Stor guide: Her er de bedste skæve vampyrfilm i nyere tid

Stor guide: Her er de bedste skæve vampyrfilm i nyere tid

Enhver ved, hvordan en vampyr ser ud. Og har du set ’Dracula’, er du slet ikke i tvivl: En vampyr er en bleg mand med sort kappe og hugtænder, der lever om natten og primært tænker på, hvordan han kan drikke dit blod. Og så optræder vampyrer næsten altid i horrorfilm, hvis primære formål er at skræmme folk.

Men nej. Guillermo del Toros tv-serie ’The Strain’, der netop har haft premiere på tredje sæson i USA, har pillet ved opfattelsen af, hvordan en vampyr kan se ud. Men nu bliver dit syn på vampyrer måske ændret endnu mere. For de blodtørstige nattemennesker er langt fra den homogene masser, mange måske stadig forbinder med vampyr.

Den kommende bog ’VAMPYR’ af Andreas Halskov og Henrik Rytter ser på genren, og vi har fået de to forfattere til at guide os til oversete og underkendte vampyrfilm, der viser alle de udformninger og afskygninger, vampyrer og filmene om dem også kan have.

Til efteråret udkommer ’VAMPYR’ (Rytter & Halskov) på forlaget Lindhardt & Ringhof. Dele af denne artikel er omskrevet fra afsnit i ’VAMPYR’.

’Martin’ (1977) – George A. Romero

1970’erne var på mange måder en overgangsfase i filmhistorien, og en række af de filmiske nybølger, som slog igennem i 1960’erne og 1970’erne, smittede også af på tidens vampyrfilm, som på den ene side blev mere kunstneriske og grænsesøgende, på den anden side mere rå og realistiske. Film som ’Valerie and Her Week of Wonders’ (1970), ’Daughters of Darkness’ (1971), ’Ganja & Hess’ (1973), ’Captain Kronos’ (1974) og Werner Herzogs remake af ’Nosferatu’ (1979) udfordrede genren og eksperimenterede med genrekonventioner samt gængse fortælleteknikker.

Mindst lige så interessant var dog filmen ’Martin’, som blev skabt af George A. Romero i 1977. Ti år forinden havde Romero fornyet zombiegenren med nyklassikeren ’Night of the Living Dead’ (1968), men selv har han peget på ’Martin’ som sin yndlingsfilm.

Vampyrfilmene var i sine første mange år præget af de klassiske forestillinger om hvad en vampyr var for en størrelse, og navnet Dracula var nærmest synonym med denne opfattelse, der tematiserede de udødes kamp mod menneskeheden. Derfor var det måske meget sigende, at vi med ’Martin’ skulle få et hovedværk inden for vampyrfilmen, der pegede langt væk fra den traditionelle vampyrmytologi og i stedet prøvede at bruge vampyrkarakteren som en meget mere nuanceret, genkendelig og til tider realistisk karakter.

Alene filmtitlen ’Martin’ fortæller os – i modsætning til det eksotisk klingende Dracula-navn – at vi her har at gøre med en karakter, der kunne være hentet fra den skinbarlige virkelighed, og hovedkarakteren ser på ingen måder aristokratisk, overnaturlig eller monstrøs ud. »He could be the boy next door« lyder en af filmens taglines, mens vampyr-relationen afsløres ved to af filmens andre taglines: »A Vampire for Our Age of Disbelief« og »Heir to the Blood Lust«. Filmen bruger da også mestendels vampyrismen som en metafor for misbrug og smittefare, noget som senere skulle blive en helt almindelig trope i vampyrfilmen.

’Near Dark’ (1987) – Kathryn Bigelow

I 1980’erne så man en række populære og ofte interessante vampyrfilm, som på forskellige måder blandede ungdomsfilmen med vampyrgenren og som ofte spillede på vampyrkarakterens coolness. Med film som ’Fright Night’ (1985), ’Vamp’ (1986) og ’The Lost Boys’ (1987) blev vampyrens attråværdige outsiderkarakter slået fast, og pludselig mindede vampyren mere om den farlige fristende motorbølle i 1950’ernes juvenile delinquent-film, end om monstret Grev Orlok fra ’Nosferatu’. I ’The Lost Boys’ bruger man sågar overtoninger til at skabe en sammenhæng imellem de lækre vampyrer og Jim Morrison – rockstjernen og kvindebedåreren over dem alle.

Årtiet havde også andre vampyrfilm at byde på, og en af disse blev instrueret af Kathryn Bigelow, der i dag kendes mere for actionfilmen ’Point Break’ (1991) og krigsfilmen ’The Hurt Locker’ (2009). I 1987 lavede hun dog den fine vampyrfilm ’Near Dark’, som lader handlingen udspille sig i en lille by i den amerikanske midtvest, hvormed den på fornem vis kobler vampyrgenren med frontier- og westernmytologien. Samtidig handler filmen om en vampyrfamilie, som prøver at overleve på vejen, og således abonnerer den også på elementer fra roadmoviegenren.

