Hvis du går i biografen i denne uge, kan du se Jonah Hill i ‘War Dogs’ i rollen som våbenhandleren Efraim, der tjener penge på at sælge genstande, der kan dræbe andre mennesker under krigen i Irak og Afghanistan. Hvis det samtidig er første gang, du er i biografen siden 2007, hvor du så ’Superbad’ med Jonah Hill som bonghåret high school-elev, der på kikset vis forsøgte at komme med til de store drenges fest, vil du nok blive overrasket. Jonah Hill har taget det store spring fra en skuespiller, der begyndte i sjove og ofte fjollede roller, der kun havde til formål at få publikum til at grine. I dag er han en skuespiller, der spiller alvorlige dramatiske roller og bliver nomineret til alvorlige priser som Oscars og den slags.
Det er et svært spring at vænne publikum fra at grine til at græde med sig, men det er også et spring, der kan sikre en skuespiller legendestatus for at mestre det sjove og det seriøse. Vi rangerer ni skuespillere, der udover Jonah Hill trodsede den filmiske tyngdekraft, på en skala fra 1-6 fra værst til bedst.
10. Vince Vaughn – 1/6
Vince Vaughn er kendt som den mindst morsomme fyr i vellykkede drengerøvskomedier som ’Dogdeball’, ’Old School’ og ’Wedding Crashers’, men i flere omgange i løbet af karrieren har den nu 46-årige skuespiller taget tilløb til at overbevise sit publikum om, at hans talenter også kan bruges i et andet end morsomme manuskripter. Vince Vaughn startede faktisk karrieren med at vise lidt potentiale i Doug Limans dramakomedie ’Swingers’ (1996), hvilket førte til et par dramatiske roller i halvlunkne film som ’For venskabs skyld’ (1998) og ’The Cell’ (2000).
Hans optræden som Norman Bates i Gus Van Sants ligegyldige remake af ’Psycho’ afslørede dog, at skuespilleren slet ikke var parat til at bide skeer med Anthony Perkins’ ikoniske figur fra Alfred Hitchcocks klassiker fra 1960. Det var simpelthen ikke fyldestgørende for rollen blot at kigge ind i kameraet med hævede øjne og et slesk smil.
Som Wilson-brødrenes (Owen og Luke) klukkende og velformulerede sidekick fandt Vince Vaughn hurtigt sin hylde i komediegenren, hvor han med sit endimensionelle udtryk med stor succes har omfavnet rollen som den hurtigsnakkende og opfindsomme romantiker blandt en gruppe fjollede venner.
Anden sæson af ’True Detective’ (2015) skulle så have været Vince Vaughns endelige gennembrud som alvorlig skuespiller, men hans gangsterportræt af karakteren Frank Semyon er så fladt og intetsigende, at man næsten falder i søvn, hver gang skuespilleren er i billedet. Dialog- og karakter-skaberen Nic Pizzolatto bærer helt sikkert noget af skylden, men Vince Vaughn formår heller aldrig at engagere publikum i en i forvejen uinteressant og tør karakter.
Dom
Vince Vaughn kan ikke formidle følelser, om det så gjaldt hans liv. Han har desværre endnu ikke lært at bruge sit karakteristiske ansigt til at formidle udtryk, der stikker dybere, end hvad replikkerne umiddelbart fortæller os, at hans figur føler. Enkelte gange har han forsøgt at skære grimasser udover det sædvanlige, men så snart ansigtets streger begynder at krydse hinanden, må Soundvenue konstatere, at vores tær ofte gør det samme.
9. Kristen Wiig – 3/6
Kristen Wiig har de seneste år cementeret sig selv som en af Hollywoods bedste og mest charmerende komedieskuespiller. Hun brød igennem til de humorhungrende masser med optrædener som den neurotiske Penelope eller og den ivrige og passionerede Target Lady i diverse Saturday Night Live-sketches for ti år siden.
De følgende fem år gav de latterfremkaldende talenter hende småroller i diverse komedier, men det var først, da instruktøren Paul Feig i 2011 valgte hende til hovedrollen som Annie i kæmpesuccesen ’Bridesmaids’, at Kristen Wiig for alvor blev en eftertragtet kvinde i Hollywood. Lige siden er det kun gået en vej i forhold til hendes succes med de sjove roller på film – senest som et af lyspunkterne i Paul Feigs ’Ghostbusters’-reboot.
