Få film har delt vandene så meget som disse i nyere tid – fra nymfomaner til dæmoner

Få film har delt vandene så meget som disse i nyere tid – fra nymfomaner til dæmoner

Der er film, som alle er enige om at elske, men de mest interessante film er som oftest dem, der deler publikum i to lejre og sætter inderlige diskussioner i gang. Det er gennem disse diskussioner, at filmkunstens eksistensgrundlag og funktion bliver sat på spil og måske også her, at filmmediet for alvor rykker sig.

Men hvilke film fra det 21. århundrede har kunnet få temperamenterne mest i kog? Vi dykker ned i 10 dybt polariserende film til inspiration og diskussion for alle cineaster. Fortæl os, hvad du synes om dem, og vi skal fortælle dig, hvem du er.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘The Neon Demon’

Selvom ‘Only God Forgives’ havde skuffet mange af de fans, som håbede på en ny ‘Drive’, var forventningerne skyhøje til Nicolas Winding Refns mode-horrorshow ‘The Neon Demon’, der havde stærke navne som Elle Fanning, Jena Malone og Keanu Reeves på rollelisten.

I filmen kommer den 16-årige aspirerende model Jesse til Los Angeles, hvor hendes naturlige skønhed hurtigt bliver eftertragtet til de andre modellers store misundelse. Jesse har den X-faktor, som alle i branchen er villige til at gøre alt for at få fat i.

For:
Flere anmeldere faldt i svime over Refns overdøvende stilistik og så ‘The Neon Demon’ som det endelige bevis på Refns overlegne beherskelse af filmmediets æstetiske muligheder. The A.V. Club beskrev den med de rammende ord:

»Stil triumferer ikke over substans i ‘The Neon Demon’. Det fortærer det«.

Imod:
Andre mente, at stilen dækkede over et dødbringende problem – at filmen ganske enkelt ikke havde noget at sige. Rolling Stone gav den disse hårde ord med på vejen:

»Hvad, jeg ikke køber, er, at Refn har lavet en film, der er så livløs og blottet for menneskelig interesse«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Cloud Atlas’

Hvis vi ser bort fra ‘The Matrix’, har alle film med Wachowski-søstrenes navn på plakaten delt vandene. ‘Jupiter Ascending’, ‘Speed Racer’ og mest af alt ‘Cloud Atlas’ har på alle måder splittet fans og anmeldere.

‘Cloud Atlas’ er baseret på forfatteren David Mitchells ambitiøse, episke sci-fi-storværk af samme navn og fortæller en lang række forskellige historier på tværs af tid og sted, der alle hænger sammen gennem konsekvenserne af karakterernes handlinger.

For:
Der var en trofast skare, som elskede ‘Cloud Atlas’ for dens overambitiøse fortælling og egensindige univers. Salon gav den blandt andet topkarakter med ordene:

»Det er en fantastisk, forvirrende, spændende og (for mange, ser det ud til) irriterende oplevelse, og efter min smag den smukkeste og mest iøjnefaldende biografoplevelse i år«.

Imod:
Kritikken var til gengæld lige så nådesløs. Flere anmeldere hadede decideret dens rodede fortælling, hvor skuespillere som Hugh Grant, Tom Hanks og Halle Berry spillede flere forskellige roller, måden, den forsøgte at binde de individuelle historier sammen, og de lommefilosofiske budskaber. De ubestridt mest bidske ord kom fra New York Post:

»Jeg er enig i, at filmen har mange lag. Alle sammen er forfærdelige«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Avatar’

Ingen var uenige i, at James Camerons ‘Avatar’ fra 2009 var et filmteknisk vidunder ved sin udgivelse, og den blev tilmed belønnet med hele tre Oscars for dens effekter og billedside, mens ’The Hurt Locker’ nuppede bedste film-prisen for næsen af den.

Historien er til gengæld en anden sag. ‘Avatar’ handler om den kørestolsbundne soldat Jake Sully (Sam Worthington), der sendes af sted på en mission på månen Pandora, hvor han bliver operatør på en avatar-udgave af de Na’Vier, som bebor Pandora. Han opdager dog, at organisationen, der sendte ham af sted, har grådige og destruktive planer for Na’Vierne, og pludselig ser han sig splittet mellem sin arbejdsgiver og sin fascination af den lokale kultur.

