Efter premieren på teaterstykket ’The Spoils’ i London i slutningen af maj blev Jesse Eisenberg i anmeldelserne i de engelske aviser sammenlignet med Woody Allen. På grund af sit talent for at skrive morsomt, men også med en særlig personlig form for jødisk weltsmertz.
På den baggrund er det et pudsigt sammenfald, at Jesse Eisenberg spiller hovedrollen i Woody Allens seneste komedie, ’Café Society’, efter at have haft en mindre rolle i ’To Rome With Love’ fra 2012.
I ’Café Society’ befinder vi os i 1930’erne, hvor Jesse Eisenberg spiller en ung mand, Bobby, fra New York, der vil have luftforandring. Derfor tager han til Hollywood og får job i sin onkels PR-firma. Onklen (Steve Carell) lader sin kvindelige assistent Vonnie (Kristen Stewart) vise ham rundt i byen. Bobby forelsker sig i Vonnie, uden at vide at hun allerede har haft en affære med hans onkel i et års tid, hvad hun ikke fortæller ham. Forviklinger, tragik og komik følger.
Vi mødte Jesse Eisenberg på det fine Carlton Hotel i Cannes, hvor han viser sig at være en mand, der har tænkt over livet og karrieren, og som gør sig meget umage med at forklare sig. Akkurat som en ung Woody Allen er hans mimik og tale hektisk.
Var der en større forståelse mellem Woody Allen og dig end typisk mellem instruktør og skuespiller?
»Der var ikke noget bevidst forsøg fra min side for at komme til at ligne Woody Allen i den måde, jeg spiller på, men vi er begge to vokset op i jødiske familier i New York.
Socioøkonomisk og religiøst ligner vores opvækst altså hinanden. Vi har også begge to haft en interesse for kunst, humor og drama, og det vil jo i sidste ende gøre, at man ligner hinanden en smule.
Og så var jeg selv meget interesseret i Woody Allen, da jeg voksede op. Han formede min idé om, hvad humor og drama er, og den måde folk kan diskutere noget intellektuelt på og samtidig gøre det morsomt.
Den første Woody Allen-film, jeg så, var ’Crimes and Misdemeanors’ (’Små og store synder’ fra 1989), da jeg var 16 år gammel, og jeg synes stadig, det er hans bedste film. Når jeg tænker på det, er det egentlig ret utroligt, at jeg kunne gå rundt i hele 16 år uden at opdage Woody Allen, fordi han var så populær. Jeg er næsten skuffet over, at jeg ikke kendte til ham noget tidligere«.
Woody Allen ser ikke mange film, så hvordan fik han øje på dig?
»Jeg var dobbeltheldig. Han havde set ’Adventureland’ (2009), fordi instruktøren Greg Mottolas kone havde været Allens assistent i en del år. Der var altså en personlig forbindelse, der var heldig for mig og for Kristen Stewart. Men faktisk kendte han mig også fra nogle af de stykker, jeg har skrevet, der er sat op i New York«.
Apropos ’Café Society’, der er en slags romantisk komedie: Bliver du inspireret af romantik i dit eget arbejde?
»Nok ikke direkte. I det, jeg skriver, er karaktererne foragtelige, og de kæmper sig gennem egen angst og vrede. Jeg ville nok aldrig skrive en romantisk film, fordi sådan ser jeg ganske enkelt ikke verden.
Men folk vil gerne se den slags historier, og når Woody Allen beskæftiger sig med romantik, underminerer han jo romantikken meget snedigt, så karaktererne ender i situationer, hvor de ikke føler sig tilpasse. Bobby, som jeg spiller, ender med en kvinde, mens han tænker på en anden. Det er den form for kynisme, der gør hans værk interessant for mig som publikum og andre, der ligner mig«.
Du har tidligere sagt, at du er meget nervøs før en stor arbejdsopgave. Gør succesen det lettere for dig?
»Succes i en industri, der er freelance og uforudsigelig, er aldrig stabil, men jo mere jeg laver, jo mere kommer jeg til at lave flere af de ting, jeg allerhelst vil lave. Som for eksempel at spille med i de teaterstykker, jeg selv skriver. Det er jeg stadig nervøs over, men det er en anden slags nervøsitet.
Nu er jeg nervøs for, om jeg kan leve op til mine egne forventninger, og det er en mere sofistikeret udgave af begrebet frem for at være nervøs for ikke at gøre andre glade«.
Hvordan manøvrerer du selv i Hollywood?
»Jeg spiller ikke spillet. Sagen er jo den, at på det individuelle niveau er folk ofte kloge og interesserede i alt det rigtige, men så er der de systemiske problemer, der handler om masseappel, der kan gøre, at filmene ender med ikke at blive særligt gode.
Manuskriptforfatterne kommer fra de gode skoler og skriver interessante historier, men så ender systemet med at manipulere med filmene undervejs, så det meste bliver til eksplosioner. Sådan er det vel med enhver form for industri«.
Alle skuespillere har en prisseddel på ryggen. Er din meget høj efter ’Batman vs Superman’?
»Jeg tænker ikke selv så meget over det. Hvis jeg er med i en stor film, koster jeg vel markedsprisen, men i øjeblikket er jeg med i teaterstykke i London, hvor vi tjener 200 dollars om ugen, så jeg går ikke efter pengene.
Det tager længere tid end en film, og jeg skrev selv stykket gennem et helt år, og det fik jeg ingen penge for. Omvendt, hvis du skal være med i en stor film, og dit ansigt hænger på plakater over hele Kina, er det vel kun rimeligt, man bliver betalt for det«.
Havde du som ung både ambitioner om at skrive og om at blive skuespiller?
»Jeg begyndte med at skrive vittigheder. Bare sådan halvdumme oneliners. Senere indså jeg, at der var mere emotionel dybde i at lave andre slags vittigheder rodfæstet i menneskers følelser. Senere kom der historier på, og det hele blev mere alvorligt.
Og Woody Allen har haft lidt det samme forløb. Stand-up var ikke tilfredsstillende nok for ham, og det var det heller ikke for mig. Det er vel meget typisk, at man begynder som en lidt overdrevet dummere udgave af sig selv, og når man så har fået arbejde, kan man glide over i noget mere alvorligt. Det er en logisk måde at komme ind i en branche på, der ikke nødvendigvis af sig selv efterspørger sådan nogle som som hverken Woody Allen eller mig«.
Læs også: Interview – Kristen Stewart går til angreb