Ind imellem de mange grin hun allerede har givet os, har Kristen Wiig også forsøgt sig i den mere seriøse afdeling. Bedst har hun måske været i Sundance-hittet ’The Skeleton Twins’ (2014), hvor hun sammen med sin SNL-kollega Bill Hader spiller et par fortvivlede tvillinger, der efter at være drevet fra hinanden på rørende vis forsøger at få begge deres liv tilbage på rette spor.
Kristen Wiig overraskede og imponerede også med en dybsindigt og dysfunktionelt portræt i en mindre rolle i indiedramaet ’Diary of a Teenage Girl’ (2015), og selvom hendes underspillede skørhed altid har været hendes humoristiske styrke, så har hun altså med overnævnte film vist, at hun i momenter også kan brillere med samme talenter i de mere seriøse øjeblikke.
Dom
Lad os bare slå fast, at vi her på Soundvenue er helt vilde med Kristen Wiig, hendes autenticitet og det arbejde, som hun sammen med andre har gjort for at fremme den feminine repræsentation i komediegenren. Ligesom mange af hendes SNL-kollegaer kæmper Kristen Wiig stadig ind imellem med at lægge sketch-showets overspil på hylden – både når hun spiller komedie og drama. I begge genrer er hun bedst, når hendes karakterer bare er akavet, mærkelige eller moralsk afsporede.
8. Mo’Nique – 3/6
Når man på kun fem år går fra rædselskomedien ‘Phat Girlz’ (2006) til en fortjent Oscarstatuette for bedste birolle i ’Precious’, så burde man måske ligge højere oppe på denne liste. Når det ikke er tilfældet, skyldes det Mo’Niques nuværende position som seriøs skuespiller, som ligger langt fra den respekt, løn og valg af roller, som en Oscarsejr normalt fører med sig.
I ’Precious’ afslører Mo’Nique en lang række talenter i sit skuespil, som ingen kunne have forudset. Rollen som den skræmmende og voldelige mor står i dag stadig som en af nyere filmhistories mest ubehagelige figurer, men det mest sensationelle ved Mo’Niques stærke præstation er, hvordan hun alligevel tildeler moren lidt menneskelig genkendelighed.
Desværre blev ’Presious’ ikke en stige til videre succes, og med hovedrollen i det sløve drama ’Blackbird’ (2014) befandt Mo’Nique sig efterfølgende endnu engang tilbage i centrum af endnu en ligegyldig fuser.
Dom
Mo’Nique mener selv, at hendes insisteren på ikke at agere som en af Hollywoods marionetdukker er grunden til, at den gyldne statuette ikke har bragt hende nogle nævneværdige roller med sig. Vi skal ikke kunne sige, hvilke rygter der følger skuespilleren rundt i filmbranchen, men blot konstatere, at udeblivelsen af de store seriøse roller ikke skyldes hendes evner som skuespiller. Mo’Nique mangler dog stadig at præstere stabilt i flere gode seriøse film, før vi kan vurderer hende højere på listen.
7. Will Smith – 3/6
Efter Will Smith fik lattermusklerne til at vibrere med 1990-er komedieserien ‘Rap fyr i L.A.’ (findes der en bedre dansk titel på en amerikansk serie?), blev han i en lang årrække med stor succes castet som det morsomme og charmerende indslag i halvalvorlige genrefilm som ’Independence Day’ (1996), ‘Bad Boys’ (1995), og ‘Men In Black’ (1997). Her beviste han, at han besidder de komiske talenter til at redde selv de mest middelmådige manuskripter, og film, der har ham øverst på rollelisten, er stort set altid en garanti for et gedigent genrehit. Rollen som superantihelten Deadshot i den biografaktuelle ’Suicide Squad’ kan muligvis ses som en af de få undtagelser, hvor Will Smith simpelthen er magtesløs.
De mange succeser har gjort Will Smith til en af de mest magtfulde skuespillere i Hollywood, og han har formået at gøre selv de mest konservative hvide biografgængere farveblinde. Mange ville måske mene, at Will Smiths popularitet for længst har overgået hans evner som skuespiller, men som 23-årig gav han allerede en forsmag på sine kvaliteter med seriøse roller i ’Where the Day Takes You’ (1991) og især i ’Six Degrees of Separation’ (1993).
