’13th’: En gruopvækkende og uhyggelig dokumentar fra kvinden bag ’Selma’

’13th’: En gruopvækkende og uhyggelig dokumentar fra kvinden bag ’Selma’

Efter at have set Ava Duvernays dokumentar ’13th’ sidder jeg tilbage med tårer i øjnene og en følelse af rasende impotens.

Det er den samme følelse, man får, når man konfronteres med mange af nutidens politiske magtstrukturer og fænomener. Duvernay, som fik et bredt gennembrud spillefilmen ’Selma’ om Martin Luther King, sætter i ’13th’ fokus på sorte i det amerikanske fængselsvæsen som industri. Både i den forstand, at fængselssektoren i USA er en privatiseret milliardindustri og en moderne slaveindustri, der leverer billig arbejdskraft til alt fra frækt undertøj til krydsermissiler.

Historien fortælles i højt tempo med en blanding af tegninger og infografik, smagfuldt filmede talking heads og nøje kurateret arkivmateriale, der ledsages af et dystert soundtrack og nutidig rap. Dokumentarens titel henviser til den 13. tilføjelse til den amerikanske grundlov fra 1865, der gjort det ulovligt at holde slaver, med undtagelse som straf for kriminalitet.

Det blev udnyttet i stor stil af syden, hvis økonomi var afhængig af slaveriets gratis arbejdskraft. Sorte blev masseanholdt for de mindste lovovertrædelser og sat til straffearbejde. Herfra trækkes et blodigt spor op igennem USA’s historie til i dag, hvor én ud af tre sorte mænd kommer ind og sidde bag tremmer, og hvor en sort population på seks procent udgør en fængselspopulation på 40 procent.

Man fodres med informationer og tal, og nogle gange går det næsten for hurtigt, men det er også noget af en bedrift at koge 150 års historie ned til 100 minutter og efterlade publikum med følelsen af, at hvert nedslag alligevel blev en del af et samlet og helstøbt argument. DuVernay forsøger ikke at fortælle en historie fra alle sider, men giver primært taletiden til dem, der har manglet den: Afroamerikanere i form af forskere, akademikere, borgerrettighedsadvokater, forfattere, aktivister og tidligere indsatte.

Med nedslag i raceadskillelseslovene, borgerrettighedsbevægelserne i 50’erne, politibrutalitet og the war on drugs males sporene op til den aktuelle tilstand, hvor det, der kaldes ’The Prison Industrial Complex’ æder sorte morgen, middag og aften, som en af de interviewede så malende beskriver det.

Årsagen skal ikke mindst findes i et dysfunktionelt retsvæsen, som via politiske (republikanske) tænketanke og partiernes konkurrence om at være tough on crime i dag er et brutalt og hensynsløst monster. Langt størstedelen af de anklagede kommer aldrig for en dommer, de tvinges til at tage plea deals med anklageren eller risikerer en meget længere straf i retten. Hvis man følger med på seriefronten, kan man få en smag for det amerikanske fængsels- og retsvæsen i serier som ’Orange is the New Black’ og ’The Night of’.

DuVernay kommer også omkring højaktuelle emner som aktivistbevægelsen Black Lives Matter og den aktuelle præsidentkampagne mellem Donald Trump og Hilary Clinton. I krydsklip ses et klip med en ældre, velklædt sort herre, der i 50’erne bliver forulempet med skub og spark, mens han går ned ad gaden, og sorte aktivister til et Trump-rally, der bliver forulempet og overfaldet af Trump-tilhængere.

Selvom der er reformer på politikernes læber, ikke mindst som følge af det internationale pres fra ’Black Lives Matter’-bevægelsen, ligger tilliden til politikerne på et meget lille sted hos de interviewede, hvilket man godt forstår.

I en afsluttende montage ser vi de grove optagelser, der de seneste år har hjemsøgt os, af politimord på unge sorte mænd. Det er med en følelse af indignation, vrede og tristhed, at man ser rulleteksterne kører over skærmen på ’13th’, der kan anbefales til alle og enhver, der stadig har mod på at undersøge det dysfunktionelle amerikanske samfund.


Kort sagt:
I ’13th’ argumenterer Ava DuVernay effektivt for, at sorte indsatte i dag udgør en arbejdskraft, der har erstattet fortidens slavestyrke, samtidig med hun dykker ned i vigtige kapitler i USA’s mørke fortid. Det er en gruopvækkende og uhyggelig oplevelse, der især kan anbefales til alle med interesse for amerikanske samfundsforhold.

Dokumentar. Instruktør: Ava DuVernay. Medvirkende: Jelani Cobb, Angela Davis, Henry Louis Gates, Marie Gottschalk, John Hagan. Spilletid: 100 min.. Premiere: Den 8. oktober på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af