I 2011 eksploderede Michael Fassbender.
Det var et af de der øjeblikke, hvor en skuespiller går fra ‘nååå, ham der’ til megastjerne, til ham alle vil have fat i, både instruktørerne, kvinderne og medspillerne. Den slags raketture mod hemisfæren kræver en ganske særlig alkymi, en hel række forskellige elementer, der skal gå op i en højere enhed: Stjerneudstråling, alsidighed, talent, held og eksponering.
Fassbender havde i 2011 hovedroller i intet mindre end fem film, der blandede alle disse ingredienser sammen til en perfekt eliksir: Han imponerede arthouse-publikummet i ‘Shame’, viste sin lyst til eksperimenter med ‘Jane Eyre’, viste intellektuelt overskud som Carl Jung i ‘A Dangerous Mind’, gik blockbuster på X-Men-filmen ‘First Class’ og viste adræt action-fysik i ‘Haywire’. I processen var han muse for så respekterede instruktører som David Cronenberg, Steven Soderbergh, Steve McQueen og Cary Fukunaga.
Men ligesom det i sportens verden ikke er den største udfordring at erobre førstepladsen, men at fastholde den, er den sande kunst som skuespiller ikke at blive årets it-navn, men at blive på toppen i det lange løb.
Og det har den 39-årige tysk/irer – foreløbigt – formået. Manden har ikke bare star power, men stamina. Efter sidste års store roller i ‘Macbeth’ og ‘Jobs’ er han i år aktuel med hele tre prominente film: Den nye X-Men-film, ‘Apocalypse’, den tidlige Oscar-kandidat ‘Lyset i havet’ (‘The Light Between Oceans’) og den ventede computerspilfilmatisering ‘Assassin’s Creed’.
Med sin hunkede fysik og sit brede smil kan han godt ligne en Mr. Perfect, der er kommet nemt til sin position, og når man møder ham, står det også klart, at han har charmerende overskud til overflod. Han er intelligent, virker aldrig som en mand, der er træt af at skulle svare på journalisternes spørgsmål, og hans svar indledes ofte af en selvironisk, afvæbnende joke – på klingende irsk.
Stempler man ham som privilegeret pretty boy, skal man dog blot gå tilbage til det egentlige gennembrud med Steve McQueens ‘Hunger’ for at forstå, hvad Michael Fassbender egentlig handler om. Her tabte han omkring 15 kilo til rollen som IRA-fangen Bobby Sands ved at udsulte sig selv i ti uger. Til sidst i filmen er han nærmest uigenkendelig, og det er måske stadig hans bedste præstation. I hvert fald understreger den, at Fassbender ikke (kun) er i det her game for hurtige biler og lækre damer.
Hvornår vidste du, at du ville være skuespiller?
»Jeg havde ikke andet valg. Det var ok. Det virkede sjovt. Jeg var 17, og jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg ville. Der var en fyr, Donnie Courtney, som kom til min skole St. Brendan’s, og jeg er virkelig taknemmelig, for jeg aner ikke, hvad jeg havde lavet, hvis det ikke var for ham. Han startede dramatimer hver onsdag, og min ven Emerson og jeg besluttede os for at undersøge, hvad det gik ud på. Dengang overvejede jeg at blive musiker, men det gik op for mig, at jeg ikke var god nok«.
Hvilket instrument spillede du?
»Guitar. Men jeg var ret dårlig. Men så fik jeg muligheden for at tage dramatimer, og jeg følte, at her var min mulighed for at udtrykke mig, og hvis jeg arbejdede hårdt, kunne jeg måske lave en karriere ud af det. Fra den dag besluttede jeg mig for, at det var noget, jeg kunne, hvis var jeg fokuseret. Jeg sang i øvrigt også, da jeg spillede guitar. Jeg var en udmærket sanger«, siger han og griner.
Følte du, at du var anderledes, da du var ung?
