Ikke mange nordiske filminstruktører har som den islandske Dagur Kári sat lighedstegn mellem filmkunsten og humoren. De fleste herhjemme husker ham måske bedst for ’Voksne mennesker’, hvor Jakob Cedergren var evig dagdriver, mens Nicolas Bro var fodbolddommer med høje ambitioner.
Nu er Dagur Kári biografaktuel med sin nyeste film, ’Virgin Mountain’. En islandsk film, der allerede har modtaget velfortjent hæder i ind- og udlandet – for eksempel publikumsprisen på CPH:PIX og Nordisk Råds Filmpris.
Filmen handler om den 43-årige Fúsi, der stadig bor hjemme hos sin mor, har en vægt på den forkerte side af 100 og kickstarter hver dag med cocopops. Mødet med ikke én, men to kvinder skaber dog en U-vending i hans liv.
Alle Dagur Káris film har indeholdt et velbalanceret møde mellem melankoli, ensomhed og humor. Derfor synes det også passende, at den københavnske monsunregn slår tunge slag ind på ruden, da vi lettere gennemblødte mødes til en snak om ’Virgin Mountain’, filmisk orgasme og popsanges ærlighed.
Vejret får mig til at tænke på, at tonen i dine film ofte har en tristesse over sig, men du bruger sjældent regnvejr som virkemiddel?
»Nej, det er for kedeligt. Woody Allen er glad for det. Jeg husker dog, da vi lavede ’Voksne mennesker’, at vi ville lave en dansk sommerfilm, men det regnede virkelig meget den sommer. Selvom det ikke er synligt på filmen, var det noget, vi kæmpede meget med«.
Det lyder som en typisk dansk sommer. Ud over København har du også lavet en film, der udspiller sig i New York. Hvor skulle ’Virgin Mountain’ foregå i Reykjavik?
»Det skete meget pludseligt, at jeg havde lavet tre film i tre forskellige lande på tre forskellige sprog. Pludselig var der gået over et årti, uden jeg havde lavet film i mit hjemland, Island. Men hovedårsagen til, at ’Virgin Mountain’ skulle optages dér, var på grund af skuespilleren, Gunnar Jónsson, der er hovedrollen Fúsi. Filmen er skræddersyet til ham. Det er et karakterportræt, hvor han er central. For mig er han filmens nationalitet og filmens landskab«.
Så det var Gunnar Jónsson, der startede det hele?
»Ja, det var et virkelig gammelt ønske om at arbejde sammen med ham. Lige fra da jeg så ham i fjernsynet for tyve år siden i et comedy-show, fik jeg lyst til at lave en film, der var båret af ham, hvor han ikke bare var en sidefigur, men hovedrollen i en dramatisk fortælling. Jeg kunne fra første øjeblik fornemme, at han var unik.
Det, der var påfaldende for mig, var, at selvom det var et satireprogram, så formåede han altid at være et hundrede procent troværdig i nogle helt absurde situationer«.
Det ligger også godt i forlængelse af dine andre film, hvor melankoli og deadpan-humor er tonen. Hvad synes du, humoren kan?
»Det, som humor kan for mig, er, at den åbner op. Når man griner, slipper man kontrollen. Humoren skaber en åbning, som gør publikum mere modtagelige for det smertelige.
Jeg har det enormt svært med film, der ikke har nogen humor. Det er som om, jeg ikke bliver lukket ind. Jeg kan måske godt vurdere, at det er et mesterværk, men jeg føler ikke, der er plads til mig i filmen, hvis den ikke har humor«.
Hvordan er det at instruere en ikke-trænet skuespiller som Gunnar Jónsson kontra en hollywoodskuespiller som Paul Dano?
»Gunnar og jeg havde et meget specielt arbejdsforhold, der var meget tavst. Han fik manuskriptet et år før, vi skulle filme, og vi mødtes et par gange og drak kaffe, og han stillede ikke et eneste spørgsmål til sin karakter eller om filmen. Da optagelserne nærmede sig, begyndte jeg at blive en smule nervøs. Jeg spurgte, om han var klar til at bære den byrde, det er at være tilstede i hver eneste scene af en film. Så begyndte optagelserne, og fra første dag var det helt tydeligt, at jeg aldrig før havde arbejdet med nogen, der var så godt forberedt. Så under indspilningerne var der faktisk heller ikke behov for, at vi talte så meget sammen.
Det var ret befriende at droppe snakken, fordi med en karakter som Fúsi ville det føles forkert at skulle analysere og verbalisere alting, fordi karakteren er så ren«.
I ’Virgin Mountain’ får man forventningen om, at man skal til at se en romantisk komedie, men du undgår alligevel at falde i klicheerne. Hvordan?
