Anders Matthesens vagtsomme blå blik afsøger alle kroge af den skyggefulde baggård på Ydre Nørrebro i skarpe ryk. Det skøjter forbi stigen ved siden af ham, forbi det sortmalede plankeværk over for ham, forbi de parkerede christianiacykler, de to forladte bilsæder på asfalten og det krøllede stykke presenning, der klæber sig til betonblokken.
Et øjeblik senere gungrer det hele som en vibrerende mobiltelefon, da et S-tog pløjer hen over den jernbaneviadukt, vi står under, og udvisker lyden af fotografens instrukser. Matthesen tørrer et par svedperler af panden med ærmet af sin dannebrogsrøde lynlåstrøje og folder hænderne tålmodigt på ryggen. Han har en hvid T-shirt på og grå Adidas-joggingbukser, som han selv har klippet over under knæene. En diamant blinker i venstre øre, og om halsen hænger en lang guldhalskæde med et vedhæng, som han ikke ved, hvad forestiller, eller også vil han ikke sige det.
Da han ankom i morges, tronede en sixpence på hans stubbede isse, men efter et sekunds tøven valgte han at lade den blive på kontorlokalet under fotosessionen. Om højre håndled har han viklet en mala, en buddhistisk bedekrans bestående af 108 små træperler, og om venstre sidder et guldur, der går fem minutter foran.
Da togets buldren toner ud, skal Anders ’Anden’ Matthesen skære grimasser. Det plastiske ansigt plirrer med øjnene og zapper fra manisk smil over skeptisk hævet øjenbryn til sur bulldogmund.
Et grin triller ud over mine læber. Han har ellers lige fortalt mig, at han ikke synes, han er særlig sjov i sig selv, at han ikke har funny bones.
Shhh!
Denne gang har multikunstneren Matthesen lavet dét, de fleste mener, han gør bedst og bedre end nogen andre her i andedammen: Et standupshow.
Old-school, en (m)and bevæbnet med mikrofon og et patronhylster med punchlines – uden de konceptuelle krumspring, han har leget med i ’Tal for dig selv’ (2004), ’Anden på coke?’ (2006) og ’ANDERS’ (2013). Titlen er kryptisk, ’Shhh’, og da showet blev annonceret, ville Matthesen ikke røbe, hvad den dækkede over. Inden interviewet har jeg troet, at jeg skulle hive svaret ud af ham. Not so:
»Showet handler om al den støj og larm, der findes i verden og inde i mig. Telefoner, der ringer … folk, der afbryder én … syv forskellige nyhedsudsendelser på én gang med streamer nedenunder … reklamepauser … skilte med budskaber og indtryk overalt … sociale medier. Alle kanaler står åbne på én gang. Jeg følte mig angrebet af det, og showet handler om at prøve at få noget mere fred indeni – og i verden sådan set«, fortæller Anders Matthesen.
Her i kontorlokalet er den 40-årige komiker, heldigvis for interviewet, en snakkesalig fuckfinger til titlens befaling. Han taler længe og levende, forfølger enhver impuls og svinger ofte ud i sidespor, der fører til nye sidespor, og meget af monologen udspiller sig som en imaginær dialog mellem ham selv og en anden. Ikke sjældent med stemmelægning.
Når tankerækken tørrer ud, skyller han den ned med en slurk Cola Zero. Den her er ikke tør endnu:
»Der er så meget, der er nemt at hoppe på. Hvis en eller anden klovn skriver noget ondskabsfuldt på min Facebook-side, og jeg bliver fanget på det forkerte ben, kan jeg godt bruge tre timer af min nattesøvn på at sidde og tage til genmæle. Det er en fejlprioritering, og jeg oplever ofte, at jeg prioriterer skævt. Det er, som om det vigtige drukner i larmen fra alt det ligegyldige pis. Derfor tager jeg meget skrald ind i mine tanker«.
Stilhedens gave
Han forsøger at bære skraldet ud, før det dynger sig op. Da han var i starten af 20’erne, lånte han en PlayStation af en ven, men da han få dage senere indså, at den havde slugt hele hans weekend, afleverede han den straks tilbage.