Med Michael Manns boksedrama ’Ali’ (2001) og far- og søn-tåreperseren ’Jagten på lykke’ (2006) viste Will Smith igen, at han er mere end blot et par dybe brune øjne og nogle frække replikker. I begge film er det Will Smiths meget kraftfulde præstation, der er direkte årsag til, at vi kommer ind under huden på to ellers hvidt forskellige karakterer, der dog begge indbragte Will Smith en Oscar-nominering.
Dom
Der er ingen tvivl om, at Will Smith har karisma, der kan styrke publikums indlevelse i en specifik karakter, men for ofte glemmer han at balancere det sentimentale, så skuespilleren med konstante tårer i øjenkrogen skubber os faretruende tæt på kvalmegrænsen som i film som ’Syv liv’, hvor han som den bedrøvet organdonor Ben Thomas er så god og sød, at man får helt ondt i tænderne.
Så selvom Will Smith på nuværende tidspunkt står med to Oscar-nomineringer og fem Golden Globes-nomineringer, må den tidligere Fresh Prince også betegnes som klar taber ved alle syv lejligheder. Enkelte gange er Will Smith gået overraskende dybt på følelsesspektret i de seriøse roller, men vi vurderer Will Smiths transformation til det alvorlige drama til i bedste fald at være en ujævn eller svingende fornøjelse.
6. Emma Stone – 3/6
Den charmerende og naturlige rødtop Emma Stone bliver af mange regnet blandt en af sin generations mest talentfulde skuespillere, men hvor godt har hun egentlig klaret sig, siden hun forlod de succesrige high-school komedier?
Emma Stone fik vores opmærksomhed i ’Superbad’ (2007) og ’Zombieland’ (2009) som den afbalancerede pige med den hæse stemme, der med lige dele charmerende sarkasme og sofistikeret skønhed drev filmens mandlige hovedrolle i knæ. Med en fortjent hovedrolle i ’Easy A’ (2010) fuldendte Emma Stone sit succesfulde komiske hattrick, og hun kvitterede med en Golden Globe-nomineret præstation.
Herefter var ingen i tvivl om, at Emma Stone var noget særligt, og hun kunne derfor nemt dimittere fra sin high school-typecasting for i stedet at udvikle talentet i mere seriøse roller. I ’Niceville’ (2011) spillede hun journalisten Skeeter Phelan over for Oscarvindende Viola Davis, og for en gang skyld var hendes figurs primære motivation ikke at score teenagedrenge, men i stedet publicere fortællinger fra 1960’ernes mørke hushjælpskvinder.
Det gjorde hende kun mere populær blandt den gængse biografgænger, at hun sammen med Andrew Garfield gav mening til endnu to Spiderman-film. Som Gwen Stacy i ’The Amazing Spider-Man’ (2012) beviste hun nok engang, at hun er en sikker vinder i forhold til at skabe skøn kemi på lærredet.
At Emma Stone fortjener at være én af de bedst betalte kvinder i Hollywood, viste hun måske med birollen i Oscarslugeren ’Birdman’, hvor hun med en ny sårbarhed spillede Michael Keatons deprimerede datter, der med et tidligere stofmisbrug og en grov mangel på farens opmærksomhed kæmpede yndigt med sin egen eksistens. De mange gode scener overfor både Michael Keaton og Edward Norton sikrede hende også hendes første Oscarnominering, og vi spår med stor sikkerhed, at det ikke bliver hendes sidste.
Dom
På trods af at Emma Stone aldrig er decideret dårlig sine alvorlige roller, så lander den 27-årige skuespillerinde kun på en middelkarakter, fordi hun endnu ikke har valgt den seriøse hovedrolle, der retfærdiggør den hype, som hendes talent har medført.
Fremtiden ser dog lys ud. Stone i ’Whiplash’-instruktøren Damien Chazelles kommende musical ‘La La Land’, hvor hun gentager hun sin kritikerroste kemi med Ryan Gosling fra ’Crazy, Stupid, Love’ i endnu en gensidig romance. Størst forhåbninger har vi nok til hendes rolle i ’Dogtooth’-instruktøren Yorgos Lanthimos’ kommende film ’The Favourite’, der også lige netop nu er biografaktuel med det sorte komediedrama ’The Lobster’.
5. Jonah Hill – 4/6
Selvom han havde gjort sig positivt bemærket som en lille udgave af Seth Rogen ved mindre roller i populære komedier som ’Knocked Up’, så fik Jonah Hill først sit store gennembrud med rollen som den hurtigsnakkende teenager Seth i succeskomedien ’Superbad’ (begge 2007), hvor skuespilleren overbeviste os om, at han kun var blevet bragt til denne planet med ét simpelt formål for øje: at levere hysterisk morsomme svinere i maskingeværstempo.