For:
‘Avatar’ havde tydeligvis fokus på den visuelle filmoplevelse og stræbte ikke efter at være et dybere kunstnerisk værk, mente tilhængerne. The Hollywood Reporter havde endda ros til historien, da de gav den topkarakter og skrev:

»Hver en bid af teknologi i ‘Avatar’ tjener det større formål at fortælle en dybfølt kærlighedshistorie«.

Imod:
I den modsatte lejr fandt mange dog, at ‘Avatar’ var en omgang indholdsløst bulder og brag, og selvom størstedelen af anmelderskaren faktisk var positive, kritiserede blandt andre The A.V. Club den med hårde ord:

»På et historieplan har Cameron investeret det absolut minimale, som er nødvendigt for at give ‘Avatar’ et eksistensgrundlag, og selvom der ikke er nogen tvivl om hans omhyggelighed, er filmen mere demo end drama«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘American Sniper’

Clint Eastwoods ‘American Sniper’ skabte politiske ramaskrig, da den for to år siden buldrede af sted i biograferne og blev en kæmpe publikumssucces.

I filmen spiller Bradley Cooper den amerikanske snigskytte Chris Kyle, der opnår heltestatus, da han under fire ture til Irak anslås til at have dræbt mere end 255 mål. Men hvem var disse mål, og kan det nogensinde være berettiget at slå 255 mennesker ihjel? Det var hovedspørgsmålet, som blev stillet af både aviser og anmelderne.

For:
Nogle anmeldere roste filmens for dens humanistiske skildring af Chris Kyles turbulente liv og den voldsomt negative indflydelse, hans handlinger havde på ham, efter at han kom hjem fra krigen. The Hollywood Reporter roste den med ordene:

»En stram, levende og trist beretning om det korte liv, som en af de mest hædrede snigskytter i den amerikanske militærhistorie fik«.

Imod:
Andre fandt den ensporet og oversimplificeret fra et moralsk standpunkt og følte, at den på intet tidspunkt formåede at komme under huden på sit publikum. Kritikken fra The Wrap opsummerer den negative konsensus ret præcist:

»Clint Eastwoods fokus på Kyle er så stramt, at ingen anden karakter, inklusive hans kone Taya (Sienna Miller), fremstilles som et menneske, og dens rækkevidde er så smal, at filmen kun overfladisk behandler de mange moralske spørgsmål omkring Irak-krigen«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Love’

Det er uhyre let at udvælge en Gasper Noé-film, som har delt sit publikum i to, forskelligstemte lejre. Det har de nemlig alle. Lige fra ‘Irreversible’ med den ubarmhjertige voldtægtsscene og modbydelige brandslukker-i-kraniet-scene til det næsten tre timer lange syretrip ‘Enter the Void’. Noé har altid dyrket det konfronterende, seksuelt voldelige og nihilistiske.

I Noés seneste film, ‘Love’, tog han os på en utilsløret 3D-sexrejse sammen med amerikaneren Murphy (Karl Glusman, der siden har kunnet ses i ‘The Neon Demon’), der indleder et seksuelt og følelsesmæssigt intenst forhold med den ustabile Electra (debuterende Aomi Muyock). Ingen af dem er dog forberedte på den effekt, det får på deres forhold, da de inviterer deres kønne nabo (Klara Kristin) med i sengen.

For:
Det var ikke, fordi anmelderne var helt oppe og ringe, men mange gav den alligevel ros for at være en film, der satte sig i kroppen og blev der længe efter, at man havde forladt biografen. Salon skrev blandt andet følgende:

»Selv med sine rigelige fejl og sin villighed til at ydmyge sig selv slap denne mærkelige og usædvanlige film aldrig sit greb om mig; den svøbte mig i en drømmeagtig ekstase og derefter i en følelse af dyb og næsten universel personlig tragedie«.

Imod:
Andre kritiserede den for at være hamrende kedelig. Selv sexscenernes autenticitet – som må siges at være afgørende for en film om sex – blev af The Washington Post beskrevet således:

»Hvis det er sådan, sex føles, så er vi alle snart uddøde«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Inland Empire’

Få kan syre ud som David Lynch, og i hans seneste spillefilm, den surrealistiske, mareridtsagtige ‘Inland Empire’, holdt han sig på ingen måde tilbage. Med en spilletid på tre timer er ‘Inland Empire’ en dyb, dyb rejse ind i en skuespilleren Nikki Grace/Susan Blues (Laura Dern) sind, der på alle måder er umulig at give en kortfattet og retfærdiggørende opsummering af.

