‘De gyldne år’: Fransk perle skildrer den første kærlighed intenst og rammende
Er du typen, der synes, at livet er for kort til franske film, vil jeg anbefale at gå en stor bue uden om Arnaud Desplechins ‘De gyldne år’. For med sin nostalgiske coming-of-age-historie spækket med elskov, affærer, længsel, fortabt kærlighed, eksistentiel angst, kæderygning, filosofiske samtaler og litterære referencer bliver det næppe mere fransk, og filmen vækker stærke mindelser til Francois Truffauts coming-of-age-filmserie om Antoine Doinel og Eric Rohmers forholdsnakkefilm.
Jeg æder den slags råt og befandt mig i en frankofil lykkeboble gennem filmens 123 minutter.
Filmen er dog meget mere end en demonstration af franske filmklichéer – det er en intens og rammende skildring af den første kærlighed erindret af en midaldrende mand, der aldrig er kommet sig over den.
Filmen er en kombineret sequel og prequel til Desplechins ‘My Sex Life… or How I Got Into an Argument’ fra 1996 (man kan sagtens følge med uden at have set den), hvor den filosofistuderende Paul Dédalus (Mathieu Amalric) forsøger at afslutte sit 10 år lange forhold til kæresten Esther. I ‘De gyldne år’ møder vi Paul (igen spillet af Amalric) senere i livet, hvor han tænker tilbage på forholdets begyndelse. Efter mange år i udlandet som antropolog vender Paul hjem til Frankrig. Problemer med hans pas – der findes åbenbart en anden Paul Dédalus med samme fødselsår og -sted – sender ham i afhøring ved grænsen. Her forklarer han situationen ved at fortælle om ‘Tre minder fra min ungdom’, som filmens mere rammende franske titel lyder.
Den første, ‘Barndom’, viser et ustabilt hjem, hvor Paul må beskytte sine yngre søskende mod deres sindssyge mor, der kort efter begår selvmord og efterlader deres far i depression. Andet kapitel, ‘Rusland’, er en John le Carré-agtig minispionthriller, hvor gymnasieeleven Paul (nu spillet af Quentin Dolmaire) på en studietur til Minsk sammen med sin ven Marc påtager sig en mission om at overbringe nogle dokumenter til en gruppe russiske jøder, som han også forærer sit pas til. Deraf dobbeltgængeren. De to korte kapitler har ikke direkte betydning for historien, men illustrerer Pauls loyalitet og villighed til at hjælpe andre.
Filmen domineres af det tredje kapitel, ‘Esther’, hvor Paul nu er antropologstuderende i Paris. Hjemme på weekend i Roubaix falder han for sin lillesøsters klassekammerat, Esther (Lou Roy-Lecollinet, der ligesom Dolmaire debuterer på imponerende vis), en selvbevidst femme fatale med en alenlang kø af bejlere. »Mine øjne fortærer dig«, siger Paul. »Jeg har den effekt«, svarer hun.
Det lykkes Paul at charmere hende med sin kombinerede usikkerhed, veltalenhed og oprigtighed. Men deres lidenskabelige forhold plages af distancens smertefulde længsel, effektivt illustreret af sekvenser, hvor Paul og Esther læser deres hjerteskærende breve op direkte til kameraet. Esther viser sig langt mere skrøbelig end sit selvsikre ydre, hvilket Pauls venner ikke er sene til at udnytte. De har begge elskere ved siden af, men kan hverken give slip på hinanden eller leve sammen, hvilket de selvfølgelig stædigt fornægter. De er naive, patetiske og prætentiøse, og det er både er romantisk og frustrerende at være vidne til.
På en måde er ‘De gyldne år’ (der altså ikke er så gyldne endda) det modsatte af en coming of age-film. For da vi møder Paul mange år senere, står det klart, at han aldrig er kommet sig over sin ungdomskærlighed, men bærer rundt på samme savn, længsel og bitterhed.
Kort sagt:
‘De gyldne år’ er en gribende, melankolsk, charmerende og ultrafransk fortælling om den intense første kærlighed på godt og ondt, nostalgisk erindret af en midaldrende mand, der aldrig er kommet sig over den. Debutanterne Quentin Dolmaire og Lou Roy-Lecollinet er begge fund til hovedrollerne, præcist lige så naive, enerverende og bedårende, som forelskede teenagere er.