»Jeg tog den beslutning, at jeg ikke ville være sådan én, der havde spil i mit liv. Det var simpelthen for sjovt. Jeg har det ligesådan med Facebook og den slags. Det kan godt være, at det er skidesjovt, spændende og besnærende, men det er ikke det rigtige liv«, siger han og betoner hvert ord.
»Lige nu har jeg samme problem med nogle af min søns spil på iPad’en, hvor man er slangen og skal æde nogle andre. Jeg kan simpelthen ikke stoppe igen«.
Hvad med din søn og iPad’en?
«Det er en balancegang, for man kan ikke slås mod udviklingen, men altså, stod det til ungerne, spillede de jo døgnet rundt. Det, man kunne gøre, var at give ham noget stilhed hver dag som en gave. Sige: Hver morgen sætter vi os sammen, holder kæft i et minut og mærker, hvordan det føles. Når han bliver seks år, kan vi sætte det op til to minutter, og når han bliver syv, kan vi sætte det op til tre.
Når så han bliver teenager, og der er allermest drøn på, har han måske opdaget, at der kan være en glæde ved at sætte sig ned i et kvarter, tie stille og gå ind i sit eget rum. Det kunne være en modvægt i stedet for at indføre iPad-tid«, siger Anders Matthesen, der ud over Spencer på fem år har to ældre bonusbørn.
Han piller vanemæssigt ved perlerne på højre håndled. Jeg tænker, at jeg var blevet pænt skuffet over at få stilhed i gave, da jeg var fem år, og at alt det her klinger lidt af, at en 40-årig buddhisttype prædiker askese for de unge.
«Det er slet ikke, fordi jeg hader alt nyt. Jeg prøver ikke være en bitter, gammel mand. Man skal ikke vende ryggen til udviklingen, men lære at sortere i alle mulighederne og finde en balance, en måde at være stille med sig selv midt i al larmen. Lære, hvornår man skal lukke ørerne, og hvornår man selv skal holde kæft«, lyder det.
Det stopper aldrig
I øvrigt er det ikke sådan, at han vil tage alle mulige andre i skole og pudse sin egen glorie, understreger han. Han er ikke det gode eksempel, for han har heller ikke selv lært det endnu. At lukke larmen ude. Han falder stadig i »YouTube-gryden«, hvor det ene klip tager det næste i en endeløs række af associationer og relaterede links.
For ikke at nævne de der »håbløse mennesker« på hans Facebook-side, som han bliver rødblisset af ophidselse bare af at tale om.
Jeg kan virkelig blive såret og fornærmet, når folk degraderer mig til at være noget, jeg ikke er
»Jeg kan virkelig blive såret og fornærmet, når folk degraderer mig til at være noget, jeg ikke er, eller skyder mig en skjult agenda i skoene. Man må gerne synes, at det var sjovere i gamle dage, og at jeg har mistet bid – det er en smagssag, og jeg er ikke med i en turnering, hvor jeg slås med de andre komikere.
Men der er fandeme ikke nogen, der skal fortælle mig, at jeg bare er ude på at vride kluden eller malke mine succeser. Sig mig, er du klar over, hvad jeg handler om? Er du klar over, hvor mange timer jeg har ligget vågen om natten for at gøre publikum glade? Er du klar over, hvor mange penge jeg kunne have tjent, hvis jeg var pisseligeglad? Du må da kunne se alle de ting, jeg kunne have lavet en toer af, hvis det var dét, det handlede om?« fnyser han forurettet.
«Når det er værst, kan jeg have fem debatter kørende ad gangen, og så prøver jeg at holde mig væk lidt og lade en administrator skrive i stedet. Og så synes folk, jeg er et iskoldt, arrogant røvhul, fordi jeg ikke har personlig kontakt. Det stopper aldrig«.
Han griner. Halvt af afmagt, halvt af sig selv, tror jeg. Halskædens vedhæng danser på T-shirtens bule, som er vokset siden sidste show.
»Så jo, jeg er ret slem til at dyrke støjen. Jeg har forsøgt at trække mig lidt mere ind i mig selv, virkelig prøve ikke at være på, når jeg ikke har haft noget at sige. Og det er sgu en stor udfordring for en dude som mig, der begyndte at optræde, fordi jeg gerne ville ses og høres.
