‘Eight Days A Week: The Touring Years’: Beatles-dokumentar er guf for aficionados
Efter de har optrådt på det amerikanske tv-show ’The Ed Sullivan Show’ i New York i februar 1964, bliver Paul McCartney spurgt, om han ser The Beatles som et kulturelt fænomen:
»Det er sgu ikke kultur. Det er bare sjov og spas«, replicerer det 22-årige popidiol.
En ganske sigende replik om den muntre virak, der omgav kvartetten fra Liverpool i gennembrudsåret 1964, som fylder en stor del i Ron Howards nye dokumentarfilm om The Fab Four, ’Eight Days A Week: The Touring Years’
Man mærker dog tydeligt, hvordan The Beatles på rekordtid udvikler sig til et kulturelt fænomen uden sidestykke, ikke mindst fordi historien blandt andet fortælles af den amerikanske journalist Larry Kane, som blev sat til at dække gruppens turnéer i USA i 1964 og 1965. Hektiske reportage-sekvenser, fra dengang man virkelig fornemmer oplevelserne i orkanens øje, krydres med nye interviews med blandt andre Kane, McCartney og Ringo Starr.
En anden væsentlig dimension i filmen er fremstillingen af The Beatles som popidoler med meninger. Da deres turné når Florida, får bandet at vide, at publikum til deres koncert vil være raceadskilt. Bandet nægter kategorisk at gennemføre koncerten under de omstændigheder, hvilket bevirker, at myndighederne må tillade sorte og hvide at nyde koncerten i fællesskab. Episoden i Jacksonville bliver en faktor i ophævelsen af segregationpolitikken.
Historien om ‘the touring years’ dækker også, hvordan kvartetten, og George Harrison i særdeleshed, blev stadigt mere frustrerede over at give koncerter, der forløb som det rene kaos med besvimende fans og politifolk, som slet ikke var forberedt på at håndtere hysteriet, samt sceneudstyr, der på ingen måde kunne overdøve den infernalske larm fra publikum. Et udmattende cirkus, som når sit klimaks i 1966, hvor gruppen kommer i en medie-shitstorm på grund af John Lennons famøse udtalelse om, at The Beatles er større end Jesus. Der klippes til datidens news reels med offentlige afbrændinger af LP’er og merchandise samt en tydeligt presset Lennon, som må undskylde offentligt.
Her stopper fortællingen om The Beatles som liveband, men filmen belyser fint, at bandets kunstneriske udvikling blot fortsatte med endnu større styrke. Det sker i form af fotos og lyd-outtakes fra tilblivelsen af det epokegørende album ‘Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ i 1967. Howard er ikke nærig med guldkorn fra arkiverne, som er det rene guf for afficionados.
Det løfter ligeledes filmen, at lydsiden er blevet restaureret af Giles Martin, søn af The Beatles’ legendariske producer George Martin. Hans omhyggelige remix gør, at man rent faktisk kan høre, hvordan John, Paul, George og Ringo spillede sammen, selvom de blev bombarderet med hysteriske pigeskrig og ikke kunne høre hinanden. Det er en sand fornøjelse at høre det sikre samspil, vokalharmonierne og den intuitive kemi mellem de fire.
‘Eight Days A Week’ bringer ikke ny info om Liverpool-gruppen på bordet, men har absolut værdi som seværdigt dokument over en række centrale år, hvor The Beatles modnedes som kunstnere: Fire år i fire talentfulde venners liv, hvor de tog stilling til verden omkring dem og ændrede populærkulturen for altid gennem tusinder af hvinende teenageskrig.
Kort sagt:
Ron Howards dokumentar om The Beatles som liveband bringer ikke ny viden på bordet. Det er dog en fornøjelse at høre, hvordan bandet fremstod som livemusikere, og hvordan de forholdt sig til virakken omkring deres hektisk voksende stjernestatus.