‘Virgin Mountain’: Tonstung jomfru bliver forelsket i ny Dagur Kári-film
Fusi spiser Coco Pops i sin mors køkken. Han leger med fjernstyrede racerbiler i gården. Går i krig med håndmalede miniaturesoldater. Og stikker halen mellem benene, hvis en pige skulle møde hans blik.
Fusi er 43 år. Og så vejer han et ton.
Hans kolleger konstaterer nedrigt, at han må have en ordentlig én for overhovedet at kunne have sex. Men Fusi har ikke haft sex, tanken er fremmed for ham. Piger og begær er frosset ude i de cirkulære rutiner, der sluger hans dage, som havde han endnu ikke set det modsatte køn gennem pubertetens duggede briller.
Som han sidder der i sin mors lejlighed, fed, halvskaldet og udstødt, tænker man, at det hele næsten er for let, at den dansk-islandske instruktør Dagur Kári har ofret nuancerne på det rørstrømske dramas alter. Men sådan føles det ikke, fordi Gunnar Jónsson spiller med en mut ømhed, der får, men ikke forlanger vores medfølelse. Dobbelthagen hiver ansigtet mod jorden, mens den ubrudte prusten afslører, at ethvert skridt er en kamp, men Fusi ser ikke sig selv som et offer, han tager slet ikke stilling til sin situation. Fra arbejdspladsens mobning til frizonen foran strategispillet er hans ansigt blot variationer af enfoldig bedrøvelse.
Måske er det derfor, at det føles så prægtigt, da hans ansigt endelig bryder ud af de apatiske folder og pludselig funkler i mødet med Sjöfn, en stordepressiv blomsterelsker, der imod alle odds og datingnormer udvikler hede følelser for jomfrubjerget.
Ligesom Jónsson vinder vores hjerter med sin sagte mimik, skaber Dagur Kári portrættet af Fusi i et skyggeland, hvor de menneskelige observationer ikke udbasuneres, men kiles ind gennem klipning og kameravinkler. Billederne formår at være storslåede uden at kræve hyldest: Mægtige Fusi i et trangt lufthavnskøretøj eller med korpusset som silhuet mod de islandske fjelde, det menneskelige bjerg mod naturens klipper.
Så meget desto mere ærgrer det, at Kári midt i det fintfølende portræt af den lille mand i den store krop alligevel falder for fristelsen til at skrue på de letkøbte sympatiknapper. Fusis kolleger i lufthavnen er karikerede provinsstereotyper, der stikker ud som plotværktøjer i en ellers jordbunden version af virkeligheden, mens den store mands venskab til den lille nabopige giver ham for mange lette point.
Heldigvis sejrer humanismen til slut, og de sidste billeder bliver i bevidstheden som vidnesbyrd om livets bittersødme. Sådan vil vi huske Fusi – med et smil på læben og en tåre i øjenkrogen.
Kort sagt:
Gunnar Jónsson leverer en mut pragtpræstation som det islandske bjerg Fusi i Dagur Káris fintfølende, bittersøde drama ’Virgin Mountain’. Trods enkelte karikerede indslag er portrættet af den kolossale jomfru på jagt efter kærligheden varmt og vedkommende.