»Han siger, hvad han gerne vil sige«, lyder det fra en journalist den anden side af svingdøren på Hotel SP34 i København, hvor Oliver Stone holder hof for den danske kulturjournaliststand.
Det forrige hold reportere kommer ud med lidt nedslukne miner. Og da den 70-årige æresgæst træder ind i lokalet, er det da også en udmattet herre, som kommer os i møde. Selv en hårdfør vietnamveteran kan åbenbart blive drænet af premiereinterviews flere uger i stræk. Han hilser – høfligt – på alle med en udstråling, der samtidig siger: »Hvem er du, og hvorfor er du her?«.
Stone er i landet for at tale om sin 20. spillefilm, ‘Snowden’, der i dag har fået premiere i de danske biografer, og som handler om verdens mest berømte whistleblower, den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden, der i 2013 lækkede dokumenter til udvalgte journalister om USA’s verdensomspændende, ulovlige masseovervågning.
Det står hurtigt klart, hvad det forrige hold mente. Stone lader sig ikke styre synderligt af de konkrete spørgsmål – han har noget på hjerte og sætter selv dagsordenen. Et spørgsmål til filmens stil får han hurtigt affærdiget (70’er-stil a la ‘The Parallax View’ og ‘All The Presidents Men’) for i stedet at dreje snakken hen på mandsmodet bag Snowdens handlinger:
»Det er så sjældent, at man ser en whistleblower, og endnu mere sjældent, at det er en ung mand, som er ekstremt modig i sine overbevisninger«, siger Stone, der især er imponeret over, hvordan en ellers libertært opdraget mand som Snowden har turdet tage det afgørende, regeringsstridige skridt.
Selvom Stone bliver frustreret ved spørgsmålet om, hvorvidt han ser Snowden som helt (»se filmen«), tøver han ikke med at sammenligne sin hovedpersons gerninger med spartanerne, som kæmpede ved Slaget ved Thermopylæ:
»Det, han gør, er afgjort heroisk. Princippet om at ofre sig selv for ens land – hvad andet udgør en helt? En klassisk helt er en fyr fra spartanernes kamp, hvor Leonidas og 300 spartanere ofrede sig selv. Snowden havde alle odds imod sig, han er én person, som afslørede verdens nuværende tilstand, og… han betalte en pris. Han gør det dybest set ud fra loyalitet for forfatningen. Jeg brød en lov, ja, men jeg tjente en højere lov«.
Har ingen sjæl
‘Snowden’ kommer kun to år efter Laura Poitras Oscarvindende dokumentar ‘Citizenfour’, og rammehistorien i filmen er netop de scener med Snowden, Poitras og The Guardian-journalisterne Glenn Greenwald og Ewen MacAskill, som vi ser de virkelige udgaver af i dokumentaren. Hvad kan en fiktionsfilm tilføje?
»Jeg tror, man får en fornemmelse for hans person. For eksempel havde det faktum, at han har epilepsi, aldrig været bragt op. Der havde ikke været nogen tegn på det i hans liv før det øjeblik (i filmen får han sit første anfald, kort før han beslutter sig for at lække dokumenterne, red.). Så du kan argumentere for, at det også var en åndelig nød, at han var for ulykkelig. Det virker på mig, som om han var meget ulykkelig, og i filmen ser du en fyr, der ikke kan udtrykke sig selv følelsesmæssigt og er meget hæmmet«.
Det var også her, Stone opdagede Snowdens kæreste Lindsey Mills betydning. Medierne affærdigede hende som en spejlblank bimbo dømt på hendes karriere som pole dancer, men ifølge Stone spillede hun en afgørende rolle i Snowdens liv – og for hans egen fortælling.
»Uden hende har du ærligt talt ikke noget menneske med. Du har en mand, der arbejder i et anti-menneskeligt system omringet af kollegaer i samme situation. Det er ikke særligt spændende, og jeg gik efter, at det skulle være spændende«, siger Stone.
»Hun er mere ekstrovert, hun er den menneskelige side af ligningen. Men hvad end han gør, så kan han ikke snakke om det. Sikke et forhold. Man er nødt til at forstå, hvor svært det er at bevare sin menneskelighed, sin sjæl, i en situation som den. De her mennesker har ingen sjæl«.
Obama er glat
Oliver Stone har lavet film siden 70’erne og med et oeuvre, der tæller Vietnam-trilogien (‘Platoon’, ‘Født den 4. juli’ og ‘Himmel og jord’) og præsident-trilogien (‘JFK’, ‘Nixon’ og ‘W.’), har det politiske engagement været en markant rød tråd.