Bag ved de umiddelbart platte, men forrygende leverede penisjokes i ’Superbad’ får man også et indtryk af, at den barnlige Seth gemmer på følelser af mindreværdskomplekser, der gør teenagerens forhold til sin bedste kammerat Evan (Michael Cera) ekstremt rørende.
På trods af alsidighed inden for komediegenren kom det alligevel som en kæmpe overraskelse, da Jonah Hill som Brad Pitts talnørdede trænerassistent Peter Brand leverede en Oscarnomineret præstation i baseballdramaet ’Moneyball’ (2011).
Sidenhen har Jonah Hill med stor succes vekslet mellem de seriøse og sjove roller, hvor anerkendte instruktører som Coen-brødrerne og Quentin Tarantino også har brugt ham i en blød mellemvare i ’Hil Cæsar!’ (2016) og ’Django Unchained’ (2012). Bedst gik det sammen med Martin Scorsese, hvor han som Leonardo DiCaprios kompagnon Donnie Azoff igen blev Oscarnomineret i ’Wolf of Wall Street’ (2013).
Det kunne være spændende at se, hvad han kunne præstere i en god film med en hovedrolle, der ligger endnu længere væk fra hans tidlige type-casting. Måske tredje gang er lykkens gang for Hill ved Oscaruddelingen. I mellemtiden gør det ikke noget, at han nøjes med at få os til at grine med rappe leveringer tilsat lidt ekstra karaktertyngde. Det har vi nydt i ’Jump Street’ –filmene, og han fortsætter stilen i Todd Phillips ’War Dogs’, der kan ses i biograferne netop nu.
Dom
Jonah Hill har flere gange i karrieren vist, at han excellerer som førsteelskerens foretrukne bromance, og det er måske netop i disse roller og i spændingsfeltet mellem det seriøse og det sjove, at vi også i fremtiden skal finde Jonah Hills bedste resultater som skuespiller. Dog har vi nok stadig hans bedste alvorlige rolle til gode.
4. Louis C.K. – 4/6
Louis CK har nu i noget tid domineret den internationale stand-up scene med sit grænseoverskridende og absurde blik på tilværelsen. Bag ved de mange hylende morsomme jokes og pessimistiske betragtninger gemmer sig dog også et eksistentielt filosoferende menneske, der som skuespiller også gerne vil tages seriøst i mere alvorlige roller.
Skuespillerens naturlige mix af akavet attitude og arrogance fungerer lige godt både i komiske og dramatiske scener, og for nyligt har han assisteret fremragende skuespilpræstationer i gode film som ’Blue Jasmine’ (2013), ’Trumbo’ (2015) og især ’American Hustle’ (2013), hvor han som Bradley Coopers FBI-chef i flere omgange forsøger at fortælle sin medarbejder en lærerig anekdote om isfiskeri i flere af filmens bedste scener.
Det er dog stadig Louis C.K.’s egne serieprojekter ’Louie’ og ’Horace and Pete’, der gemmer på skuespillerens bedste alvorlige præstationer. Selvom ’Louie’ er basereret på standup-komikerens eget liv og primært fungerer som en komedieserie, opstår der til tider scener i serien, der dikterer en helt anden seriøsitet fra Louis C.K., end hvad vi ellers oplever på scenen.
Eksempelvis spiller han rørende oprigtigt i en alvorlig samtale med en ven, der har besluttet sig for at slå sig selv ihjel, og nogle gange oplever vi også, at figuren fjerner den ironiske distance, som når han skal beskytte sine døtre i et Halloween-afsnit. I disse scener skræller Louis C.K. sin egen personlighed fuldstændig ned til et forfriskende portræt af en troværdig og gennemsnitlig mand, vi alle kan identificere os med.
Samme komplimenter kunne man tildele ham i hans nye tv-serie ‘Horace and Pete’, hvor Louis C.K. selv indtager rollen som Horace. Seriens stil minder om filmet teater, hvilket stiller store krav til skuespillernes evner til at holde den dramatiske intensitet kørende. Også i den disciplin imponerer Louis CK over ellers etablerede dramatiske navne som Steve Buscemi og Edie Falco. Verdens alvorligste sjove mand viser en betagende indlevelse og gør hver eneste af Horace’s mange morsomme, men ofte smertefulde analyser på aktuelle hændelser særligt fascinerende.
