Efter en god, lang sensommer er efteråret endelig over os. Vejret er blevet gråt og trist, og nattetimerne kan føles uendeligt lange.
Det kan naturligvis kun betyde én ting: Det er tid til at gemme ansigtet under dynen til nogle solide gyserfilm. Men som de fleste vel har erfaret for længst, er genren et minefelt af bras med pletvise succeshistorier, der umiddelbart kan være svære at identificere.
Det skyldes blandt andet, at vi alt for ofte begrænser os til det amerikanske filmmarked. Det er nemlig værd at se til vores side af Atlanterhavet, og måske har du allerede hørt om den udskældte italienske subgenre giallo, der var særligt populær op igennem 70’erne.
Giallo, der betyder ’gul’ på italiensk, referer til detektivromaner printet på billigt gult papir og kan sammenlignes med amerikanske pulp-noveller fra første halvdel af det 20. århundrede. Disse lavbudgetsfilm drejer sig oftest om en ukendt, behandsket morder, der myrder unge attraktive kvinder med et skarpt objekt, som må identificeres og fanges af en amatørdetektiv.
Lyder det bekendt, er det, fordi giallo-genren var en hovedinspiration til den amerikanske slasherfilm, der dominerede gysergenren i 80’erne og 90’erne.
Giallogenren er dog meget mere end slasherfilm på italiensk (eller dubbed engelsk) – de er nogle af de ledeste, voldsomste og visuelt mættede film fra det 20. århundrede. Ligesom den italienske fætter spaghettiwesterns er giallo film, der bruger mere energi på deres sensationalistiske form end en engageret, dybdegående fortælling. En ekstrem brug af farvet lys, tomme gyder, løse plots og idiosynkratiske soundtracks skaber en drømmelignende atmosfære, der kulminerer i ekstremt grafiske skildringer af død.
Og selvom genren ofte bliver kritiseret for at være mandschauvinistisk på grund af dens fetichistiske forhold til de mange kvindelige ofre, er mange af filmene ved nærmere inspektion præget af 70’ernes modkulturer med emner som feminisme, racisme og homoseksualitet på dagsordenen.
Men hvor skal man starte? Her er seks oplagte bud, som alle skal fanges på en god gammeldags dvd. Det er fragtomkostningerne værd!
6. ‘The Bird With the Crystal Plumage’ (1970)
Giallo kommer i mange former og er gennem tiden blev tolket forskelligt af mange instruktører, men Dario Argento er uomtvisteligt genrens største og vigtigste auteur.
Selvom det kan diskuteres, om ’The Bird With the Crystal Plumage’, Dario Argento’s debutfilm som instruktør, er den første giallofilm, er det i hvert fald filmen, der skrev regelbogen for genren på samme måde, som John Carpenters ’Halloween’ gjorde det for slashergenren.
Filmen følger en amerikansk forfatter, Sam, der under et besøg i Italien overværer en seriemorders fejlslagne mordforsøg. Herefter bliver han selv involveret i sagen både af politiet, der ser ham som et afgørende vidne, og af morderen, der har udset ham og hans kæreste som de næste ofre.
Plottet og opbygningen er relativt lige til, særligt i sammenligning med senere film i genren. Morderens identitet og eskaleringen af mysteriet er filmens fokus, og handlinger og motiver følger en logisk struktur, i takt med at Sam bliver dybere og dybere involveret i sagen. Det betyder dog også, at filmens formelle og stilistiske elementer træder i baggrunden til fordel for mysteriet selv.
De udstrakte mordscener og fokusset på ekstreme close-ups, refleksioner og farvet belysning, som bevidst forvirrer seeren, og som genrens senere produktioner er så kendt for, finder man ikke her. Til gengæld introducerer filmen den behandskede morder med et freudiansk motiv samt en begyndende nysgerrighed for publikums rolle som voyeur, en fascination, der fortsatte gennem Argentos senere bidrag til genren.
