‘Inferno’: Ny Robert Langdon-film er kryptisk og kedsommelig
Kan man retfærdiggøre at udslette halvdelen af jordens befolkning, hvis det var den eneste mulighed for at redde menneskets eksistens?
Det er dette grusomme dilemma, som stilles i åbningsscenen i ’Inferno’ den tredje filmatisering af den populære Dan Bown-bogserie om symbol- og mysterium-professoren Robert Langdon.
Milliardæren og den biomedicinske videnskabsmand Bertrand Zobrist mener, at svaret er ja. Han er sikker på, at mennesket vil fortære sig selv om mindre end 100 år på grund af en stigende overbefolkning, og han har derfor skabt en virus, der som Den Sorte Død skal slippes løs blandt befolkningen.
Som en ægte James Bond-skurk formår Zobrist heldigvis både at fortælle nok om sin plan og levne nok tid til, at heltene i historien kan nå at stoppe virusudbruddet. Selv da han i starten af filmen kaster sig i døden fra et kirketårn i Sydeuropa, efterlader han en gåde, der kan sende Robert Langdon og co. i retning af, hvor og hvornår virusset vil blive sluppet løs.
Som ventet stormer de kryptiske spørgsmål i ’Inferno’ herefter ind på lærredet med samme hast som en flok tørstige festivalgængere over et væltet hegn på Roskilde Festival. Hvad laver Robert Langdon på et hospital i Firenze? Hvorfor jagter det lokale politi ham med skarpladte pistoler? Og hvorfor har den dygtige gådeknuser et kort over Dantes Inferno i jakkelommen?
Langdon husker ikke selv svaret på disse spørgsmål. Han er nemlig blevet skudt i hovedet og lider af korttidshukommelsestab. Publikum må således væbne sig med tålmodighed, mens han sammen med den noget yngre Dr. Sienna Brooks (Felicity Jones) forsøger at nå til bunds i både hukommelsen og mysterierne, inden virussen bliver sluppet løs.
At give hovedpersonen hukommelsestab er et velkendt og effektivt redskab i thriller- og krimigenren, som vi har set i alt fra Christopher Nolans ’Memento’ til David Lynchs ’Mulholland Drive’ og ’Jason Bourne’. Her forbliver den gådefulde fascination intakt, imens hukommelsen på elegant og skræmmende vis genetableres scene for scene. I ’Inferno’ samles brikkerne i puslespillet dog lige så vilkårligt og klodset som en tumling med et puslespil for voksne. Den eneste forskel er, at man som passiv beskuer keder sig væsentlig mere i selskab med Tom Hanks og co.
Var du stor fan af instruktør Ron Howards to andre filmatiseringer i bogserien, den elendige ’Da Vinci mysteriet’ og den lidt bedre ’Engle & dæmoner’, vil du nok endnu engang nyde synet af Tom Hanks på endnu en tempofyldt skattejagt igennem de mange karakteristiske religiøse og kunstneriske monumenter i Sydeuropa. Fans af bøgerne vil nok savne flere af Dan Browns matematiske, historiske og religiøse anekdoter, der i det mindste giver tilskueren en oplevelse af at være blevet klogere undervejs.
Sidse Babett Knudsen fortsætter filmseriens danskertraditioner efter Thure Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas, og hun har nogle fine sentimentale scener med Tom Hanks som efterforskningslederen Dr. Sinskey. Glæden ved at se hende i en stor international rolle kan dog ikke redde helhedsoplevelsen af, at ’Inferno’ er en krimigåde, man hurtigt mister interessen for.
Ligesom i forgængerne løser Robert Langdon fortællingens gåder og anagrammer så hurtigt og tilfældigt, at man som publikum ikke selv får en chance for at tænke eller gætte med. Og det virker både konstrueret, heldigt og kalkuleret, når Langdons hukommelse pludselig kommer tilbage til ham i vigtige øjeblikke, ligesom man i alt for høj grad mærker hensigten om at snyde publikum med adskillige plottwist, som til gengæld kommer på en bekostning af et meget søgt, forvirrende og kryptisk handlingsforløb.
Samtidig serveres løsningerne på gåderne undervejs med så mange gentagelser og flashbacks, at man kunne få den tanke, at filmskaberne tror, det er os, der lider af hukommelsestab.
Kort sagt:
’Inferno’ er lige så underholdende som at overvære en tilfældig fremmed lægge syv-kabale.