Dom
Kritikken mod Louis C.K. kan være, at alle skuespillerens seriøse præstationer stadig bærer et lille strejf af komik, og hans karakterer mere eller mindre alle sammen er forlængede udgaver af ham selv. Måske af samme grund har Louis C.K. endnu ikke optrådt i en solid og dybtfølt hovedrolle på film, der kan sætte ham i kategori med denne listes top tre.
3. Reese Witherspoon – 4/6
Reese Witherspoon fik sit internationale gennembrud som morsom skuespiller i komedien ’Blondinens hævn’ (2001), hvor den friske sydstatskvinde satte et smil på publikums læber og mod alle odds tilførte den forkælede Elle Woods en stor mængde sympati.
Filmen gav Reese Witherspoon en fortjent Golden-globe nominering i komedieafdelingen, men opmærksomheden førte i første omgang kun til hovedroller i tåbelige film som ’Sweet Home Alabama’ (2002) og ’Blondinens hævn 2’ (2003), som hun uden hjælp fra et værdigt manuskript alligevel fik gjort til solide kassesucceser. Hendes mange optrædener i de romantiske komedier gav hende tilnavnet ’den nye Meg Ryan’, men i 2005 hævede hun sig gevaldigt over den sammenligning med hendes Oscarvindende portræt af June Carter i countrydramaet ’Walk the Line’.
’Walk the Line’ ikke hendes første seriøse filmrolle, men det var helt uden sammenligning den med mest kød på. Hun imponerede ikke kun med sin sangstemme (hun June Carters sange selv), men hendes dynamiske tilstedeværelse som det flabede, friske og omsorgsfulde familiemenneske June Carter overstrålede i visse momenter Joaquin Phoenix’ ellers stærke præstation som Johnny Cash.
Efter ‘Walk the Line’ begav Reese Witherspoon sig desværre ud i hav af skuffende film, der slet ikke kunne matche hendes talenter. Denne ærgerlige periode er bedst eksemplificeret ved, at hun i 2010, 2011 og 2012 leverede et vaske ægte hattrick af kedsommelige trekantsromancer i filmene ’How Do you Know’, ’Water for Elephants’ og ’This Means War’, der næsten fik os alle til at glemme, hvorfor det i første omgang var umuligt ikke at påskønne hendes evner som skuespiller.
Heldigvis vendte Reese Witherspoon for nyligt tilbage til topformen i ’Wild’ (2014), som hun fik sin anden Oscar-nominering for. Her forsøger hun som den mindre glamourøse Cheryl Strayed at finde sig selv på en udfordrende trekking-tur gennem den amerikanske ødemark. Denne præstation udvidede samtidig den nu brede palet af mennesketyper, som skuespilleren kan mestre på det store lærred. Det er befriende, at se hende portrættere en så ufuldkommen figur som Cheryl, der på mange måder står i kontrast til hendes tidlige type-casting som sød, evigglad og perfekt blondine.
Dom
Reese Witherspoon kan kvikke en hver scene op med sin solstråle-udstråling og skarpe humor, men hun har i den grad også bevist, at hun kan bruge sine evner som komedie-skuespiller i dramatikkens kunst. Hvis Reese Witherspoon viser os mere fra samme alvorlige skuffe, så vil hun måske nok hurtigt flyttes en karakter op. Vi ikke har de store forventninger til hendes portræt af Klokkeblomst i den kommende Disney live action udgave af ’Tinker Bell’, og Reese Witherspoon skal generelt blive bedre til at vælge film, der lader hendes dramatiske talent komme til udfoldelse.
2. Steve Carell – 5/6
Efter en vellykket fem års tjans som huskomiker på Jon Stewarts The Daily Show blev Steve Carells ansigt i endnu højere grad associeret med suveræn humor, da han fik tv-seere over hele verden til at grine og elske den upassende og pressede chef Michael Scott fra den amerikanske version af ’The Office’ (2005-2013). En præstation der både gav skuespilleren en Golden Globe og fik ham nomineret som landets sjoveste mand i magasinet Life.
Ind imellem signaturrollen i ‘The Office’ har Steve Carell også gjort sig positivt bemærket i andre roller. Først i komediegenren hvor manden med gummiansigtet har levendegjort humoristiske figurer som jomfruen Andy, der får vokset mavemanken i ’ The 40-Year-Old Virgin’ (2005), den infantile sportsreporter Brick, der elsker lamper i ’Anchorman I-II’ (2004 & 2013) eller som den karakteristiske stemme bag Gru i ’Grusomme mig’ -filmene.