Et glimrende startsted for giallo-nybegyndere.
5. ’Tenebrae’ (1982)
Hvis ’The Bird With the Crystal Plumage’ er det logiske startskud for giallogenren, er ’Tenebrae’ dens naturlige slutpunkt.
Der blev naturligvis lavet giallofilm efter ’Tenebrae’, men Dario Argentos refleksion over en genre, han selv hjalp med at starte i 1970, føles samtidig som en afrunding. Plottet omhandler endnu engang en amerikansk forfatter, der bliver involveret i en serie af mord på unge kvinder, denne gang fordi han får trusler og opkald fra morderen i relation til hans nyeste bestseller ’Tenebrae’.
Men hvor Sam fra ’The Bird With the Crystal Plumage’ er en relativt endimensionel karakter, er Peters rolle som forfatter afgørende for forståelsen af ’Tenebrae’. Efter et interview med en kvindelig journalist, der anklager Peters bøger for at være mandschauvinistiske, står det klart, at han blot er en stand-in for Argento selv og de giallo-film han hovedsageligt er kendt for.
Man kan indvende, at denne refleksion over rollen som instruktør, portrætteringen af kvinder og publikums forhold til morderen går tabt i det, der uden tvivl er Argentos voldeligste film – velsagtens et slags »fuck jer« til kritikerne.
’Tenebrae’ er dog ikke desto mindre en utroligt nervepirrende gyser med nogle af giallo-mesterens bedste sekvenser såsom verdens mest stædige, atletiske dobermann, der jagter en stakkels kvinde gennem en park hele vejen til morderens bosted. Endnu en gang er mordene i fokus, og de vises frem med samme sans for iscenesættelse, som var ligene modeller og Argento deres fotograf.
4. ’Amer’ (2009)
Amer skiller væsentligt ud på denne liste. For det første er filmen ikke lavet inden for giallogenrens gyldne æra, men er i stedet en moderne refleksion over og homage til en for længst død genre. For det andet er ’Amer’ ikke italiensk, men instrueret af det belgiske instruktørpar Helène Cattet og Bruno Forzani.
Dens løse, surrealistiske plotstruktur omhandler kvinden Ana, som vi følger gennem tre afgørende øjeblikke i hendes unge liv, fra et barndomstraume til hendes teenageår til et afsluttende kapitel, der følger hendes hjemkomst til barndomshjemmet som voksen kvinde.
Giallogenrens kendetegn fra de ekstreme close-ups af snitsår og øjenæbler til den behandskede morder er alle til stede, men er her brugt til at give et indblik i Anas dystre fortid og traumer. Det første kapitel, hvori en afdød slægtning hjemsøger den unge Ana, er et klart højdepunkt, hvor det fragmenterede plot, den drømmelignende mise-en-scene og et par veltimede jumpscares skaber en vanvittigt nervepirrende atmosfære.
For nogle vil ’Amer’ uden tvivl virke prætentiøs, hvilket også er grunden til, at den ikke er højere på listen, men som en inkarneret fan af giallo er Cattets og Forzanis enorme forståelse for genren utroligt tilfredsstillende, især efter de tidligere mestre af genren enten er afgået ved døden er faldet af på den.
3. ’The New York Ripper’ (1982)
Hvis Argento er Italiens John Carpenter, så er Lucio Fulci landets George A. Romeo.
Hvor Argentos film er stilfulde, går Fulci efter struben og lader sine film forsvinde i en fontæne af indvolde, blod og gurglende skrig. Fulci er mest kendt for sine zombiefilm, heriblandt min egen favoritgyserfilm, ’Zombi 2’. Men selvom hans mest populære film alle er berygtede og elskede for deres montager af groteske, psykotisk fetichistiske dødsscenarier, så går ingen så langt som ’The New York Ripper’.
