‘Paco de Lucía: Flamencoens mester’: Portræt af guitargeni fremstår som en middelmådig Youtube-hyldest
En portrætdokumentar er aldrig mere spændende end filmens hovedrolle. Det er en påstand, der ikke tegner godt for den nye spanske dokumentar ’Paco de Lucía: Flamencoens mester’, for selv om Paco de Lucía var en af historiens bedste guitarister, var mennesket bag instrumentet et stille gemyt uden de store armbevægelser.
Paco de Lucía kunne med sine kunstneriske visioner snildt betegnes som flamencoens Kanye West, men han kæftede aldrig op om egne eller andres evner. Guitaren var hans talerør, og det var således strengtalentets innovative og intuitive musikalitet, der førte til kritiske røster blandt andaluserens fattige flamenco-ophav.
Filmen starter med anekdoten om, hvordan Paco som 7-årig samler en guitar op og med største lethed begynder at spille komplekse melodier, hvorefter den tager fat på guitaristens ungdomsminder med den første solooptræden af ‘La Malaguena’ i Los Angeles som højdepunktet. Gamle fotografier og arkivoptagelser komplimenterer interview-beretningerne fra i dag, hvor hovedpersonen selv fortæller om den kultur og musik i Spanien, som han med tiden forsøgte at reformere.
Kollegaer og venner hylder på skift guitargeniet med det borgerlige nav Francesco Sanchez, mens dokumentaren gennemgår de mange forskellige sammensætninger af bands og musikalske stilarter, som han bragte sit præg til. Uden brud på kronologien følger filmen på den måde Pacos musikalske livsfortælling helt frem til hans død i 2014. Filmens mest interessante minutter er uden tvivl, når Pacos kommercielle gennembrud og eksperimenterende fornyelse af stilarter næsten resulterer i, at flamencoens puritanske andalusere skærer deres øjeæbler midtover med barberblade, da de føler, at Paco vender sit venstreorienterede bagland ryggen.
Nærmest som en regibemærkning noterer Paco meget oprigtigt: »I was left-wing, until I made my first two million pesetas«. Denne ærlighed og kritiske refleksion savner man desværre i resten af dokumentaren. Det er også en skam, at filmen ikke vier mere tid til at beskrive konflikten mellem den fattige andalusiske kunstner og det fascistoide samfundsstyre i Spanien under Franco. For selvom flamenco-sangernes orientalske ballader mest lyder som en kat, der på miserabel vis sidder fast i et stødhegn, så er det netop flamencoens politiske og kulturhistoriske aspekt, der giver musikdokumentaren dens tænder.
Paco bliver beskrevet som en rytmefascist, der konstant rettede på sine kollegaer, opfordrede dem til at arbejde hårdere og derfor gjorde dem bedre. Han var heller aldrig tilfreds med sin egen optræden. Ikke engang publikums klapsalver kunne trøste ham, hvis Paco ikke selv følte, at aftenen var fejlfri. Han fortæller tilmed, hvordan han i timerne op til sine koncerter sliber sine negle nøjagtig lige lange, så asymmetrien ikke ødelægger hans spil.
’Paco de Lucía: Flamencoens mester’ er instrueret af Pacos Søn Curro Sanchez Varela og produceret af hans datter Casilda Sanchez. Denne familietilknytning fører desværre ikke noget unikt indhold eller hjerteblod med sig. Det har aldrig været bror og søsters plan at prikke hul på deres fars stille og private eksistens.
Så selvom ’Paco de Lucía: Flamencoens mester’ vinder på sine blærede guitarsoloer og mange rytmefilosoferende musikgenier, så fremstår portrættet i sidste ende som en middelmådig Youtube-hyldest. Filmen tilføjer i hvert fald ikke nye vinkler til historien om guitarvirtuosen, hvis man allerede har set tv-dokumentaren ’Fransisco Sanchez: Paco de Lucía’ af makkerparret Jesus de Diego og Daniel Hernandez fra 2002.
Kort sagt:
Paco de Lucías guitarspil var hurtigt, visuelt blændende, dybfølt og genreudvidede – gid bare et af disse adjektiver kunne beskrive dokumentaren om ham.