Med tiden begyndte Steve Carell også at excellere i mere afdæmpede roller i kritikerroste komediedramaer som ’Little Miss Sunshine’ (2006) og ’The Way Way Back’ (2013). Både som den homoseksuelle og suicidale onkel Frank og den ubehagelige og patroniserende stedfar Trent viste Steve Carell, at han med stor lethed kunne indtage den uvante rolle som seriøs skuespiller.
Alligevel overraskede det mange, da den nu 54-årige amerikaner pludselig bar ansigtsproteser og nyt hår i traileren til Benett Millers alvorlige, autentiske wrestling-drama ’Foxcatcher’ (2014). Hver gang Steve Carell befinder sig i billedet i denne tålmodige thriller, tildeler skuespillerens foruroligende blik filmen en stemning af, at der er noget ildevarslende under opsejling, og det var derfor kun helt fortjent, at skuespilleren modtog sin første Oscarnominering for den psykopatiske mangemilllionær og wrestlingvelgører John du Pont.
Dom
Med ’Foxcatcher’ beviste Steve Carell, at han uden problemer kan løfte de mørke og tragiske fortællinger. Sidenhen er han tilmed endnu engang blevet Golden Globe-nomineret som den eksistentialistisk tænkende finanshaj Mark Baum i ’The Big Short’ for en præstation, der forsikrede os om, at Steve Carell har mange flere forskellige alvorlige roller i sig. I dag er det ikke længere en overraskelse, når den tidligere rene komedieskuespiller optræder i Woody Allens nyeste romantiske drama ’Café Society’, som kan ses til oktober.
1. Jamie Foxx – 5/6
Multitalentet Eric Marlon Bishop skal selvfølgelig være øverst på denne liste. For selvom han startede karrieren som standup-komiker, så har ingen andre på denne liste domineret en award-sæson som manden med kunstnernavnet Jamie Foxx gjorde det tilbage i 2005. Her vandt han sin Oscar for portrættet af den musikalske legende Ray Charles, men samtidig var han også nomineret i birollekategorien for sin præstation somtaxa chaufføren Max Durocher i Michael Mann’s ’Collateral’.
Jamie Foxx’ succes på standup-scenen førte til hans første hovedrolle i filmen ’Toys’ (1992) og senere i 1990’erne fik han hovedrollen i sin egen komedieserie, det mildt sagt elendige ’The Jamie Foxx Show’. Der gik dog ikke længe, før skuespilleren skiftede komedietitlerne ud med stærke præstationer som festglad quarterback i Oliver Stones football-film ’Any Given Sunday’ (1999) og som Muhammad Alis mentor, træner og ven Harry Drew Bundini i ’Ali’ (2001).
Rollerne i ’Collateral’ og ’Ray’ gav så Jamie Foxx muligheden for selv at blive hyldet i Oscarsammenhæng, og her skuffede skuespilleren selvfølgelig ikke. Begge roller tvang samtlige facetter af skuespillerens talenter frem i lyset. I ’Colllateral’ holder han i det meste af filmen sit skuespil på et så underspillet et niveau, at det bliver enormt effektfuld i slutningen af filmen, når hans karakter ikke længere kan bevare kontrollen over for Tom Cruises koldblodige lejemorder.
Chris Rock kommenterede i værtsrollen ved sidste års Oscaruddeling, at »Jamie Foxx spillede Ray Charles så præcist, at man straks fjernede strømmen til musikerens respirator, da verdenen ikke havde brug for to af samme slags«.
Foruden at give et dybfølt og rørende indblik i Ray Charles udfordringer som blind musiker, så kickstartede præstationen også Jamie Foxx’ karriere som musikproducer, som har ført til flere populære albums og en enkelt Grammy. Fik vi nævnt, at han selvfølgelig spillede amerikansk fodbold på højt niveau i high school? Der er simpelthen ikke det, som Jamie Foxx ikke kan brillere med.
Dom
I dag er det svært at sige, om Jamie Foxx er bedst som sanger, morsom mand eller dramatiker, men skuespillerens transformation til de alvorlige dramaer er i hvert fald så overbevisende, at vi ikke længere tænker på ham som en komikerstjerne, der forsøger sig med seriøse roller.