‘BoJack Horseman’ – sæson 3
I Austin Kleons fine lille håndbog ‘Steal Like An Artist’ findes en hjælpsom graf over kreative processers op- og nedture.
Grafen starter på toppen: »This is the best idea ever«. Derfra daler humøret støt: »This is harder than I thought« – »This sucks and it’s boring« – »(Dark night of the soul)«.
Til sidst går det igen lidt opad. »It will be good to finish because I’ll learn something for next time«, trøster den kreative sjæl sig selv i slutfasen og endelig: »It’s done and it sucks, but not as bad as I thought«.
Kleons graf opsummerer smukt den overordnede spændingskurve i hver af de tre hidtidige sæsoner af ‘BoJack Horseman’.
Ikke mindst fordi de alle har haft et kreativt projekt som narrativ rygrad. I sæson et skulle den fallerede tv-stjernes karriere genlanceres med en selvbiografi. Sæson to gik med at indspille comeback-filmen ‘Secretariat’. Og i sæson tre skal sportsdramaet lanceres, mens dets stjerne køres i stilling til en Oscar. Hver gang tager BoJack hul på opgaven med om ikke optimisme, så i hvert fald en grundlæggende tro på, at tingene godt kan lykkes for ham.
Hvorefter alting begynder at falde fra hinanden.
Som seer af den animerede voksenserie indløser man billet til hele den hjerteskærende deroute, fordi hovedpersonen er en paradoksalt elskelig figur. Selvoptaget og sulten efter anerkendelse, men også sårbar og mentalt nødstedt. Splittet mellem jagten på massernes tilbedelse og drømmen om at gøre en forskel. Opfarende og urimelig på den ene side, kompromisløs og skarpsynet på den anden.
En perfekt, tragikomisk antihelt, med andre ord.
I kredsløb omkring BoJack bevæger sig et broget persongalleri, som hver især komplementerer og belyser forskellige sider af hovedpersonen. De har også deres egne liv og skæbner, som serien følger med vekslende held. Den lalleglade tv-personlighed Peanutbutter og den småt begavede hangaround Todd leverer comic relief, som ofte er sjovt, men nogle gange anstrengt. Omvendt giver PR-medarbejderen Dianes graviditet anledning til en forrygende satire over amerikanske attituder til abort og popstjerner, som er et af sæsonens komiske højdepunkter.
Serien tager inspirerede chancer undervejs. Som i afsnittet ‘Fish Out of Water’, hvor BoJack besøger en filmfestival under vandet, og hele turen skildres som ordløs stumfilmskomik tilsat et syret sci fi-soundtrack. Eller ‘BoJack Kills’, en letbenet lille krimi-satire, men måske især ‘That’s Too Much, Man!’, hvor vores hovedperson tager på en månedlang druktur i selskab med popstjernen Sarah Lynn. Det ene blackout tager det andet i en desorienterende strøm af stadigt mere galgenhumoristiske og hjerteskærende sekvenser.
Alligevel begynder der ved sæsonens afslutning at melde sig en vis metaltræthed. Måske først og fremmest ude foran skærmen.
Tegneserietegner Lisa Hanawalts designs giver fortsat ‘BoJack Horseman’ et udtryk, som er seriens helt eget, også selvom animationen højst kan kaldes formålstjenlig. Og Will Arnett leverer i hovedrollen en stemmepræstation, der kandiderer til den mest nuancerede nogensinde i en animeret tv-serie. Det er ham, der i tandem med den skarpe dialog, gør narcissisten BoJack til en uafrystelig fiktionskarakter.
Men vi har set det hele før, og forfatter Raphael Bob-Waksbergs utrættelige indsats for at føje endnu flere nuancer til karaktererne kan ikke undslippe ”the law of diminishing returns”, for nu at låne et udtryk fra økonomiens verden.
Seriens grundtema – kan et menneske forandre sig fundamentalt? – sættes på sin vis i relief af BoJacks gentagne moralske op- og nedture. Hver gang han næsten finder frem til en bedre udgave af sig selv, men fejler, understreger det pointen om vores grundlæggende uforanderlighed. Men vi har hørt dén pointe før, og en del af seriens appel i de første to sæsoner var, at karaktererne faktisk viste potentiale for forandring. Det gør de ikke rigtig i sæson tre.
‘BoJack Horseman’ er stadig en animeret tv-serie i absolut særklasse, men den har brug for en saltvandsindsprøjtning, og enkelte nye figurer som den diabolske publicist Ana Skopitana kan ikke helt gøre det.
Måske bør næste sæson kalkeres over en helt anden graf?
Kort sagt
I sin tredje sæson er den animerede voksenserie ‘BoJack Horseman’ stadig et velskrevet og genuint vedkommende karakterstudie. Men sæsonen er også – desværre – mere af det samme, og metaltrætheden er begyndt at sætte ind.