Jonah Hill knokler forgæves mod drengerøvshumor i krigskomedien ‘War Dogs’

Amoralsk afskum der søger at tjene på krigshandlinger og måske opfordre til selvsamme for egen vindings skyld: War dogs. Det er en titel kastet på magtfulde mænd som Dick Cheney og George W. Bush, og det er netop der i toppen af bureaukratiets kontorer, at disse krigshunde vogter deres egne interesser. De virkelige våbenhandlere David Packouz og Efraim Diveroli holdt sig også højt hævet over krigens rædsler, mens de tjente styrtende på salg af krigsmateriel under krigen i Irak og Afghanistan.

Det er alvorlige sager, men Todd Phillips, instruktøren bag ’The Hangover’-filmene og ’Old School’, har valgt at tage lidt lettere på tingene i filmen om Packouz og Diverolis eskapader, hvis titel snildt kunne have været ’War Buds’. Dens manus er proppet med bong-snak, ’Scarface’-fandom og bro-udsagn, som var det amen i kirken.

David (Miles Teller) og Efraim (Jonah Hill) har været hinanden bedste venner fra barns ben, og da Efraim vender tilbage til deres hjemby, Miami Beach, osende af succes og overmod, bliver den hårdt prøvede massageterapeut Davids drømme om rigdom og en nemmere tilværelse antændt. Hills Efraim er, med sit smørhår, appelsinjuice-tan og sorgløse, men påtagede grin, billedet på livet i toppen af hakkeordenen.

Hvordan kom han dertil? Efraim har fundet en mindre kendt klausul, der gør det muligt for små selskaber at levere våben til det amerikanske militær – eller som han selv forklarer det: »En regel der gør det muligt for alle lilleputterne at få et trofæ, selvom kun én fortjener det«.

De griber muligheden velvidende, at det er svimlende ulovligt, og ulovlighederne hober sig op i samme tempo som deres privatliv falder fra hinanden.

Men det var folkene bag ’War Dogs’ vist i tvivl om, hvorvidt publikum ville opfatte.

Filmen lader David fortælle det hele gennem en utidig 90’er voice over uden Martin Scorseses kant eller Guy Richies galgenhumor. Sikkert dræner det spændingen ud af filmen ved konsistent ikke at bidrage med noget som helst og til gengæld understrege, hvor ganske lidt skuespillerne har at arbejde med fra manuskriptets side.

Karaktererne er fladere end et A4-ark i en papirpresse, og det er kun Jonah Hill, der formår at puste liv i ’Scarface’-fanatikeren (muligvis Jordens mest letkøbte reference) og den grænsepsykotiske Efraim med en tilstedeværelse og timing, der løfter filmens underholdningsniveau betydeligt.

Modsat er Tellers David kedsommeligt vag. Der er ingen Chaning Tatum-Jonah Hill magi som i ’21 Jump Street’ i Teller-Hill kombinationen, der mest af alt ligner en nyrig og hans protegé tilføjet en masse bro-variationer for at kvikke den uinspirerede dialog op.

Samme mangel på inspiration viser sig i humoren, der forfalder til uopfindsomme din-mor-jokes, bandeord og tilsvininger, som grænser til direkte fjendtlighed. »I’m in a muslim country, I can’t even get a blow job« og »that’s why I work in armsdealing. No women« er her unødvendige sucker punches frem for lattervækkende knock outs.

---

Kort sagt
Forsimplet, fjendtlig humor og bro-jokes kan ikke ruske op i hverken Miles Teller eller manuskriptet om våbenhandel i ’War Dogs’, der i stedet sikrer handlen med rivaliseringsplaner og en solid præstation fra Jonah Hill.