Når man studerer ældgamle fotografier, kan fantasien nemt løbe af med én. Hvilke tanker løb igennem hovedet på de affotograferede, da billedet blev taget? Var de lykkelige? Hvad døde de af?
Højtideligheden i at blive fotograferet dengang ses i de opstillede positurer og alvorsfulde miner, som kan virke både fremmed og mystisk på os i dag. Det kan give anledning til selv at udfylde de historier, fotografierne har efterladt sig.
Netop sådan blev ‘Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’ til. I sin store samling af gamle fotografier fandt forfatteren Ransom Riggs inspirationen til det, der skulle blive karaktererne i hans fantasifulde bog.
Når man ser på de mystiske og uhyggelige polaroidbilleder er det nemt at se, hvor forfatterens fascination opstod. I gulnede toner og kornet opløsning ses to børn med hvide masker om hovedet og klovnedragter på. Gennem de grove udklip til øjnene stirrer den ene gådefuldt mod kameraet. Fra hånden trækker han en streng konfetti fra den andens mund. Under knoklede træer står en lille pige på et andet fotografi. Stiv og urørlig i strømpesokker og blanke sko, med øjnene hængende skyggefuldt ned af kinderne, der ser ud til at tilhøre en 90-årig. Hun har et tiara siddende langt nede over panden.
Disse billeder blev blandt andre grundlaget for fortællingen om Miss Peregrines. Et hjem for sære børn med særlige evner.
Mystikken, mørket og det afvigende i børnefortællinger er bestemt ikke en ukendt manege for instruktøren Tim Burton, der allerede inden denne film har udforsket tilsvarende temaer i ’Edward Saksehånd’, ’Nightmare Before Christmas’, ’Corpse Bride’ og ’Frankenweenie’. Derfor var der også mange, der mente, at netop hans navn på forhånd var mejslet ind i filmatiseringen af ‘Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’, der får dansk premiere i dag. Og da vi mødte Burton i London, fortalte han, hvordan han blev inspireret af bogens illustrationer.
»De er jo både uhyggelige og poetiske på samme tid, og man kan klart mærke, at de gemmer på en fortælling, som man endnu ikke kender til. Jeg kan godt lide historier, der er skabt på baggrund af folks forestillingsevner«, fortæller den 58-årige instruktør, der med sit vilde hår og sine mørke briller selv ligner en af figurerne fra hans fantasifulde filmuniverser.
Hvordan har du klaret udfordringen med at skabe et større visuelt univers til en film ud fra de fotografier?
»Det var en anderledes opgave at skabe billedsiden på denne film på baggrund af fotografierne. Du ser på dem, og de er meget stemningsfulde, men man får ikke meget information om sammenhængene i dem.
Det var vigtigt for mig at forsøge at holde mystikken i live i de levende billeder, så ikke alt blev forklaret, og publikum også selv kunne tolke på stemningen ved billederne. Og så er det altid en udfordring at skulle vise sin film for skaberen af originalværket. Det er langt værre end for ordinære publikum, som man ellers kan være spændt nok på.
Det er klart, at jeg gerne vil have, at Ransom Riggs synes, jeg har ramt hans vision. Jeg har selv prøvet at være inde og se et teaterstykke af Matthew Bourne med titlen ’Edward Saksehånd’. Der var både sang og dans, og det havde absolut intet at gøre med min egen version af filmen. Under stykket kunne jeg mærke, hvordan jeg så småt forlod min egen krop og svævede op under taget og ind i et mørkt hul. Samme reaktion vil jeg helst undgå, når Ransom Riggs skal se det færdige resultat«.
Filmens karakterer vil få mange tegneseriefans til at tænke på ’X-Men’, der også omhandler en gruppe misforståede outsidere med særlige og overnaturlige evner. Var det et bevidst valg at ride videre på succesbølgen af Marvel-film?
»Åh ja. Superheltefilmene er på mærkværdig vis stadig i live og klarer sig godt.
Jeg ser dog ikke ‘Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’ som endnu en superheltefilm. Jeg forestiller mig, at denne fortælling foregår på et mere jordnært og menneskeligt plan. De her børn skal ikke bruge deres kræfter på at redde hele verden. Jeg ser mere deres evner som en lidelse fremfor som superkræfter. Lidelser, som er en del af deres personlighed.
