’Ben-Hur’ med Pilou Asbæk er en ufrivilligt komisk opvisning i elendigt filmhåndværk
Kyniske Hollywood-interessenter uden øje for et gran af underholdningsværdi har stukket en gevaldig kæp i hestevognshjulet på dette komplet ligegyldige remake af storfilmen ’Ben-Hur’, der ruller ind i biograferne som en ynkeligt knagende skygge af den 11-dobbelte Oscar-vinder med Charlton Heston ved tøjlerne fra 1959.
Er det virkelig så vanskeligt at skrue to timers actionfyldt popcornseskapisme sammen involverende romere og væddeløbsræs, uden det færdige produkt lugter af et dovent ’Gladiator’-remix krydret med takkekortsmoralen fra en kristen formiddags-soap, som det er tilfældet her? ’Ben-Hur’s budget på runde 100 millioner dollars har ikke været nok til at købe instruktør Timur Bekmambetov (’Wanted’) så meget som én enkelt original ide.
Stenrige, jødiske Judah Ben-Hur (Jack Huston) lever det søde fyrste-liv i Jerusalem, hvor han bor med sin mor (den israelske filmstjerne Aeylet Zurer), søster (Sofia Black-D’Elia fra ’The Night Of’) og romerske adoptivbror Messala Severus (karakterløse Toby Kebbell).
Judah og Messala dyrker en konkurrencepræget bromance, og Messala nærer desuden et crush på Judahs smækre søster, mens Judah selv flirter med tjenestepigen Esther. Idyllen går imidlertid fløjten, da Messala tilslutter sig den romerske hær og bliver den lede kejser Pontius Pilatus’ (Pilou Asbæk på zombificeret autopilot) tro dræbermaskine, mens Judah fejlagtigt stemples som oprørsrebel og af sin egen bro idømmes livstid som galej-slave.
Fem år og et visuelt hav af dramaturgiske tåbeligheder senere allierer Judah sig med den aldrende væddeløbsentusiast Ilderim (Morgan Freeman). Ilderim har belejligt nok et spand fyrige heste og en vogn, som Judah på sportslig vis vil bruge til at slå mesterkøreren Messala med i romernes cirkusarena i Jerusalem.
Først nær filmens slutning får vi langt om længe ’Ben-Hur’s heftigt markedsførte selling point: Et par minutters hæsblæsende hestevognskørsel, skudt som et Formel 1-løb og med olierede muskelmænd og (CGI-)heste flyvende til alle sider med en sådan kaotisk vildskab, at man for et kort delirisk sekund og som en anden blodtørstig romersk kejser kunne ønske disciplinen genindført ved OL. Tag den som tv-trækplaster, kapgangstyper.
Selv det kortvarige crescendo kæmper dog med at spinde nye scenografier over førnævnte ’Gladiator’s 16-år gamle arv, og i kombination med hvordan Judahs historie uden for væddeløbsbanen uelegant flettes sammen med selveste Jesus’ (Rodrigo Santoro) liv og død, glider ’Ben-Hur’ over i filmisk kludetæppe-territorium.
Jesus’ birolle er ikke en nyhed; Fortællingen om Judah Ben-Hur er oprindeligt inspireret af romanen ’Ben-Hur: A Tale of the Christ’ fra 1880, og frelseren optrådte også i filmklassikeren fra ’59. Men i Bekmambetovs nyindspilning fremstår Jesus’ næstekærlighedsprædiken i baggrunden ufrivilligt komisk i lyset af actionfilmens højtideligt kiksede History Channel-tone og tåkrummende dialoger. Og da en ophidset folkemængde pludselig i kor råber, »Stone the leper! Stone the leper!«, mens Jesus mægler og Judah ser beundrende til, går der nærmest ’Life of Brian’ i løjerne.
’Ben-Hur’ er den slags film, hvori stærke mænd uden selvironi galopperer af sted i slowmotion på hvide heste med flagrende maner, mens en klæg popsang crooner kælent på soundtracket, og de kvindelige skuespillere agerer yndige dukkehoveder blottet for selvstændig motivation. Hvis bare det havde været så skidt, at det næsten var godt for noget. Men det er det virkelig ikke.
Kort sagt
Hører du til dem, som synes, at traileren til ’Ben-Hur’ så ganske fed ud, kan du glæde dig over, at du har fået fået filmens ’højdepunkter’ forærende uden at have lagt en krone i billetlugen. De få minutter indkapsler nemlig al marginalt effektfuld ramasjang, miseren har at byde på, hvorfor resten af spilletiden føles som en ørkenvandring udi særdeles ringe filmhåndværk.