’Deepwater Horizon’: Prototypisk katastrofefilm med Mark Wahlberg

’Deepwater Horizon’: Prototypisk katastrofefilm med Mark Wahlberg

I prologen til Lars von Triers ’Melancholia’ daler døde fugle fra himlen, og i ’Deepwater Horizon’ bruges det samme symbolske fald.

Olieindsmurte fugle smadrer ned på et skibsdæk i Den Mexicanske Golf som et yderst ubehageligt varsel. Fuglene er klistret ind i olie, fordi hovmod og griskhed har fået overtaget over almindelig menneskelig moral og respekt, og det er kampen mellem disse dyder, som Peter Bergs medrivende blockbusterbrag ’Deepwater Horizon’ handler om.

Filmens titel er navnet på boreplatformen, der eksploderede i Den Mexicanske Golf på USA’s sydøstkyst i 2010 og forårsagede den største olieforureningskatastrofe i amerikansk historie. Og desværre var det, i virkeligheden og filmen, dårlige menneskelige beslutninger, der bar skylden.

Filmen følger Mark Wahlbergs Mike Williams, der er et overtroisk og alfaderligt familiemenneske og en god medarbejder: Altså en klassisk Hollywoodhelt. Han har ligesom sin overordnede Mr. Jimmy (Kurt Russell) en mistanke om, at det gigantiske multinationale selskab BP (anført af John Malkovich i ubehagelig storform) gennem længere tid har sløset med vedligeholdelsen af boreplatformen, der flere gange i filmen bliver refereret til som »the well from hell«. Og Mike og Mr. Jimmy får selvfølgelig ret: Der er blevet grov-sløset, selvfølgelig af økonomiske årsager og med en naturkatastrofe og 11 dødsfald til følge.

Og så falder de sorte fugle fra himlen.

Manuskriptforfatterne Matthew Michael Carnahan og Matthew Sand har skabt et noget nær prototypisk pragteksemplar af en katastrofefortælling. De har klogt indset, at hvis man bygger filmens karakterer tålmodigt op i første akt, så får tilskueren et stærkere emotionelt payoff i tredje. I filmens sidste 10 minutter måtte jeg snøftende erkende, at de og instruktør Berg havde fået skovlen under mig. Man når langt med slowmotion og molmusik, hvis man er investeret i filmens personer.

Derfor kan man godt tilgive, at hele filmens andet akt foregår i tung og brændende ild-action. Den er overvejende velkoreograferet og intens, men der er afgjort en grænse for, hvor mange måder man gider se gigantiske ting eksplodere, brænde og vælte.

Sværere er det at tilgive filmens stedvist usmagelige mængde blafrende amerikanske flag, en kollektiv og patostung Fader Vor-bøn blandt de overlevende og en epilog, hvor filmens karakterer præsenteres med virkelige billeder.

Det giver en kvalm eftersmag af unødvendig patriotisme til et velsmurt katastrofebrag – og en erkendelse af, at virkelighedens boreplatformsmedarbejdere er markant grimmere end filmens.


Kort sagt:
Hvis man slår op i et leksikon under katastrofefilm, burde der være et billede af ’Deepwater Horizon’. Peter Bergs blockbusterbrag med Mark Wahlberg i hovedrollen er – på trods af sin prototypiske skabelonformel – et velsmurt drama om, hvordan one man fights nature and human evil (dyb trailerstemme) for til sidst at blive hyldet som en vaskeægte helt.

Spillefilm. Instruktion: Peter Berg. Medvirkende: Mark Wahlberg, Gina Rodriguez, Kate Hudson, Kurt Russell, John Malkovich. Spilletid: 107 min. . Premiere: Den 29. september
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af