Idéen med filmen var netop at skabe en westernfilm i nye klæder, og ’Near Dark’ markerer en interessant, nyskabende og på mange måder vellykket kombination af de tre genrer: vampyrfilm, western og roadmovie. John Carpenter har senere forsøgt at gøre Bigelow kunsten efter med filmen ’Vampires’ (1998), og det samme kunne siges om ’Abraham Lincoln: Vampire Hunter’ (2012), men ’Near Dark’ står tilbage som en mere stemningsfuld og helstøbt film end dens aflæggere. Tv-serien ’Preacher’ (AMC, 2016-) står også, helt indiskutabelt, i gæld til Bigelows film.

‘The Addiction’ (1995)

’Martin’ har ikke levet forgæves, for ud af dens spor er der kommet interessante moderne film, såsom den franske ’Trouble Every Day’ (2001), den svenske ’Lad den rette komme ind’ (2009) og den amerikanske ’Only Lovers Left Alive’ (2013) instrueret af Jim Jarmusch. Disse film har dog fået en del omtale, og kritikerne har allerede rost dem som moderne eksempler på kunstneriske vampyrfilm og stemningsfulde blandinger af rå ungdomsfilm og melankolsk overnaturlighed.

Her skal det derfor i stedet handle om en lille filosofisk vampyrfilm fra 1995, en film der ligesom ’Martin’ handlede om stofmisbrug og smittefare. Dette kunne man ligefrem se af titlen: ’The Addiction’. Abel Ferraras film er skudt i sort/hvid (ligesom ’Nadja’ fra 1994), og den indtjente kun cirka 300.000 dollars ved billetlugen.

Modtagelsen har været blandet, men dens forrygende blanding af low-key-belysning, montageklipning (man klipper blandt andet imellem den unge kvindelige vampyr og en barmfager statue) og arkivbilleder skaber en ret interessant æstetik, og dens blanding af poetiske billeder og håndholdt kamera vækker mindelser af både fransk impressionisme og Dogme-bevægelsen.

Og også på handlingsplanet er filmen en blandet landhandel – med filosofiske dialoger (store dele af handlingen udspiller sig i og omkring et filosofilokale), frække møder og hallucinatoriske sekvenser.

‘Dracula: Pages from a Virgin’s Diary’ (2002) – Guy Maddin

I den absolut mest artsy afkrog af vampyrgenren finder vi Guy Maddins film ’Dracula: Pages from a Virgin’s Diary’. Maddin er kendt som en radikalist, der ofte henter sin inspiration fra gamle stumfilm, og som gerne blander elementer, som sjældent – om nogensinde – har været kombineret før. Dette er således også tilfældet i Maddins mærkværdige, men smukke filmatisering af Bram Stokers ’Dracula’.

’Pages from a Virgin’s Diary’ er produceret for sølle 1,7 millioner dollars, og den er skudt som en stumfilm, i sort/hvid og med mellemtekster. Filmen er en radikal fornyelse af vampyrgenren, men den henter sine grundlæggende bestanddele fra genrens grundfortællinger og urmyter. Den har hentet sin handling fra Stokers victorianske klassiker, og den har hentet sin filmiske stil fra F.W. Murnaus stumfilmsklassiker ’Nosferatu’.

Samtidig er den lavet som en balletopførelse med en asiat i hovedrollen som grev Dracula, og således knytter den også an til de asiatiske vampyrfilm, som vi har set i de seneste årtier. Maddins film er næppe for alle, men den er et godt eksempel på, hvad vampyrfilm også kan være: farlig, forførende og fremmedartet. Ikke ulig den vampyr, som har lagt navn til filmen.

’Thirst’ (2009) – Park Chan-wook

I den vestlige verden oplever vi på mange måder Hollywood som det filmiske centrum. Det er Hollywood, som europæiske filmfolk migrerer til, og det er Hollywood, som de europæiske filmstrømninger forsøger at efterligne eller danne en kontrast til. I denne forbindelse glemmer vi ofte de lange og store traditioner, som er sprunget frem i de asiatiske filmindustrier, hvor der i årtier har været en stærk tradition for vampyrfilm

Her skal det dog handle om en nyere afart af asiatisk vampyrfilm, dette i form af den sydkoreanske film ’Thirst’ (2009), der handler om en præst, som smittes af vampyrisme. Denne film af den hæderkronede instruktør og manuskriptforfatter Park Chan-wook baserer sig på en historie af Émile Zola, og den vandt juryens pris ved Cannes-festivalen i 2009.

Brugen af farver og lyssætning er ret forrygende (med mange mørke, blå og grønlige toner), og dens skift imellem lange tableauagtige indstillinger og pludselige, uformidlet klip skaber en til tider surrealistisk oplevelse. Nogle scener – eksempelvis en central scene, som foregår i en vandseng – formår at påvirke tilskueren på mange forskellige måder over ganske kort tid.

