På lørdag er det muligt at opleve musikken fra filmene fra Danmarks største instruktør, Lars von Trier, i Koncertsalen. Mange forbinder nok den kontroversielle auteur med stor, alvorlig filmkunst, og han har da også brugt en del rettighedspenge på stykker af kanoniserede klassiske komponister som Georg Friedrich Händel og Richard Wagner. Men Triers geni er, at han ser løsninger og sammenhænge, hvor ingen andre gør. Således har han på suveræn vis brugt musik af David Bowie og det engelske one hit wonder-band fra 1960erne Procol Harum og lavet en film bygget op om musik af Björg. Vi guider her til vores bud på de eklektiske musikalske højdepunkter fra Lars von Triers film.
‘Antichrist’: ‘Lacia Ch’io Pianga’ – Georg Friedrich Händel
Prologen til Lars von Triers ’Antichrist’ er noget af det mest dragende, stiliseret uhyggelige, der er skabt på film.
Sekvensen er mesterligt orkestreret med forældrenes samleje, der udvikler sig fra brusebadet, opad vaskemaskinen og ender på stuegulvet, samtidig med sønnens nedstigning fra tremmescenen, op i vindueskarmen og ud igennem vinduet og ned i døden. Og selvfølgelig har geniet Trier et es i ærmet.
Filmens udsagn om, at det ikke er naturen, der er ond – den er bare ligeglad – men derimod menneskene selv, der er antikrist, understøttes i filmens slutning, da Trier trækker sin trumf. Vi ser prologen færdig, og her afsløres det, at moderen ser sønnen, der falder ud af vinduet, men vælger at forholde sig passiv for at jagte et liderlighed. Det er gysende, og for denne skribents vedkommende, skal det stykke musik høres mindst muligt fremover.
’Breaking the Waves’: ’A Whiter Sade of Pale’ – Procol Harum
Silhuetterne af hustage anes langt i fjerne, mens en gigantisk mørk sky truer det sidste sollys. Men gryer dagen, eller er natten først ved at rulle ind over den lille by? Sådan ser begyndelsen af kapitel fire af ‘Breaking the Waves’ ud (det kan ses efter et minutter og 36 sekunder).
Hvert kapitel indledes med et tableau, som den danske kunstner Per Kirkeby har lavet, og et stykke musik. Det stærkeste tableau, er det, der indleder kapitel fire, der hedder ’Jan’s illness’. Musikken er Procol Harums stemningfulde ’A Whiter Sade of Pale’, der er fyldt med metaforer, der kredser om sex og sex som en metafysisk rejse. Det knytter an til Bess’ senere seksuelle Golgata, da hun går på rundtur blandt sømændene på havnen for at udfri sin mands pinsler i sygesengen. Det resulterer i hendes død, og derfor fungerer sangens indledende orgellyde, som et forvarsel om Bess’ skæbne. Skyen er formentlig på vej til at dække byen.
’Dogville’:’Young Americans’ – David Bowie
Lars von Trier har aldrig været i USA på grund af flyskræk, men det afholder ham ikke fra at tage fat om roden ved nogle af landets grummeste problemer. Her i ’Dogville’ er der referencer til McCarthyismen, Richard Nixon og Rosa Parks i den mest direkte politiske scene i Lars von Triers oeuvre. Den kommer under rulleteksterne, da David Bowies ’Young Americans’ spiller akkompagneret af fotograf Jacob Holdts billeder af fattige hovedsageligt sorte amerikanere. De følger en film, der har afsøgt den menneskelige/dyriske trang til hævn, da Nicole Kidmans Grace mejer en hel landsby ned, da hendes gangsterfar giver hende chancen for at tage hævn over landsbyboernes dårlige behandling af hende.
»Do you remember your president Nixon, do you remember the bills you have to pay for even yesterday«, synger Bowie i sin plastic soul-klassiker. Ingen slipper ustraffet for deres handlinger – slet ikke amerikanere, der hylder selvtægt og krigstrang i deres nationalsang med ordene ’land of the free, home of the brave’, men ikke vil rejse sig for Rosa Parks i bussen – eller forsvarer den ligeledes fremmede Grace.
Det er ikke kun et musikalsk højdepunkt i Triers karriere, det er nok den mest potente slutsekvens en dansk instruktør nogensinde har lavet.
’Dancer in the Dark’: Björk & Lars von Trier – ‘I’ve Seen It All’
Ikke alene har Trier skabt billederne til dette musikalske højdepunkt, han har også lavet musikken. I samarbejde med den islandske weirdo-prinsesse Björk, der spiller hovedrollen som Selma, skrev han al musikken til den film, som han vandt Guldpalmen for i Cannes i 2000.
’Dancer in the Dark’ er en musical, der indeholder den klassiske mængde sange og koreograferede dansenumre, men filmen er dyster. Selma lider af en øjensygdom, og hun ser stadigt dårligere, indtil hendes syn forsvinder helt. I denne scene giver hun pokker i det og tager brillerne af, men Jeff spørger, om hun da ikke vil savne alt det, hun aldrig får at se.
Togets rumlen på skinnerne skaber nummerets rytme i et kongenialt stykke konkret musik, hvor også omgivelserne pludselig understøtter nummeret. Et par lystfiskere kaster synkront snøren ud, mens Jeff spørger »men vil du da ikke se Niagara Falls og vilde elefanter?«, hvortil Selma svarer, at hun har set alt. Den største og smukkeste verden er alligevel ikke en, der lader sig se med det blotte øje.
De hidtil tavse arbejdsmænd gentager hendes svar på alt det, hun tilsyneladende går klip af som et græsk kor, der senere skal vise sig at være profetisk. Hun har ikke kun set alt, fordi hun er ved at blive blind, men fordi hun senere idømmes dødsstraf.
Sangen blev nomineret til en Golden Globe, og Trier fik sin hidtil eneste Oscar-nominering for musikken til filmen. Det er åbenbart sådan, han har bedst chancer i Hollywood.
’Melancholia’: Richard Wagner ’Tristan & Isolde, prelude’
‘Melancholia’ blev til under en af Lars von Triers mange stærke depressioner, og intet sted ses det stærkere end i filmens indledning, der ender med Jordens undergang – intet mindre.
Depressionen manifesterer sig fysisk i naturen. Billederne af Kirsten Dunst, der bevæger sig rundt i en stor have og skov, mens hun ofte holdes tilbage af naturen, kører i superslowmotion. Selv i bryllupskjole på det, der skulle være en lykkelig dag, kan hun dårligt bevæge sig. Det er, som om hun bevæger sig under vand. Hendes nærmeste synes at fremstå i uvirkeligt skær. Alt imens nærmer en planet sig Jorden. En hest falder om – selv naturen synes at bukke under for sindets altødelæggende depression.
Sekvensen er overlegent bygget op i al sin langsommelighed. Wagners hjemsøgende toner fra præludiet til ’Tristan & Isolde’ slæber sig afsted med livets uundgåelighed langsomhed, men stiger til et crescendo, indtil den gigantiske planet opsluger Jorden og alt liv.
Sekvensen er måske det mest direkte udtryk for Lars von Triers plagede sind, og det er en følelse, der er ramt rent på kornet.