Når jeg er i min tilbagetrækningsperiode, og der ikke sker noget, kan det være svært ikke at uploade en video på Facebook hver dag eller sige ja tak til at snakke om koldskål i Go’Morgen Danmark. Det gælder om at spørge sig selv: Hvorfor? Har det nogen relevans for nogen? Det handler ikke kun om, hvad man lukker ind i hovedet, men også hvor meget man selv lukker ud og forurener«.
Ikke ét sjovt ord tilbage
Anders Matthesen har været ualmindeligt god til at holde kæft de seneste tre år. Det har han egentlig altid været, når han ikke har været aktuel med et eller andet. Forskellen er bare, at det var han altid op igennem 00’erne, hvor han spyttede standupshows, tv-serier, film og rapplader ud med nærmest overmenneskelig frekvens.
Sådan er det ikke længere. Hans seneste show ’ANDERS’ fra 2013 udkom efter tre års radio silence, og det samme gælder for det nye.
»Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg gerne vil lave noget ordentligt. Det betyder ikke, at jeg kun kan lave én ting ad gangen, og jeg har også forberedt andre ting i de her tre år, som forhåbentlig kommer snart. Men tidligere havde jeg travlt med at høste, hver eneste gang jeg fik en idé. Alt blev brugt til et eller andet, og det brænder man hurtigt ud af.
På et tidspunkt var der intet tilbage, jeg kunne ikke komme i tanke om ét sjovt ord at sige. Energien forlader kroppen, når man styrter tingene ud på den måde. Jeg har prøvet at opdyrke den sans ikke at udgive alt, jeg laver. Man kan godt lave noget bare for at udvikle og fornøje én selv. Det har givet mig et større overskud end nogensinde før.
Var jeg sportsmand, kunne man sige, at jeg aldrig har været i bedre form end lige nu. Ikke fysisk«, smiler han og klapper sig på maven. »Men comedywise føler jeg mig sjovere end i mange år«.
Konen er blevet en elskerinde
Arbejdsnarkomanen arbejder ikke mindre, end han gjorde engang. Det er bare ikke det hele, vi får at se. Musikken har fyldt meget de seneste tre år, men han har tænkt, at der måske ikke var andre end ham, der ville have glæde af det, og det er der utvivlsomt en del musikanmeldere, som vil give ham ret i.
Han har også skrottet to næsten færdige shows for at begynde forfra, fordi han pludselig alligevel ikke syntes, den helt var der.
»Det er jo at modgå den tid, vi lever i, hvor man nærmest ikke kan skrælle en appelsin, uden at alle skal se resultatet«, siger han.
Men han arbejder anderledes. Typisk om natten. Fanger alle forbifarende indfald og fikserer dem i skrift. Skriver i det hele taget meget – erindringer, filmmanuskripter, bogmanuskripter.
»Jeg har altid hadet at skrive. Det har været et nødvendigt onde for mig. Men pludselig føler jeg, at mine tanker bliver kanaliseret godt ud på den måde. Måske fordi det er i den dér stjålne nattetime, hvor jeg ikke må larme for meget. Det kan være, det aldrig skal ud, men lige nu føler jeg, at der er bid«, forklarer han.
»Tidligere var min arbejdsform noget med at løbe rundt på bare tæer ude i haven, skrige med på høj musik og kaste ting og post-its op på væggen. Det har jeg ikke mulighed for mere. Og det har jeg savnet lidt, det kreative værksted. Så nu har jeg købt mig et kontor, et gammelt baghus, som jeg er ved at lægge sidste hånd på, før jeg flytter ind.
Jeg tror, det bliver godt at få et sted, hvor jeg kan kontakte inspirationen. Jeg har haft et arbejdsrum derhjemme, som langsomt er blevet forvandlet til dukkehusopbevarings- og bordhockeyrum. Nu vil jeg have nogle tuscher, som ikke skal bruges til at skrive indkøbssedler med, men kun til at tegne. Jeg vil have et whiteboard uden børnetegninger, som kun er til mine idéer«.