Som titlen angiver, er det en løst moderniseret udgave af seriemorderen Jack the Ripper. Plottet er så tyndt, som Fulci kan slippe af sted med og indbefatter en afdanket politiofficer og en kynisk psykolog, der prøver at fange en morder, der skærer kvinder op, mens han rapper som en and.
På grund af dens ekstremt grafiske mordscener med kvinder har filmen fået ry for at være mandschauvinistisk. En tolkning, man godt kan forstå. ’The New York Ripper’ tilhører en genre, som er kendt for sin sensationalistiske portrættering af mordet som ritual, og filmen såvel som dens karakterer virker apatiske over for det stigende tal af lemlæstede kvindekroppe.
Men de tonale problemer til trods kan den kyniske fremvisning af vold imod kvinder også ses som en undersøgelse af kvinders frygt for mænd. Gennem hele filmen bliver kvinder angrebet ikke blot fysisk, men også verbalt og psykisk. Mordene er samtidig præget af rutine. De er alle groteske, men følger det samme mønster og er på denne måde mere gruopvækkende, end de er fængslende.
2. ’Suspiria’ (1977)
Man kan godt argumentere for, at ’Suspiria’ ikke rigtigt hører til på denne liste, da den repræsenterer Dario Argentos første indhak i forbandelsesgenren.
Det vil dog være synd ikke at inkludere Argentos umiskendelige hovedværk, en gyserfilm så god, at selv de hårdeste kritikere af genren har anerkendt den som et essentielt filmhistorisk værk. Og til trods for forskellene mellem ’Suspiria’ og andre giallo-film – det er for eksempel en gotisk forbandelsesfilm, der omhandler en ældgammel kult af hekse – er filmen mere end perifert relateret til giallo. Den dvælende fotografering og de grafiske mordscener er alle et tydeligt resultat af Argentos stilistiske rejse, fra ’The Bird With The Crystal Plumage’s tomme museumshaller til ’Deep Red’s psykedeliske afbildninger af død.
Med ’Suspiria’ giver Argento dog endelig slip på de elementer, der har holdt hans tidligere film tilbage, især selve plottet. Ved at gøre sin behandskede morder overnaturlig skaber han rum for nogle af de mest kreative mordscener og scenarier, man nogensinde har set, og ’Suspiria’ indeholder alt fra en blind mand, der får bidt struben over af sin førerhund, til en ung studerende, der bliver slæbt fra sit vindue til taget på sin lejlighed, stukket flere gange igennem hjertet og til sidst hængt fra tagvinduet.
Det er scener som disse, der får filmen til at brænde sig fast på nethinden.
1. ’Bay of Blood’ (1971)
Lyder dette scenarie bekendt? En gruppe festglade teenagere tager til en hytte, der ligger ud til en sø for at nøgenbade, drikke sig fulde og dyrke sex. De glade dage hører dog op, da en psykopat med en machete mere eller mindre umotiveret begynder at hakke dem i stykker én efter én.
Denne præmis for Sean Cunninghams mega-hit ’Friday the 13th’ er i Mario Bava’s ’Bay of Blood’ en godt og vel tyve minutter lang sekvens. Steve Miner gik endda skridtet videre i ’Friday the 13th Part 2’, hvor et af de mere ikoniske mord – Jason Vorhees, der spidder et ungt par med et spyd, mens de har sex – er taget direkte fra et scenarie fra ’Bay of Blood’.
Det er dog ikke på grund af denne sekvens alene, at ’Bay of Blood’ er min favorit-giallo-film. Den svælger i en papirtynd historie med et farverigt persongalleri, som gennem giallogenrens kyniske verdenssyn bliver transformeret fra overklasseborgere til ensporede seriemordere, der alle som én er klar til at myrde hinanden for at komme til at eje den føromtalte sø.
Motivationerne er nærmest fraværende, men ingen anden giallofilm har vendt genrens ikoniske mordere mod hinanden, og resultatet er lige så underholdende, som det er brutalt.
Læs også: Stor guide: Her er de bedste skæve vampyrfilm i nyere tid