»Helt sikkert. Da jeg var i puberteten, var jeg meget frustreret og usikker. Min musik var en måde at overkomme det på. Heavy metal gav mig mulighed for at skubbe mine problemer til siden. Jeg fandt en form for hjem i musikken. Jeg havde noget, jeg kunne lytte til, og bagefter blev musikken mit afløb. Det var en måde at give udtryk for anspændthed og frygt på«.
Visker tavlen ren
Efter ‘Hunger’ imponerede han som klam forfører af sin kærestes teenagedatter i Andrea Arnolds ‘Fish Tank’, siden fulgte rollen som engelsk officer i Tarantinos ‘Inglourious Basterds’ i 2009. Og så, ja: 2011 skete.
I forhold til at han har et meget distinkt udseende og en dominerende tilstedeværelse, der er svær at undertrykke, har Fassbender spillet meget forskellige roller, fra Oscar-nomineret sadistisk slaveejer i ‘12 Years a Slave’ til neurotisk forsanger i ‘Frank’ og venlig robot i Ridley Scotts ‘Prometheus’.
Når man oplever ham på settet, er han typen, der bryder ud i latter og fnis, så snart scenen er færdig – også selv om det er en intens en af slagsen. Han er professionel, når det er påkrævet, men modsat så mange andre skuespillere er han ikke selvhøjtidelig eller noget, der ligner.
Hvordan finder du frem til de forskellige karakterer, du portrætterer?
»Da jeg sad i sminkestolen ved siden af Jeff Daniels under ‘Steve Jobs’, spurgte han mig, hvad mit næste projekt var, og jeg svarede, at jeg skulle lave ‘X-Men’. Han mente, at det ville være super nemt for mig: ‘Bang! Cut!’ Han mente, at jeg ville blive sur på de andre skuespillere over, at de ikke kunne huske deres replikker, for til ‘Steve Jobs’ havde vi flere siders dialog, som vi skulle kunne.
Men hver enkelt rolle har sin ‘smag’, og hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke, at jeg er særlig ‘metode’. Eller, jeg har måske min egen metode, og jeg bruger lidt af hvert, som jeg har udviklet gennem årene.
Jeg bruger meget tid på manuskriptet. Til ‘X-Men’ kiggede jeg på tegneserierne og overvejede, hvordan jeg kunne bidrage med et tegneserie-element til min fysiske præstation. Hvis man har mange dramatiske replikker, siger man dem til gengæld ikke på en dramatisk måde, for de er allerede dramatiske i sig selv. Med ‘Steve Jobs’ var der mange ord. Med ‘Assassin’s Creed’ var det en helt anderledes oplevelse, for jeg er også producer på den og har arbejdet på den i over fire år med at få manuskriptet klar, caste filmen og få styr på det fysiske element med stunts. Der var mange flere ting at holde styr på«.
Hvordan vælger du dine projekter? Du har vel efterhånden fuld frihed til at vælge de film, du gerne vil arbejde på?
»Jeg arbejder hele tiden med mig selv og sørger for at træffe valg, som ikke er baseret på, hvad andre tænker. Det er min måde at være fri på. Frihed er noget, man skal arbejde med dagligt – med sig selv og sine omgivelser. Det er ikke noget, der kommer nemt til én. Man kan nemt sige, at man er fri. Men det er langt sværere, end man lige tror, at leve et fuldkomment frit liv«.
Er du ligeglad med, hvad andre tænker om dig?
»Det er på sin vis rart, at folk kan lide én, men jeg traf en beslutning meget tidligt om, at jeg ikke ville dø og tænke, Gud, hvorfor gjorde jeg det ikke, bare fordi jeg var bange for, hvad folk tænkte om mig? Så det er ikke noget, der på den måde holder mig tilbage. Min livsfilosofi er at ikke bekymre mig om, hvad andre tænker. Og så at behandle andre mennesker, som jeg selv ønsker at blive behandlet – og at leve hver dag, som om det var den sidste«.
Du har spillet over 20 større roller, efter du lavede ‘Hunger’ i 2008. Er du arbejdsnarkoman?
