’The Magnificent Seven’: Denzel og Chris Pratt redder den hjem på charmen

Engang imellem kommer der et remake af et mesterværk, der transcenderer originalmaterialet og giver et perspektiv, som fortidens kunstnere ikke evnede. Antoine Fuquas film er ikke det remake.

Til gengæld er hans genindspilning af Akira Kurosawas ’Syv Samuraier’ et velsmurt stykke actionkomedie, der kører som et damplokomotiv mod et uundgåeligt klimaks.

Udgangspunktet er mere eller mindre det samme som John Sturges’ remake fra 1960 med ikonerne Yul Brynner, Steve McQueen og Charles Bronson, men i dag hedder heltene bare Denzel Washington, Chris Pratt og Ethan Hawke.  Setuppet kunne ikke blive mere westernagtigt. Den onde kapitalist Bartholomew Bogue (Peter Sarsgaard) driver en mine ved den lille by Rose-something-something og nedslagter en del af lokalbefolkningen, da de nægter at tage imod hans ugenerøse tilbud om 20 dollars per jordlod. Klip til at den eneste kvindelige karakter i filmen, den nyslåede enke Emma Cullen (Haley Bennett), leder efter nogen, der kan hjælpe byens beboere med at få hævn.

Heldigvis støder hun straks ind i Denzel, der på trods af cowboyhat, seksløber og navnet Sam Chisolm, mest af alt ligner Denzel. Og det er godt, for der er ingen, der spiller Denzel så godt som Denzel. Anyways, denne Sam Chisolm bliver præsenteret i en glimrende saloon-scene, som til dels minder om den ikoniske ’neger træder ind i saloonen og bestiller en drink’-scene med Danny Glover i ’Silverado’. Når du har set én, har du set dem alle, men på en eller anden måde gør det ikke noget i denne sammenhæng, for det hele er gjort med så meget sass og dystre, stemningsmættede billeder af Mauro Fiore.

Denzel, undskyld, Chisolm viser sig at være en duly swarn warrant officer i indtil flere stater og  indianerreservater, hvilket formentlig er en blanding af at være betjent og dusørjæger, men det eneste, vi ved efter få sekunders bekendtskab, er, at han er utroligt ferm med en seksløber og har øjne i nakken. Denzel takker ja på stedet, da Emma Cullen fortæller, at den lille bys bøddel er rigmanden Bogue. »I seek righteousness, but I’ll take revenge«, fortæller Cullen i en af de utallige lækre dialoger, skrevet af Fuquas go to-manusmand Richard Wenk og ’True Detective’-krukken Nic Pizzolatto.

Herfra går det slag i slag for Denzel at samle sit crew, der skal udføre opgaven, som vi kender det i ensemblefilm som ’Oceans 11’, 12, 13 og så videre. Det er her, filmen glimrer, da hver enkelt af de utrolige syv får en ikonisk præsentationsscene.

Bevares, hver for sig er de syv gunslingers relativt flade papfigurer, som kan skæres ned til mundrette trailermoments: Gambleren, skarpskytten, indianeren. Det fungerer altid godt på film med gathering the team-sekvenser, men i denne ombæring er det ikke de store overraskelser, der tager stikket hjem – det er charmen, hvormed klichéen bliver gennemført.

Gambleren Faraday er for eksempel en værre gavtyv, spillet af den største gavtyv af dem alle, Chris Pratt. Der er ikke megen overraskelse i, at Faraday bruger oneliners og korttricks til at redde sig ud af en knibe, men det gør ikke noget, for man nyder selskabet.

Ethan Hawke og Denzel genforenes med Fuqua efter knaldperlen ’Training Day’. Det får de enormt lidt ud af. De to herrer udveksler meget få ord til hinanden og oftest kun i gruppen. Det hænger måske sammen med, at Hawke spiller den traumatiserede sydstatsskarpskytte Goodnight Robicheaux, der har set for meget rædsel i krigen og nu ikke kan trække på aftrækkeren, før det virkelig, virkelig gælder.

Hawke glimrer i de ikoniske træningsscener, hvor The Magnificent Seven træner landsbyboerne i at bruge våben i stedet for høtyve, ligesom originalen, men der er ikke rigtigt tid til at fordybe sig i ham og traumet, for vi skal også lige introducere en bjørn af en gudfrygtig pelsjæger, gestaltet af D’Onofrio med fistelstemme, en asiatisk hitman, der er god med knive, en indianer, der er god med bue og pil, og en outlaw-mexicaner, hvis primære karaktertræk er at være fra Mexico. Eller vist nok Texas, men det betyder ikke så meget.

I disse diversitetstider er der noget svært befriende i at befolke en western med så broget en skare og lade dem være præcis den karikatur, de altid har været. Det er nemlig hverken en politisk film eller en politisk korrekt film, heldigvis, om end det bliver en anelse trættende, at den ellers så seje og ressourcestærke enkefrue Cullen bliver en klassisk damsel in distress, når hun i sidste mohikaner-stil står ansigt til ansigt med de ondes indianer – for sådan én skal de jo have.

I virkeligheden kunne ’Magnificent Seven’ have været et lille mesterværk, hvis den hed ’Magnificent Three’, og der blev brugt lidt mere krudt på trekløveret og skurken Barholomew Bogue, som desværre, på trods af Sarsgaards hvislende slangeagtige gestaltning, aldrig rigtigt løfter sig over henchman-niveau.

Han blev bare et lidt ligegyldigt sidste led i den lange pølse af onde sorte hatte, der ridder ind i byen. Det er en skam, for en western er sjældent bedre end sin skurk.