For ti år siden sagde du i et interview, at du var gift med dit arbejde, og at fansene var dine børn, så pigen kunne højst være din elskerinde. Er arbejdet blevet elskerinden i dag?
Anders Matthesen stirrer tomt hen for sig og grubler i ti lange, lydløse sekunder.
»Ja, det er det måske nok«, kommer det nølende. »Det er det måske nok… Eller også er jeg bigamist! Jeg synes ikke, det fylder mindre. Det er ikke en fuldtidskone, det er klart. Det bliver kanaliseret mere ud i, når der er tid. Men det er stadig det, jeg tænker på hele tiden. Hvis jeg er på ferie, så kan jeg sagtens nyde det, men jeg glæder mig til, at jeg skal hjem og arbejde igen«.
»Jeg tænker også, at fansene stadig er mine børn, men de er blevet teenagere i mellemtiden, og det er ikke altid, vi forstår hinanden. Der er mange, der har vendt sig væk, og der er mange haters, hvis man må bruge sådan et moderne ord, som vil bevise, at jeg er en fed idiot. Ligesom man kan fantasere om en drømmekvinde, har jeg inden i mig selv en idé om den ideelle modtager, som jeg gerne vil give et grin, noget lindring, samvær eller nærvær.
Alt, jeg laver, gør jeg med en utrolig omsorg for den indre fan. Hvad ville jeg gerne have, at jeg gjorde, hvis jeg så op til mig? Og langt vigtigere: Hvad ville skuffe mig, at jeg stillede op til? Dét er aldrig kommet til salg. Og forhåbentlig er der en lille splint af den indre fan i alle dem, der tager ind og ser showet«.
Ronkedoren i mørkekammeret
Han optræder mindre, end før ungerne kom til. Han »kan ikke stå, mandag, tirsdag, onsdag og torsdag på Café Kuk-i-Kysen og leve og ånde for standuppen«. Og måske derfor er der mange, der går og tror, at han har isoleret sig fra miljøet. En ronkedor, blev han for nylig kaldt i et stort dagblad. Han slår det hen med et fnis.
»Det er efterhånden blevet gjort til, at jeg går ind i et mørkekammer og ikke ser solens lys i tre år«, siger han.
»Det var da skidesjovt dengang, men det var også med lidt for mange bajere, lidt for mange smøger, lidt for mange shawarmaer om natten og fest fire dage om ugen. Efterhånden begynder dem, man svinger godt med, jo lige så stille at blive gift og få børn og forsvinde fra miljøet.
Når man så selv får en familie, bliver man nødt til at være dér i et eller andet omfang. Og hvis man er væk i et par måneder, og der kommer en ny generation til, bliver man hurtigt til en af de dér gamle idioter. Ligesom da vi selv startede og syntes, at nogle af de andre var nogle gamle røvhuller«.
Er standup et young man’s game?
»Jeg havde en bit om musik på et tidspunkt, hvor jeg snakkede om Rockers by Choice og Back to Back. Der kom min bror hen efter showet og sagde, at det var godt nok nogle gamle referencer at trække frem. Og jeg tænkte gud ja, det kan jeg da godt se.
Jeg vil ikke holde mig ung med de unge bare for at være funky
Jeg kan huske, da jeg startede, at nogle af de ældre komikere snakkede om McCloud, mens jeg stod og tænkte who the fuck? Hvis jeg står og snakker om ’H.O.P.L.A.’ og ’Ugen der gak’, så kan jeg hurtigt hægte alle af, der er født inden for de sidste 30 år. Der har jeg ikke en direkte adgang til den mest moderne skuffe med referencer i, og det problem bliver nok større i takt med, at man bliver ældre. Men jeg vil ikke holde mig ung med de unge bare for at være funky«, siger Matthesen og tilføjer:
»Jeg tror ikke, man kan sige noget generelt om det. En af de største for mig var George Carlin, og han blev kun bedre med alderen, synes jeg. Når jeg har haft en romantisk stund, har jeg tænkt på, at jeg glæder mig til at komme til Silkeborg med langt hvidt skæg og se, om folk stadig sidder i salen, når jeg bliver 80 år«.