For:
Det anerkendte franske magasin Cahiers du Cinéma havde ‘Inland Empire’ som den næstbedste film i 2007, og anmelderne roste filmen for dens eksperimentelle tilgang og originale historiefortælling.

»En af de få film, jeg har set i år, som fortjener at blive kaldt kunst«, skrev The New York Times rosende om filmens kunstneriske ambitioner.

Imod:
For dem, som ikke tilfredsstilles af Lynchs eksperimentelle stil, var det dog en noget andet oplevelse at kæmpe sig igennem tre timers svært begribelige indtryk. Variety beskrev denne kontrast rammende i deres lunkne anmeldelse:

»’Inland Empire’ kan tryllebinde dem, for hvem afsenderen ikke kan gøre noget galt, men de uoverbeviste og lejlighedsvis beundrende vil finde den lige så kedelig og mudret som opvaskevand«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Da Sweet Blood of Jesus’

En anden provokatør på listen er instruktøren Spike Lee, som siden 80’erne har forsøgt at bryde de stereotype raceopfattelser, der har domineret i Hollywood.

Den Kickstarter-finansierede ‘Da Sweet Blood of Jesus’ er måske ikke det bedste eksempel på netop denne mission, men alligevel formåede den at splitte anmelderne i to. Filmen er en utraditionel, blacksploitation-bevidst vampyrfortælling om Dr. Hess Green, der forbandes af en oldgammel afrikansk artefakt med en tørst efter blod.

For:
Filmen fik kun begrænset premiere – herhjemme på CPH PIX sidste år – men en del af de anmeldere, som fangende den, genkendte mange af de gamle Spike Lee-kvaliteter, der gjorde ham til en skelsættende filmskaber. IndieWire gav ham disse rosende ord:

»Når Lee bevæger sig væk fra uhyrlige plotdetaljer, så forvandler ‘Da Sweet Blood of Jesus’ sig til et stilfuldt middel til at udforske nutidige kampe i det urbane sorte Amerika ved at skildre det som en ballet mellem personlige og praktiske konflikter«.

Imod:
Kritikken var dog hård fra den modsatte lejr, der kaldte filmen dårligt udført, uskarp, klichéfyldt og fyldt med ubrugt potentiale. Blandt de kritiske røster var blandt andre The Washington Post:

»Selvom Lee kortvarigt beskæftiger sig med nogle fascinerende idéer, som forbinder vampyrers eksistens med kulturel bemyndigelse, bevarelse og overlevelse, så ødsler han potentialet væk i blytunge softcore-klichéer, der oftest ender med, at han beglor kvindelige former«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘Spring Breakers’

Harmony Korine slog igennem med sit debutmanuskript til den kontroversielle ‘Kids’ (1995) og har siden udgydt en svingende produktion med film som ’Julien Donkey-Boy’ og ’Gummo’ som markante højdepunkter i nyere amerikansk indiefilm.

I 2012 fik Korine et veritabelt comeback med ‘Spring Breakers’, hvor fire college-piger (spillet af Selena Gomez, Vanessa Hudgens, Ashley Benson og Rachel Korine) finansierer deres drukferie ved at røve en restaurant. De arresteres senere, men får deres kaution betalt af den gale narko- og våbenhandler Alien (James Franco med cornrows og grills), der trækker dem længere og længere ind i en underverden af kriminalitet.

For:
Det poppede cast af tidligere Disney-stjerner fik ‘Spring Breakers’ til at fremstå mainstream, men i virkeligheden var den alt andet. Et syret portræt af en fordærvet ungdom med hårdtpumpende dubstep på lydsiden og strømlinede neonfarver på billedsiden. Det fik The New York Times til at smide topkarakter efter filmen med ordene:

»I ‘Spring Breakers’ borer Korine sig ind i et anfægtet, dybt amerikansk emne – stræben efter lykke taget til nihilistiske ekstremer – men han forvandler denne udforskning til en så ustyrlig morsom fest, at det tager et stykke tid at forstå, at dette mere er en gyserfilm end en komedie«.