Det (og et venskabeligt forhold til folk som Cubas leder Fidel Castro og Venezuelas nu afdøde ditto Hugo Chavez) har gjort Stones til en filmhistoriens mest polariserende skikkelser, selvom han har erhvervet sig tre Oscarstatuetter: En for manuskriptet til ‘Midnight Express’ (1978) og to for instruktionen af ‘Platoon’ og ‘Født den 4. juli’.
Stones film kaster et kritisk lys på de betændte politiske spørgsmål, der har præget USA i det 20. århundrede. Og det er derfor heller ikke overraskende, at Stone ikke just er fortrøstningsfuld omkring det kommende valg. Der kommer ikke til at ske nogen som helst ændringer, uanset hvem der vinder, mener han:
»Nej, nej, de efterspørger begge mere sikkerhed, mere masseovervågning. Der er ingen chance for, at de trækker det tilbage. Politikere har intet at vinde ved at genindføre gamle systemer. Hvis de tager fejl, hvis de liberaliserer lovene, og intet sker, så bliver de fordømt af medierne«, siger Stone.
En af de første beviser på masseovervågning optrådte i 2005, da en artikel fra The New York Times afslørede lækkede informationer om, at Bush havde godkendt ulovlige aflytninger af USA’s egne borgere. Obama lovede derefter ikke at gentage fadæsen, og det var også, hvad Edward Snowden troede på, indtil han med egne øjne opdagede, at heller ikke den nye præsident talte sandt.
»Han er en glat fyr (Obama, red.). Han har faktisk fordoblet indsatsen på Bushs programmer. De er alle blevet styrket. Den globale sikkerhedsstats rækkevidde er enorm. Mængden af penge, USA bruger på den: Enorm! Vi har aflyttet alting, undervands, søkabler, cyberspace…«, fastslår Stone.
Derfor kan han heller ikke forstå, hvorfor så mange lande stadigvæk tror på USA og dets politikere:
»Jeg har forsøgt at forstå krigene, de har involveret os i, men jeg kan ikke finde nogen begrundelse for nogen af dem. Og jeg ser – som i Vietnam – løgne, løgne, løgne bagved. Intet andet end løgne. De finder på det, ligesom masseødelæggelsesvåben, hvad end der virker! Så jeg ved ikke, hvorfor folk tror på en regering som vores«.
»Anmeldelserne er skrevet på forhånd«
Nogle kritikere vil hævde, at Oliver Stones politiske budskaber indimellem har haft en kunstnerisk slagsside, og at hans film således også varierer i kvalitet. Selv fortryder han intet.
»Jeg har det godt med mit cv. Det er en sammenhængende helhed. De kan angribe mig og angribe mig og angribe mig, og det har de gjort, men når du bliver ved med at gøre det, og du har 20 film – ikke alle sammen om samfundets tilstand – men… det er en sammenhængende helhed. Så det er det, der giver dig styrke, fordi de er hårde, mand. De kritiserer mig, som de ikke kritiserer nogen anden filmskaber. De finder altid et eller andet at sige«, siger Stone og lader sig hidse en smule op.
»Jeg tror, at halvdelen af anmeldelserne er skrevet på forhånd. Jeg tror ikke, at de ser filmen. De vil bare vide, om jeg er for benådning eller mod benådning, du ved, de vil have nyheder, de vil have øjeblikkelig fucking tilfredsstillelse. Hvis du tog dig tiden til at se filmen, ville du måske have dannet din egen holdning. Det ødelægger formålet. Det bliver et issue, en agenda. Det er ikke, hvad film er. Film tager tid. De tager tid at tænke over, absorbere, få i blodomløbet«.
En journalist ved bordet spørg hvem de er, men Stone er kølet hurtigt af og sidder roligt med en lille hvid chokoladesløjfe fra det slaraffenland af kage og slik, der står placeret på bordet foran os.
»Jeg mener anmelderne. De arbejder ikke for NSA. Men halvdelen af dem har ingen politisk interesse og ved ingenting«, siger Stone med et selvtilfredst smil.
Stone mødte Edward Snowden ni gange i Moskva under sine forberedelser til filmen. Snowden tjekkede blandt andet de tekniske aspekter af dialogen igennem for instruktøren, der selv fandt det »alt for komplekst«.
»Dette er, hvad der skete, det er der ingen tvivl om«, siger Stone selvsikkert om filmens forhold til virkeligheden.
Fortryder Snowden noget?
»Slet ikke, nej. Han siger også i filmen, at han kan sove godt. Han har en følelse af, at han har befriet sig selv fra en forfærdeligt skyldfølelse«.
Læs også: Anmeldelse af ’Snowden’