»Men omvendt er jeg ikke forhippet på at blive ved for enhver pris. Hvis jeg pludselig føler, at skrivningen er en bedre kanal for det, jeg gerne vil sige, så skifter jeg uden at se mig tilbage. Standup er så ærlig en måde at optræde på, at jeg tror, man er nødt til at være helt til stede. Jeg tror ikke, man kan forsvinde i ti år og så vende tilbage og lave ’greatest hits’ med de samme virkemidler«.
Han rykker på sig i stolen.
»Jeg kom ind i standup ved et tilfælde, og så opdagede jeg, at jeg åbenbart havde et eller andet talent for det. Men jeg har aldrig følt mig særlig forbundet med standup som fænomen. Folk kommer tit hen og spørger, om jeg har set Pablo Francisco eller Louis C.K. eller Bill Burr eller ham med bugtalerdukken. Og jeg må sige: Nej, og jeg kommer nok heller ikke til det, for hvis jeg får et hul i aften, vil jeg hellere se ’Goodfellas’ eller ’Amalies verden’ eller noget tredje. Jeg er ikke en comedydyrker, og måske er der nogen, der tror, at det er noget nyt – at jeg har vendt ryggen til genren.
Men sagen er, at jeg aldrig har været vildt interesseret i standupcomedy som genre. Det dér med titler svarer jo bare til at lave et hold. ’Vi er vi standupkomikere, og derovre har vi revyen, dem kan vi ikke lide’. Det blev jeg irriteret over, allerede da jeg startede. ’Standup er ikke figurer’, sagde de. Det skulle jeg vise dem, at det var, og så lavede jeg Stewart. ’Standup er ikke sang’, sagde de, og så begyndte jeg at synge.
Jeg syntes, det var underligt, at vi skulle dyrke en identitet, hvor vi gik rundt i sorte T-shirts og var sure på verden. Det kan da godt være, at jeg ikke har så meget kontakt til de dér sorte T-shirts. Men jeg har ikke vendt ryggen til alle de venner og roaddogs, jeg har haft i 20 år«.
Hyldesten der landede forkert
Jeg kigger forlegent ned ad mig selv og min emo-sorte T-shirt, men Anders Matthesen ænser det ikke. Han har talt sig varm. Kinderne rødmer igen.
»Da jeg lavede ’Anders Matthesen … vender tilbage’, stillede jeg scenen til rådighed for alle komikere og sagde: Den er åben hver dag, inden jeg optræder, hvis nogen vil have et publikum på 2.500 mennesker. Det var The American Way, alle fik en chance, uanset hvor god eller dårlig man var. Det blev jo hurtigt gjort til, at det bare var en udspekuleret måde at få gratis opvarmning på«.
Har du følt dig tættere knyttet til standup, end du gør i dag?
»Ja, jeg havde nogle år, hvor jeg følte en kæmpe taknemmelighed over for genren. Efter at jeg havde brudt alle rammerne ned med ’Tal for dig selv’ og ’Anden på coke?’, lavede jeg ’Anders Matthesen … vender tilbage’ for at hylde kollegerne, genren og ikoner som taburetten og mikrofonen. Og det landede lidt forkert. Jeg gjorde det i et udslag af taknemmelighed og godgørenhed, men jeg syntes, det blev misforstået, som om jeg forsøgte at tage ejerskab over genren«.
Et spejlæg i panden
Anders Matthesen er en mand, næsten alle har en holdning til. De fleste har også en idé om, hvad han er for én. En del har endda en historie på lager om en vens vens granfætter, der mødte ham på en café engang. Ofte modsiger forestillingerne hinanden. Den arrogante krukke, den private familiefar, den bitre gamle mand, gadedrengen fra Albertslund, mandschauvinisten, fredspibebuddhisten.
»Det er ikke altid, folk forstår ironien. Jeg vil ikke udlevere en facitliste, hvor der står: Jeg mente joke nr. 1, joke nr. 2 var mere en karikatur osv. Jeg håber, at folk kan mærke mig skinne igennem som person. Men det er ikke altid, de kan det. Især i starten var der mange piger, der troede, jeg var mandschauvinist, men de fleste af dem har vist efterhånden fundet ud af, at det altså er for sjov«.