Imod:
Hos andre anmeldere havde ‘Spring Breakers’ den modsatte effekt. De affærdigede den som noget usammenhængende vrøvl, der var trættende, usammenhængende, plotløst og slasket i sin udførsel – hvilket blot er kun et mindre udpluk af de ukvemsord, der blev brugt til at beskrive filmen. The Washington Post skrev følgende:

»Hvordan i alverden er det muligt for én film at være så trættende? ‘Spring Breakers’ er ikke dødkedelig på trods af al nøgenheden og volden, men på grund af den«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘The Dark Knight Rises’

Få film var lige så ventede som den afsluttende film på Christopher Nolans Batman-trilogi, ‘The Dark Knight Rises’, efter forgængeren ‘The Dark Knight’ blæste alles forventninger omkuld.

I 3’eren, der udspiller sig otte år efter begivenhederne i ‘The Dark Knight’, skaber superskurken Bane (Tom Hardy) komplet anarki i Gotham, og Batman tvinges ud af sit eksil for atter at redde byen fra undergang.

For:
I imponerende mange anmelderes øjne lykkedes det for Nolan at indfri forventningerne med ‘The Dark Knight Rises’. Listen over topkarakterer er lang og tæller anerkendte medier som The Hollywood Reporter, Empire, Time og Indiewire, hvoraf sidstnævnte havde følgende lovord til filmen:

»En filmisk, kulturel og personlig triumf – ‘The Dark Knight Rises’ er følelsesmæssigt inspirerende, æstetisk vigtig og afgørende vigtig for Amerika selv – som et spejl af både sober refleksion og spændstigt håb«.

Imod:
Men der var stadig dem, som havde mindre flatterende ord til overs for Nolans afslutning på trilogien. Disse fandt blandt andet plottet rodet og overfladisk, i kraft af at filmen kun kradsede i overfladen af de større problemer – Wall Street og den finansielle elite – og lod sig reducere til det samme psykodrama mellem Batman og hovedskurken, som man så i de forrige film. De mest negative ord kunne findes hos New York Observer:

»Halvhjertet giver jeg ‘The Dark Knight Rises’ – den tredje og sidste Batflick i Nolan-trilogien – en stjerne for trommehindesprængende lydeffekter og grøn stær-fremkaldende computerbilleder i blændende IMAX, men så kan man da også tale om at strække den«.

Samtidig er ’The Dark Knight Rises’ en af de film, som synes at have mistet anerkendelse blandt filmbuffs, for hver dag der er gået siden premieren, og kritikpunkterne er mange, inklusive plottwist og forløsning til sidst i filmen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘Nymphomaniac’

Man kan selvfølgelig ikke beskæftige sig med polariserende film uden at komme omkring Danmarks egen enfant terrible Lars von Trier, der har provokeret filmverden lige siden debuten ’Forbrydelsens element’ i 1984.

Triers seneste værk, den kontroversielle dobbelt-feature ‘Nymphomaniac’, var en skelsættende rejse gennem en kvindes (Charlotte Gainsbourg) erotiske liv og levned, der bliver minutiøst gennemgået, da hun fortæller den til manden (Stellan Skarsgård) som har reddet hende, efter hun er blevet slået halvt fordærvet i en gyde.

For:
Flere beundrede måden, Trier havde spundet historien sammen på, inklusive de mange vittige digressioner, og hvordan den på trods af sin kolde tone og dystre farvepalet alligevel formåede at være legende og sjov. IndieWire skrev som følger:

»’Nymphomaniac’ er virkelig et hovedværk, som forsøger og, i vid udstrækning, lykkes med organisk at syntetisere verdenen, idéer og filmkunst, som kun den kyndige von Trier kan gøre, i denne henslængte og ambitiøse filmisk fabel«.

Imod:
Andre beundrede absolut ingenting ved filmen. Heriblandt New York Daily News der gav både del et og to af ‘Nymphomaniac’ en rungende bundkarakter med ordene:

»Den danske instruktør Lars von Trier gør denne fortælling om en kvindes banale seksuelle eventyr til en utilsigtet komedie. Filmen laver en analogi mellem sex og fluefiskeri – og fluefiskeriet virker mest spændende«.

Læs også: Fra Mads Mikkelsen til Woody Allen: Det skal du se i biografen i oktober

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af