Det er seksuelt pirrende, når hun grådigt slikker ham på brystkassen, men ualmindeligt skræmmende, når vi pludselig ser ham i nogle uhyggelige nærbilleder med et vanvittigt smil på munden. ’Thirst’ er en blanding af den kunstneriske vampyrfilm og den mere erotiske stil, som man har set i vampyrgenren i årevis.

‘Daybreakers’ (2009) – Michael Spierig

»No one grows old. And the remaining humans are hunted«. Således lyder taglinen til en anden af det nye årtusindes interessante og nævneværdige vampyrfilm. ’Daybreaker’ er en australsk-amerikansk vampyrfilm, som blander horrorelementer med træk fra science fiction-genren. Tonen i filmen er kold og blålig, og vi er ude i en større og dyrere produktion end flere af de førnævnte (med et budget på cirka 20 millioner dollars og en billetindtjening på mere end 50 millioner dollars). Det er i det hele taget også en voldsommere og mere effektdreven film.

I ’Daybreakers’ er størstedelen af den menneskelige befolkning blevet smittet af en vampyr, og dette har skabt en næsten postapokalyptisk tilstand, der kunne minde om tidens populære zombiefilm.

Handlingen i ’Daybreakers’ spiller på vores latente frygt for kaos og undergang, og den trækker alle de elementer i spil, som vi kender fra tidens amerikanske biografbaskere. Ethan Hawke var skeptisk ved at deltage i filmen, idet han angiveligt var kritisk overfor genrefilm, men dette er et vellykket eksempel på en moderne genrehybrid, og den blander elementer, som man traditionelt er gode til i Australien og USA. Australien har produceret en række stemningsfulde science fiction- og katastrofefilm for lave budgetter, og Hollywood er gode til det store udtryk og de effektfulde spektakler. ’Daybreakers’ trækker på begge disse traditioner.

‘What We Do in the Shadows’ (2014) – Jemaine Clement & Taika Waititi

Forskellige værker rummer forskellige typer af vampyrer, og disse afspejler sig også i nogle nyere, selvbevidste vampyrfilm, som på postmoderne vis leger med genrens faste konventioner og de tilbagevendende arketyper. Et komisk eksempel på en selvrefleksiv meta-vampyrfilm finder vi i mockumentaryen ’What We Do in the Shadows’ – en film som blev produceret i New Zealand af skaberne bag komedieserien ’Flight of the Conchords’ (2007-2009).

I denne film, der låner fra dokumentarens og realityseriens stilregister, møder vi forskellige vampyrer, som bor sammen i en faldefærdig bolig.
Vi møder Viago, der ligner en komisk repræsentant for den klassiske, aristokratiske vampyr, og hans forskellige bofæller: Petyr (en rovdyragtig vampyr i stil med Grev Orlok), Deacon (der beskriver sig selv som en art teenagevampyr), Vladislav (der legemliggør den erotiske vampyr) og Nick (der bliver bidt og falder til gruppen som en blanding imellem den menneskeliggjorte vampyr og teenagevampyren).

De forskellige vampyrer peger på nogle genremæssige arketyper, og filmens leg med disse elementer modsvares af dens komiske leg med vampyrikonografien – spejlene, sølvtøjet, kisterne og hugtænderne – og forskellige intertekstuelle referencer til bl.a. ’Twilight’-filmene, ’Nosferatu’ og ’The Lost Boys’. ’What We Do in the Shadows’ giver et humoristisk blik på vampyrgenren, dens faste greb, temaer og karaktertyper, og den bruger realitygenrens virkemidler til at parodiere vampyrfigurerne, som om de netop var forskellige typer, der er blevet placeret i et fælles hus og som skal tackle en række hverdagsagtige gøremål og problemer parallelt med at fange, nedkæmpe og spise forskellige sagesløse ofre.

‘A Girl Walks Home Alone at Night’ (2014) – Ana Lily Amirpour

»Den første iranske vampyrwestern«. Således har man valgt at sælge den flotte sort/hvide vampyrfilm ’A Girl Walks Home Alone at Night’, som næppe er en af de mest kendte film i genren, men som trods alt har været i dansk biografdistribution, og som faktisk har fået pæne anmeldelser (95% på Rotten Tomatoes).

Filmen kombinerer en flot cinematografi, som kunne minde om Abel Ferraras ’The Addiction’, med et tema om heroinafhængighed, som også kunne kobles til Ferrara og Romeros forgængere. Samtidig bruger filmen skateboards og muslimske klædedragter (chador) som interessante MacGuffins, idet man med klædedragten kan skjule sin sande identitet.

I Kina har man hørt om hoppende vampyrer, men hvem skulle ellers tro, at man ville høre om skateboardende vampyrer i muslimsk klædedragt? Og dette i en film, vel at mærke, som hverken er fjollet eller spoofy. Filmen er blevet rost for sin skildring af afhængighed og ensomhed, men den er også blevet beskrevet som en feministisk vampyrfilm. Primært skal den dog ses for sin flotte visuelle stil, ikke mindst den forrygende åbning og de forrygende dansescener.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af