»Da jeg var færdig med at spille Macbeth, fortrængte jeg ham helt, og jeg fokuserede på Tom Sherbourne i ‘Lyset i havet’, og så var jeg færdig med den, og så forsvandt han. Jeg visker ret hurtigt tavlen fuldkommen ren. Jeg tænker ikke engang over det. Det er ligesom en musiker. Hvis man spiller musik hver dag, så sørger man for at holde sig ‘smurt’, om man så må sige«.
Smed joysticket væk
Fassbenders Tom Sherbourne i ‘Lyset i havet’ bor med sin hustru Isabel ved et fyrtårn, som han passer. En dag finder de et barn i en robåd på havet, og de beslutter sig for at adoptere det. Det går meget godt, indtil barnets mor dukker op. Isabel spilles af svenske Alicia Vikander, og under optagelserne opstod sød musik mellem dem. I dag er de et af Hollywoods hotteste kærestepar.
I stærk kontrast til ‘Lyset i havet’ spiller Fassbender i ‘Assassin’s Creed’ den kriminelle Callum Lynch, der for at slippe for at blive henrettet af en moderne udgave af Tempelridderne indgår i et eksperiment, hvor han gennemlever sin forfaders oplevelser som lejemorder under den spanske inkvisition.
Hvad tiltrak dig ved ‘Lyset i havet’?
»Jeg har set lidt af Dereks færdige resultat, og det er en meget unik film. En gammeldags film, i og med at den bare handler om mennesker. Den handler om gode mennesker, der træffer nogle valg, som man kan stille spørgsmålstegn ved, og om hvordan de håndterer de valg, de træffer. Det er en virkelig smuk og menneskelig historie, hvilket man ser meget sjældent«.
‘Assassin’s Creed’ er helt anderledes. Hvorfor tog du et så fysisk krævende job, hvor du skal lave en masse udfordrende stunts?
»Jeg er masochist!«
Han griner, men det betyder ikke, at han ikke mener det.
»Jeg er ikke vanvittigt bange for højder. Det er ligesom at svømme i et hav, hvor der er hajer. Jeg lader min fantasi blive inde på stranden, og jeg gør det samme, når jeg går oppe i tårnene i filmen. Da vi var oppe i tårnene i Valletta i Malta, hvor de scener er optaget, havde jeg ikke rigtigt højdeskræk, men da vi byggede tårne i et studie, som ikke var nær så høje, blev jeg lidt nervøs. Jeg ved ikke hvorfor«.
Har du spillet ‘Assassin’s Creed’?
»Jeg spiller ikke videospil«.
Hvorfor ville du så pludselig producere den?
»De tilbød mig en masse penge«. Han griner igen. »Jeg har spillet videospil, men sidste gang var nok i 2000, og der sad jeg oppe til klokken otte om morgenen. Jeg smed joysticket væk og lukkede mine øjne og kunne stadig se spillet for mig. Så jeg besluttede mig for at holde mig langt væk fra dem.
Men jeg mødte gutterne fra Ubisoft (der står bag spillet, red.), og de fortalte mig om konceptet, og det var virkelig interessant. Selve ideen om at vi alle sammen har vores forfædres hukommelse og tilværelse i vores knoglemarv, var en virkelig fed teori. Jeg ville lave en fantasy-film om noget, der virker realistisk rent videnskabeligt. Det skulle være noget, som ville tage publikum ud på en opdagelsesrejse, som var ud over det sædvanlige. ‘The Matrix’ er et godt eksempel, hvor publikum tog ideen til sig, og hvis de også gør det med denne film, så vil det give mening.
Jeg kunne godt lide filosofierne bag filmens modstandere, Tempelridderne og Lejemorderne. Rent moralsk er de i en gråzone, og det er ikke som i ‘Star Wars’, hvor der er en mørk og en lys side. Det gælder både for den mørke og den lyse side, at de har brug for hinandens eksistens for at være relevante. Den forbindelse var interessant«.
Tæt knyttet til familien
Michael Fassbenders mor er fra Nordirland og hans far fra Tyskland, og han voksede op i Irland, hvor hans far arbejdede som kok. Han flyttede til London som 19-årig for at gå på dramaskole og bor stadig i samme kvarter, Hackney, som dengang på trods af sin status som Hollywood-stjerne.
