’Skam’ sæson 1 & 2: Hypet norsk ungdomsserie skyder med spredehagl – og rammer ofte plet

En provinsfest til tonerne af The Voice-bangers efterfølges af naturbilleder og Radiohead efterfølges af en flødedrengs cheesy fortolkning af ’I’m Yours’ omkring et lejrbål.

Den hypede norske ungdomsserie ’Skam’ skriger af identitetsforvirring. Til tider pumper serien festbilleder ud til en ungdomskåd seerskare med sex, alkohol og glow sticks på hjernen, andre gange er der dømt eksistentialisme på parkbænke i studentikose nik til Joachim Trier (’Reprise’, ’Oslo 31. august’), og pludselig kommer der en dosis gys og gangsterdrama ind fra højre.

Alligevel er det hele satans vanedannende.

I første sæson har de skizofrene svingninger i genre og udtryk til nød forankring i plottet, fordi hovedpersonen, Eva, febrilsk forsøger at finde både sig selv og en flok venner i gymnasielivets spæde dage. Det føjer et anstrøg af realisme til mødet med det klikeinddelte mikrokosmos, at hun famler efter sin identitet, mens hun navigerer de sociale cirkler og performer et utal af roller for ikke at fryse ude i junglen.

Samtidig bliver man så træt af hendes tvære, tilknappede gemyt, at man har lyst til at rejse sig fra sofaen og give hende et gebommerligt los i røven: Hvem helvede er du? Vis dig, træd i karakter, lad være med at tale din selvgode kæreste efter munden og sig for fanden undskyld til den gamle bedsteveninde, hvis kærlighedsliv du lagde i ruiner.

Pust ud.

Det bliver bedre i takt med, at hun finder sin hylde og udvider den nære omgangskreds i form af tjekkede Noora, overspændte Vilde, korpulente Chris samt den tørklædebærende hardhitter Sana. Hver gang man tager sig til hovedet over Evas inerti, kommer det spraglede birollegalleri til undsætning og sætter fornyet fut i det stagnerende plot – som i øvrigt kredser om pigernes forsøg på at blive en del af en hip festbus (en sær norsk gymnasietradition).

Og så må man acceptere, at det er en del af oplevelsen at være vred på karaktererne i ’Skam’. Skammen føler de jo ikke uden grund. De handler, før de tænker. Kærlighedsforhold kuldsejler, utroskab spirer som ukrudt, og kølig luft i kliken kommer og går. Der er mere drama end i en Douglas Sirk-soap, men alligevel rammer spredehaglene ofte plet, fordi de fem piger spilles med nærvær og humor af rollelistens lysende talenter.

Særligt Josefine Frida Pettersen er en åbenbaring som Evas bedsteven Noora, der forfremmes til hovedperson i anden sæson. Hendes ansigt er som formet til lærredet, med store, udtryksfulde øjne og den der flig af alderstypisk usikkerhed, der dirrer bag facaden af cool kontrol.

Her skifter serien format og fordobler episodelængden i et psykologisk kærlighedsdrama mellem Noora og den omvandrende pretty boy-kliché William, der har, åh, så mange traumer i bakspejlet, at man nødvendigvis må holde af ham. I de første afsnit er forholdet næsten en hån mod kvindekønnet, fordi den notoriske skørtejæger åbenbart blot skal svinge med pandehåret og blotte sine dådyrøjne for at vinde Nooras gunst, men i takt med at han åbenbarer mere menneskelige sider af sig selv, tvinger nyforelskelsen sig ud over skærmen.

Her og i resten af serien fornemmer man, at ’Skam’ midt i sammensuriet af bandekrige, intriger, afpresning og flammende romantik tager sine karakterer alvorligt. Man kunne snildt vælge at fremhæve seriens skavanker, jamre over hipster-montagerne med arrig kapitalismekritik, de skriggule typer, der konstant oplyser om dag og tidspunkt og soundtrackets uskønne mix af New Order og Kelis, Radiohead og Skrillex, men kærligheden til persongalleriet og de unge skuespilleres smittende kemi skinner så kraftigt, at man har lyst til at sluge hele molevitten rå.

For imellem de kuriøse sidespring evner serien at udvinde et par knugende sandheder om det forvirrende, vidunderlige, ubekymrede, opslidende og allerhelvedes modsætningsfyldte ungdomsliv. Og på den baggrund giver det vel mening, at den stikker i alle tænkelige retninger.

Anmeldt på baggrund af hele første og anden sæson.