Hvert barn har sine helt egne kendetegn, og det var mere det, der interesserede mig, end selve de overnaturlige evner. Det er noget, jeg altid har identificeret mig med og lavet film om«.
Hvad synes du om tidens mange superheltefilm?
»Den første Batman-film, jeg lavede, var en okay kommerciel succes, men anmeldelserne var ikke vanvittigt positive. Det er sjovt, at superheltefilmen med samme form stadig er aktuel. Filmene har stadig de sjove kostumer og så videre. Og det ligner kun, at interessen for dem er voksende. Det synes jeg er overraskende«.
Nu nævner du, at du også synes, at fotografierne var uhyggelige. Var det svært at finde en balance, hvor filmen stadig kunne henvende sig til børn, uden at den blev for mørk i tone og stemning?
»Det er jeg nok den værste person at spørge om. Lige siden jeg startede min karriere, har alle andre jo altid ment, at mine fortællinger var for mørke. ’Batman’ var for mørk, da den kom frem. Nu ligner den lidt en glad is-ballet.
’Nightmare Before Christmas’ var også for mørk. Nu synger de fleste af jeres børn med på sangene, og selv jeres hunde kan lide den. Jeg har aldrig set noget af det, jeg har lavet, som mørkt. Så jeg er nok den forkerte at spørge«.
Du laver ofte film om børn, der har særlige evner og er outsidere i samfundet. Hvordan var du selv som barn?
»Jeg er nok ikke så langt fra Benjamin Button i virkeligheden. Da jeg var barn, følte jeg, at jeg var 80 år gammel, og her til morgen tror jeg, at jeg fyldte 13 år. Det er også derfor, at jeg giver børn mere kredit. Mange forældre siger altid, at deres børn ikke må se nogle film, fordi de er for uhyggelige. Jeg mener, at børn kender deres egen grænser med sådan nogle ting.
Jeg så mange monster-film og Vincent Price-film, da jeg var lille, og det har jeg da vist ikke taget skadet af. Eller har jeg? Jeg tror, jeg var lidt, ligesom jeg er i dag – bare mindre«.
Det er anden gang efter ’Dark Shadows’, at du bruger Eva Green, som her spiller børnehjemmets forstander miss Peregrine. Hvorfor valgte du hende?
»Hun har noget gammelt historisk filmstjerne over sig, der gjorde hende perfekt til denne film. Ligesom fotografierne så føler jeg, at jeg kender hende, men der er nok mystik over hende til, at det gør jeg alligevel ikke.
Det kan jeg rigtig godt lide ved hende. Især fordi alle efterhånden ved alt om alle i den her branche. Det er et smukt element ved hendes person. Og så synes jeg også virkelig, at hun ligner en person, der ville kunne trylle sig om til en fugl. Så jeg kunne slet ikke komme uden om hende som mit valg til miss Peregrine«.
Hvorfor valgte du Samuel L. Jackson til filmens skurkerolle?
»Jeg har altid gerne villet arbejde sammen med ham. Han er en aktiv herre, men jeg bliver aldrig træt af ham. Jeg har altid lyst til at se en film, hvis han er med i den. Og så var det fedt at give ham et udseende på film, som han ikke har haft før.
Han har også en anderledes tone omkring sig. Den stakkels fyr gik jo igennem meget under denne film. Den ene dag skulle han flyve igennem et rum, og dagen efter satte vi så ild til ham. Og nå ja, så skal han jo lige spille skuespil imens. Men han var selvfølgelig helt fremragende, og jeg vil altid arbejde med ham igen«.
Det lykkedes dig at få Judi Dench til at holde et armbrøst. Hvordan var det?
»Ligesom Sam så har hun selvfølgelig lavet en masse film, men hun har aldrig holdt et armbrøst eller blevet hevet igennem et vindue af et monster. Så der er altid noget nyt for alle på mine film – selv med alle hendes mange skuespilpriser på cv’et.
Men det er selvfølgelig en ære at arbejde med alle disse legender, som jeg ser meget op til. Da jeg først mødte Terrence Stamp, som også er med i filmen, fortalte han om dengang han var med på Fellini-filmen ’Spirits of the Dead’, og jeg sad bare helt stille og lyttede på hans fortælling i flere timer. Du lærer bare stadig så meget, når du arbejder med dem alle tre«.
Læs også: 5 stjerner til ‘Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’