I dag laver han film over hele verden, og kontrasten – mellem det feterede og usnobbede, det kunstneriske og celebre – er et ganske præcist billede af Fassbender.
Du brød igennem med europæiske film og uafhængige amerikanske film, men du laver ‘X-Men’-filmene, ‘Assassin’s Creed’ og den kommende ‘Alien: Covenant’ med studiet Fox. Har du et særligt forhold til dem?
»Jeg solgte min sjæl til dem i 2010. Vi lavede en kontrakt, og det er lidt a la Faust. Nej, vi har bare udviklet et virkelig godt forhold igennem årene. De har været gode ved mig«.
Hvad kan du fortælle om Ridley Scotts længe ventede ‘Alien’-film?
»Der kommer rumvæsener ud af folk, og det er ret ulækkert. Men det er bare fantastisk at se Ridley arbejde. Jeg prøver at suge så meget viden til mig som overhovedet muligt, for nu har jeg arbejdet på den type film et par gange og set, hvor mange forskellige elementer der skal falde på plads, og hvor mange mennesker og forskellige afdelinger der arbejder på det. Han er en mester til det, og hans filmset er fantastiske.
Det er en fantastisk blanding af high end-teknologi og primitive elementer. Jeg kan bedst forklare det ved at sammenligne med ‘Blade Runner’. Man har en fremtidsverden, hvor folk spiser nudler, fordi det er en billig form for mættende mad, men det stammer fra fortiden. Sammensætningen af de to ting skaber en interessant verden«.
Hvordan har du det med den side af jobbet, der handler om presse og berømmelse?
»For mig har det altid handlet om arbejdet. Men det her er sjovt. Det kan dog være farligt og forførende, og det kan være distraherende. Jeg kan bedst lide at være så privat som muligt, så publikum kan forsvinde i den rolle, jeg spiller, i stedet for at de ved for meget om Michael Fassbender, og hvad han laver«.
Tror du selv, at din succes påvirker måden, du omgås andre mennesker på…?
»… Og synes jeg selv, at jeg er flink?«, fortsætter han med en mild latter.
»Jeg kan godt lide mennesker, og jeg vil gerne komme godt ud af det med mine omgivelser. Men det er ikke min førsteprioritet. Jeg vil selvfølgelig gerne komme godt ud af det med folk, men det betyder ikke, at jeg ikke vil konfrontere dem, hvis jeg føler, at de forstyrrer mit arbejde. Jeg ville forvente det samme, hvis det var omvendt«.
Kan man sætte din succes på en formel over for folk, der gerne vil opnå det samme?
»Hvis man kan samarbejde med talentfulde mennesker, så er chancen for at overleve meget større. Jeg lærer ikke alene en masse fra dem – det materiale, de producerer, er af en særlig kvalitet. De mennesker, jeg har arbejdet med, har været mestre i deres fag, og jeg har bare været heldig at komme tæt på dem. Og så har jeg arbejdet meget hårdt. Jeg tager mine forberedelser meget seriøst, og jeg håber, at jeg har noget at byde ind med, når jeg møder på arbejde. Det er baggrunden for min succes«.
På et mere personligt niveau hvad har så været det vigtigste element i at gøre dig til det menneske, du er i dag?
»Jeg er meget nært knyttet til min familie. Vi er meget tætte. Jeg støtter mig meget til dem, og jeg har gjort det hele livet igennem. Jeg spørger dem altid til råds. De er der altid, og jeg håber, at de ved, at jeg altid er der for dem. Det er en stor ting i mit liv«.
Du sagde, du var usikker, da du var ung. Føler du, at du ved, hvem du er, i dag?
»Ja, det vil jeg mene. Ja. Jeg føler mig godt tilpas. Jeg føler mig ret afbalanceret«, siger han og giver da heller ingen grund til at tro andet.
‘Lyset i havet’ kan ses i biografen. ‘Assassin’s Creed’ får premiere den 5. januar næste år.