Forleden overværede jeg min barndomsvens dimission fra skuespillerskolen, hvor han fik overrakt diplom og blev ’slået’ til kongelig skuespiller sammen med sine medstuderende.
Dimittenderne fik hver deres tale, og af de bevingede ord fremgik det, at hver og én var unikke skuespiltalenter, hvis fremtidige karrierer unægteligt ville blive kæmpe succeser.
Ordene var velmente, men jeg kom til at tænke på den første gang, jeg havde besøgt selvsamme skole. Her viste min ven mig stolt tidligere holdfotos, fyldt med store stjerner som Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm.
Mest af alt så jeg dog en helt masse ukendte ansigter. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke sige til min håbefulde barndomsven.
På billedet af afgangsklassen anno 1996 så jeg én, jeg genkendte, én der spiller barndomsven: Pivert fra ’Klovn’. Underneden læste jeg, at Pivert havde et borgerligt navn: Jacob Weble.
Havde alle de ukendte ansigter fra billederne af tidligere elever fået en lovende tale lig min ven? Havde Weble?
Unavngiven betjent
Uanset hvad der blev sagt til Weble på en ganske givet bevinget dag i 1996, har hans karriere som skuespiller på film og tv under ingen omstændigheder været fyldt med berømmelse, faglig anerkendelse og succes.
Hans karriere har mestendels foregået i let uanselige roller på de skrå brædder landet over, fra Aalborg Teater til Grønnegårdsteatret, og roller på film har der ikke været mange af. Faktisk er han kun krediteret for én eneste filmrolle. I gyserthrilleren ’Cecilie’ spiller han unavngiven betjent.
På tv-fronten ser det en anelse lysere ud. Her har han medvirket i relativt bærende roller i ’Strisser på Samsø’ og julekalenderen ’Mikkel og Guldkortet’.
Barndomsvennen fra helvede
Det er dog i ’Klovn’, at han markerer sig mest markant, med kultrollen som Frank Hvams kiksede barndomsven, Pivert. Og det er min holdning, at der i denne præstation findes bevis for, at Weble er en fremragende og altså voldsomt underkendt skuespiller.
I rollebeskrivelsen af Pivert er der nemlig ikke umiddelbart noget, der lægger op til en mindeværdig skuespilpræstation. Pivert er det, der på anmeldersprog hedder ’en ensidig karakter’. Dum. Til grin. En taber.
Han er den barndomsven fra helvede, som vi alle sammen hænger på, fordi vi engang var lige så dårlige til at bedømme andre menneskers eventuelle kvaliteter, som – ja – Pivert er social akavet.
Pivert er den fysiske tilstedeværelse af det uinteressante, og hans umiddelbart eneste funktion i ’Klovn’ er at understrege netop dette – ideelt set kaste et usympatisk og sardonisk-humoristisk lys over Frank og hans selvfede, nye venner.
Webles genistreg
Men Pivert bliver til meget mere i Webles inkarnation.
For mig er det bedste bevis på den pointe, at jeg – inden jeg tjekkede efter – havde på fornemmelsen, at Pivert var med i mindst 20 af de i alt 60 ’Klovn’-afsnit + den første film. Han er med i 11. Og ikke i filmen!
Weble udfolder et eminent fysisk-komisk talent, når han tillægger sin karakter en slags misforstået usikkerhed og alvor, der ofte bringer ham nær grådens rand. Som for eksempel, når han mistolker de sociale koder og ikke tager en joke for en joke. Eller bare ikke spiller med på vennernes ping-pong.
Bedst udfolder dette sig i den sidste del af afsnittet ’Godfather of Drugs’, der kan ses nedenfor.
Den alvor, som Weble ’lader’ sit fjols med, ender i visse tilfælde med at være decideret hjerteskærende.
Historien går sådan, at Piverts elskede Bodil (Trine Juul-Andersen) først forlader ham og senere får en kæmpe-oliven galt i halsen – og ender som grøntsag (!). Webles fremstilling af den tragiske anti-helt, der først går i hundene efter at blive forladt – og derefter nærmest lykkeligt tager den hjerneskadede Bodil tilbage, er rørende og vanvittigt grotesk på samme tid.
At balancere det alvorlige med det komiske er et sjældent talent forbeholdt de bedste. Det er det sværeste, siger min barndomsven. Og han er kongelig skuespiller.
Shout out
Men hvis Weble på ganske genial vis formår at gøre en komplet ensidig karakter til et todimensionelt væsen, der sågar midt i ’Klovn’s hysterisk morsomme og følelsesforladte univers er i stand til at røre sin seer, hvorfor står flere (og større) roller så ikke i kø? Weble har ikke haft en eneste rolle siden ’Klovn’. Jo, igen som unavngiven betjent – nu i ’Forbrydelsen’.
Dette spørgsmål fører mig tilbage til dimissionsfesten.
Min barndomsven er glad, men fortæller mig udenfor med en champagneflaske i hånden, at fremtiden ikke nødvendigvis er så lys, som den nyligt bevingede tale gav udtryk for. At dansk film genbruger og genbruger få skuespillere, fordi det er det mest økonomisk forsvarlige.
Men det er en skrøne, fortæller jeg ham. Forskning har vist, at folk i dag ikke længere køber billetter hovedsageligt ud fra hvilken skuespiller, der spiller hovedrollen.
Lad derfor dette være et shout out til den danske filmbrance: VARIÉR BRUGEN AF SKUESPILLERE!
Og det har slet ikke noget at gøre med, at jeg har en barndomsven, der lige er blevet uddannet som skuespiller (hmm, hmm).
Det har noget at gøre med, at grande (som Pivert ville sige) skuespillere som Jacob Weble kunne være med til at hæve niveauet i dansk film. Hvis han blot fik lov.