»’Virgin Mountain’ var en bevidst leg med klicheer. Jeg ville gerne bruge klicheerne til at sætte nogle forventninger op hos publikum, som så hele tiden tager en drejning. Publikum må gerne frygte, at det bliver en film om pædofili. Eller en romantisk komedie. Og så bliver det noget helt tredje.
Film er blevet standardiserede. Der er kommet en tjekliste, man kan afkrydse og så har man en film. Det var jeg træt af, men jeg havde stadig lyst til at lege med forventningerne til denne tjekliste. Der findes jo ikke noget mere kedeligt end kærlighedshistorier. Så snart en mand og en kvinde mødes, så går fortællingen på autopilot«.
Du har tidligere udtalt, at dit mål er at opnå en poetisk sandhed med dine film. Hvad mener du med det?
»Romankunsten er et format, der er tusinde gange så sofistikeret og nuanceret, end film er. Film er en popsang. Det er en simpel form. Men det fede ved popsange er, at de kan fremkalde kuldegysninger. Det har jeg aldrig oplevet med litteratur. Jeg har aldrig fået kuldegysninger af en bog. Men det har jeg af film og af musik. Så selvom film er en simpel form, så har den en åbning til folks følelser, der er mere direkte end litteraturen. Film kan skabe følelsen af katarsis«.
Hvordan skaber du katasis med dine film?
»Det kører på en fornemmelse, der går ud på, at man i filmens slutning sætter publikum i forbindelse med noget, der både er smerteligt og forløsende på én gang. Film skal være en form for orgasme«.
Vidste du fra start, hvordan du ville slutte ’Virgin Mountain’?
»Nej, bestemt ikke. Jeg havde faktisk skrevet en helt anden slutning. Men under optagelserne trak Gunnar Jónsson filmen i en anden meget spændende retning, som var mere ærlig og autentisk. Faktisk optog vi filmen uden slutning, og så klippede jeg på den i et år, før jeg fandt frem til den helt rigtige slutning.
Man tror, man bliver dygtigere og dygtigere, jo flere film man laver, men ’Virgin Mountain’ har klart været den sværeste film at lave for mig«.
Du er opvokset på Island. Tror du, det har formet dit filmsprog?
»Både og. Jeg har ikke så stærk en nationalitetsfølelse. Jeg føler mig ikke islandsk eller dansk. Jeg kan godt lide at lave film, som skaber sit eget univers. Jeg tilstræber, at mine film er uafhængige af tid og sted.
Og så siger natur mig ingenting. I modsætning til Sigur Rós eller Björk, som hele tiden bliver fodret af naturen, så gør den islandske natur ingenting for mig. Naturen er god til at tømme sit sind, men meget dårlig til at fylde det op igen. I dramatisk forstand er naturen ret uinteressant. Det er først, når der kommer en bulldozer, at naturen bliver spændende.
Men jeg tænker meget på katarsis faktisk. Det er noget, som film mangler. Film er kommet væk fra det forløsende«.
Er det islandsk film, dansk film eller film generelt, der har mistet det forløsende?
»Det er især Danmark, synes jeg. Danske film bærer tit præg af, at noget sættes i gang og så afsluttes, uden at man har gennemgået forløsning.
Det er noget, jeg tilstræber i alle mine film. Jeg arbejder med en særlig form for slutninger. En happy ending vil altid føles falsk for mig. Og en tragisk slutning vil også altid føles falsk. Jeg forsøger at kombinere det lykkelige og det tragiske i én slutning«.
Jeg kommer til at tænke på scenen i ’Voksne mennesker’, hvor hovedpersonen Daniel tvinges til at holde stille i sin bil, fordi Knippelsbro åbner sig.
»Jeg har boet på Christianshavn længe og har altid oplevet det som fuldstændig magisk, når broen går op, fordi tiden går i stå. Under næsten alle andre omstændigheder ville forhindringer gøre, at man bliver irriteret. Men når broen åbner sig, så accepterer alle det bare, og der kommer en synkroniseret ro over trafikken. Og hvis der er noget, man ikke forbinder med trafik, er det ro. Det er ret magisk«.
Er problemet med dansk film så, at de har glemt magien og er blevet for realistiske?
»Ja. Realisme kan være ret begrænsende og kan føles falsk. Film er jo en konstruktion. Hvis man påstår, at man arbejder med virkeligheden, så er man en løgner. Instruktører skal stå ved, at film en en konstruktion. Det er mere ærligt«.
Du er leder på Den Danske Filmskoles instruktørlinje – håber du at gøre fremtidens film mere forløsende?
»Jeg har ikke store egoistiske planer med min stilling på Filmskolen. Det handler om at skabe rammerne for, at talenter kan udvikle sig på deres egne præmisser. Det er min ambition at kunne stå for de rammer«.
Får du tid til at udvikle dine egne projekter ved siden af filmskolen?
»Ja, jeg er i gang med at udvikle en ny film, der skal foregå her i Danmark«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Virgin Mountain’