Den tyske filmskaber Werner Herzog har altid været kendt for at gå sine egne – ofte ekstreme veje – for at få gennemført et filmprojekt. Og nu opfordrer han unge filmskabere til at gøre det samme ved blandt andet at begå kriminalitet.
Bemærkningen faldt med et par glimt i øjnene, da den 73-årige tyske instruktør var på besøg i Conan O’Briens talkshow. Her fortalte han, at han er imod de traditionelle filmskoler, der lægger vægt på klassiske dyder såsom filmhistorie, klippeteknik og lydarbejde.
»Der er for mange ting, man ikke lærer på en filmskole, og det tager for længe. Unge mennesker spilder tre-fire år af deres liv på at lære det basale ved at lave film, hvilket man kan lære på en uge«, sagde han i interviewet.
I stedet har tyskeren åbnet sin egen filmskole med navnet Werner Herzog’s Rogue Film School, hvor han – som navnet antyder – underviser de studerende i alt det, man først lærer, når man kommer ud på gaden.
»Den er i kontrast til at det, man normalt lærer. Jeg lærer dem at dirke låse op og forfalske dokumenter, så man kan få tilladelse til at optage«, fortalte han.
Herefter fortalte han en anekdote om, hvordan han blev fanget i et net af bureaukrati under optagelserne til sin klassiker ’Fitzcarraldo’ (1982), hvor han slæbte et skib over et bjerg, der lå på grænsen mellem Peru og Ecuador, og måtte tage alternative metoder i brug for at få lov til det. Se hele historien i ovenstående klip.
Læs også: Se traileren til Werner Herzogs film om, hvad teknologien gør ved os