’Black Mirror’ sæson 3: Charlie Brooker har gjort det igen med frygtelig god serie
Klædt i alverdens faktisk og forestillet teknologi afklæder og blotlægger ’Black Mirror’ menneskets største frygt. Den graver sig ned i vores rå, ubeskyttede nerve. En rodbehandling af sjælen.
Tv-tandlægen bag hedder Charlie Brooker og er én af vor samtids skarpeste tunger. Brooker brød for alvor i gennem i 2006 som skaber af og vært for det eminente tv-program ’Screenwipe’, der hudflettede og satiriserede over både tv-programmer, nyhedsudsendelser og reklamer (og herhjemme affødte det meget savnede ’TV!TV!TV!’). I 2011 fulgte de første afsnit af det foreløbige hovedværk, ’Black Mirror’, og nu – to sæsoner og en fabelagtig Christmas Special senere – debuterer antologiserien så hos amerikanske Netflix.
Og lad os bare starte med det spørgsmål, som har naget de fleste fans af serien: Er Brooker blevet pæn og PG-13 efter at være blevet forgyldt af Hollywood? Svaret er heldigvis nej. Produktionsværdien har tydeligvis fået et par nøkker opad i nogle afsnit (for eksempel ’Nosedive’ og ’San Junipero’), men dette forsøg på at appellere til et bredere publikum har heldigvis ikke forplantet sig til Brookers manusser, der er lige så kompromisløse som altid.
Niveauet svinger – som i alle antologiserier – meget fra afsnit til afsnit, men falder heldigvis aldrig under det gennemsnitlige. Og tre af afsnittene, ’Nosedive’, ’Playtest’ og ’San Junipero’, er noget af det bedste, der kan opstøves på tv i 2016.
Fælles for dem alle er Brookers unikke evne til at fremskrive og/eller opfinde teknologiske dilemmaer i krydsfeltet mellem mulighed og misbrug.
’Nosedive’ er like whoring på sociale medier i højeste potens: Mennesker rangerer hinanden på en skala fra ét til fem efter enhver interaktion, og blot et par enkelte brud på optimal opførsel kan skyde din rating – og dermed din adgang til det perfekte job, den perfekte partner, det perfekte liv – i sænk.
’Playtest’ tager eskapisme og virtual reality under kærlig behandling ved at undersøge, om din psyke kan overleve det værste mareridt, som din egen underbevidsthed kan skabe. ’San Junipero’ lover evigt digitalt liv efter fysisk død og rejser det klassiske spørgsmål, om man virkelig kan vinde noget, hvis man intet har at tabe.
Brooker er blevet kritiseret for at være for dystopisk, og det ændrer tredje sæson ikke på. ’San Junipero’ lukker lidt lys ind, men det er ikke nok til ændre billedet af, at teknologi – og ikke mindst menneskets brug af teknologi – kan blive menneskehedens endeligt.
’Black Mirror’ er en cautionary tale, der spiller på vores instinktive frygt. Frygten for at leve, frygten for at dø. Frygten for at miste, frygten for aldrig at få noget at miste. Frygten for at blive ligesom sin far, frygten for at tabe det vigtigste i livet af syne.
Hvis man skal komme med én indvending mod Brooker er det, at han – med Variety-anmelder Sonia Sariyas ord – »er bedre til at opbygge sønderlemmende anden akter end til at fortjene sine slutninger«. Der er altid en krølle. Et twist. En kniv i hjertet eller måske en redningskrans, der dog er overhældt med benzin og sættes i brand lige om lidt. Nogle gange er første akt en sløv omgang eksposition, der kun eksisterer for at give twistet i tredje akt ekstra styrke.
Når en tv-serie kan få én til at sætte tape over sit webkamera, google ’cryosleep’ og tænke en ekstra gang, før man giver moster Gerdas gulerodskage det dér like, som hun så tydeligt fisker efter, er det imidlertid et meget lille aberdabei. Man vil gerne forføres og skræmmes af Charlie Brooker. Man vil gerne forsvinde ind i hans verdener.
Og samtidig håber man, at hans verdener forsvinder, før de nogensinde ser dagens lys. ’Black Mirror’ er frygteligt godt.
Kort sagt:
Tredje sæson er større og flottere end nogensinde før, men inderst inde er ’Black Mirror’ stadig en led lille laban, der ikke helmer, før du er reduceret til en grædefærdig klump kød splattet ud over din nærmeste touch screen. Charlie Brooker har gjort det igen.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.