stærke kvindelige buddy-film som ’Thelma og Louise’ og ’Bridesmaids’. Men når det kommer til kvindelige buddy cop-film, så har der været længere mellem snapsene.
Men hvis nogen skulle gøre et anstændigt forsøg, var det den mandlige femi-instruktør Paul Feig (’Bridesmaids’, ’Spy’). Og komedien ’The Heat’ er absolut et af de bedre bud i nyere tid (ingen nævner ’Hot Pursuit’, tak).
Helt efter bogen parres den retskafne FBI-agent Ashburn (Sandra Bullock) med den utraditionelle og fandenivoldske Boston-betjent Mullins (Melissa McCarthy) for at nedlægge en hensynsløs narkobaron.
Den klichefyldte kombination af good cop/bad cop virker overraskende nok, men mest på grund af den sprængfarlige og fjollede dynamik mellem de to kvindelige hovedroller.
Plottet er tyndt, men bider man på Feigs falden-på-halen komik og i forvejen er vild med McCarthys skarpe, men grovkornede humor og Bullocks kejtede grimasser, så er ’The Heat’ en anbefaling værd.
10. Antitesen: ’Memories of Murder’
Sydkoreanske Joon-Ho Bongs ‘Memories of Murder’ er en misantropisk rejse ind i en betændt virkelighed, der degraderer den idealistiske tanke om retfærdighed og harmoni.
I den brutale historie bliver de centrale efterforskere en dekonstruktion af det hollywoodske buddy cop-par. ’Memories of Murder’ udspiller sig i en provinsby i 1980’erne, hvor et par lokale betjente kommer ud på dybt vand i opklaringen af en række bestialske kvindemord. En veluddannet betjent fra Seoul hidkaldes, men situationen spidser yderligere til, da flere mord kommer frem i lyset.
Selvom filmen har et svagt anstrøg af den inkompetente vs. den mere beregnende betjent, der til sidst ender med at arbejde sammen, bliver de aldrig buddies. Men i takt med at deres individuelle karakterer nedbrydes, sker der en spinkel forsoning i, at de erkender hinandens forskelligheder.
Den kompromisløse fortælling, der er delvist baseret på virkelige hændelser, er strippet for Hollywoods grandiose action og den festlige pingpong-dialog. Helten er pillet ud af vores detektiver, som taber al selvrespekt undervejs.
’Memories of Murder’ bliver antitesen til den klassiske Hollywood-film. Her ender vores impotente, men elskværdige tabere lige så uforløste som tilskueren.