»Det hænder dog, at jeg bliver taget til indtægt for et eller andet. Nogle vil altid misforstå én ligegyldigt hvad. Der er folk, som seriøst spørger, om jeg er uvenner med Mick Øgendahl, fordi vi har drillet hinanden lidt på nettet og i vores shows«, fortæller manden med de mange ansigter.
Den Anders Matthesen, jeg tilbringer en torsdag formiddag med, er overmåde åben, nærværende, imødekommende og tjenstvillig. Han er også stolt og ærekær, han er ydmyg uden at være falsk beskeden, og han er bevidst om sin position, som han synes, han har gjort sig fortjent til.
Det er lige voldsomt nok at kalde det en magtposition, synes han, men han ved godt, han har en indflydelse på sit publikum. Det bliver han mindet om, når ekspedienten i et ishus på Bornholm fortæller ham, at han har et spejlæg i panden (fra ’Anders Matthesen … vender tilbage’), eller når der kommer en dreng over og erklærer, at han er begyndt at stå i højre side af rulletrappen og gå i venstre, sådan som ’Anden’ har sagt. Hvad Anders Matthesen siger på scenen, har det med at give ekko i de øregange, ordene finder vej til. Det har han i baghovedet, når han skriver sine shows.
Vi har de der velgørenhedsshows, hvor vi giver penge væk til nogle mennesker, som vi har taget alting fra i første omgang
»Jeg vil gerne tale om noget af det, der sker i verden. Om hvordan jeg reagerer, når jeg hører, at vandstanden stiger, og verden er på vej ud over kanten. Det er sjovt at udstille hykleriet i, at når man køber en hybridbil, så køber man samtidig et alibi for at køre rundt i bil, og så slipper man for at tænke mere over det. Ligesom vi har de der velgørenhedsshows, hvor vi giver penge væk til nogle mennesker, som vi har taget alting fra i første omgang, fordi vi ikke vil dele, men gerne dele ud.
Det synes jeg både er vildt morsomt og vigtigt at få vendt. Hvis folk så bare tager det som to timers spas og løjer, så gør det heller ikke noget. Det kan sgu kun være godt i den her verden at komme ind og grine i to timer. Det er der også en ro i. Selvom et grin larmer, så er der ikke mental larm imens. Man kan ikke tænke, mens man griner«, filosoferer han.
For første gang utålmodig
På vej tilbage fra baggården under jernbaneviadukten spadserer Anders Matthesen raskt af sted med et strå i mundvigen, imens han sludrer med fotografen om tandfeer, præmature fødsler, babyer med kolik og babyer, der ikke vil sove.
Vi standser ved en OK-tankstation i et trafikeret gadekryds, hvor fotografen vil skyde de sidste billeder. Komikeren er begyndt at kede sig. Han gaber gentagne gange med hele kroppen, armene strækker sig mod solen, mens munden skruer sig så langt op, at man frygter, kæbens tandhjul vil knække.
Matthesen tripper, mens fotografen indstiller kameraet. Han har været artigheden selv indtil videre, nu er han for første gang ved at blive utålmodig. Der er kun et kvarter til næste interview – det vil sige ti minutter på hans travle guldur. Han er nervøs for, at tidsplanen vil skride. Fotografen giver sig til at pakke sammen, men så tager Matthesen sig i det, lukker larmen ude og stiller alligevel op til en sidste serie.
Denne gang skal han dreje hovedet hurtigt fra side til side som et pendul i et bornholmerur. Det gør han så. Mens bilernes susen skærer sig gennem sommeridyllen, står Anders Matthesen på en tankstation med lukket mund og virrer med hovedet. Og ligner en mand, der stadig spejder efter stilheden midt i støjen.
Et balancepunkt mellem mørkekamre og iPads, som findes et sted imellem den buddhistiske bedekrans på højre håndled og gulduret på venstre, der går fem minutter for hurtigt.
Anders Matthesens nye standup-show, ‘Shhh’, har premiere 2. september. Se den landsdækkende turnéplan på Anden.dk.