’Klanen’: Argentinsk kidnapningsdrama forfærder og underholder
Et hyggeligt middelklassehjem. Mor står i køkkenet, mens den ældste datter laver blækregning, og storebror slænger sig i sofaen. Far – en ældre, tilforladelig herre – anretter en tallerken med dagens ret: Ris og kylling.
Men maden er ikke til ham selv. Det er til det gidsel, der ligger og banker på vandrørene oppe på familiens badeværelse.
Det absurde scenarie er hverdagen hos den argentinske familie Puccio, som klarer sig igennem tilværelsen ved at kidnappe velstående bekendte og leve af løsesummen.
Rammen for Pablo Traperos højspændte gangster-familiedrama ’Klanen’ er et Argentina i politisk hvirvelvind. I begyndelsen af 1980’erne er landets militære diktatur blevet udskiftet med et demokratisk retssamfund, men efterdønningerne af det politiske skifte har efterladt flere af det tidligere styres tro væbnere i et tomrum.
En af disse er Arguímedes (Guillermo Francella), der hjalp militærjuntaen med at skille sig af med problematiske eksistenser – dem, som i dag er kendt som Los Desaparecidos (De forsvundne), og som tæller op mod 30.000 sporløst forsvundne mennesker.
Efter regimets fald fortsætter Arguímedes på egen hånd de lyssky forretninger, og med hårdhændede gangstermetoder kidnapper og dræber han sig til smør på bordet. Familien må stiltiende acceptere modbydelighederne, og sønnen Alejandro (Peter Lanzani), der har en lysende rugbyfremtid, bliver også involveret.
Patriarkens fald bruges i ’Klanen’ som et symbol og symptom på det syge, kollapsende argentinske regime. Den aldrende familiefar, der pligtskyldigt fejer for sin egen dør hver morgen (meget symbolsk!), skrælles af instruktør Pablo Trapero ned til en systemets mand indoktrineret med instrumentel ondskab og institutionel vold. Han er en mand, som tiden er løbet fra, og som er villig til at tage sin familie med i sit uundgåelige fald.
Guillermo Francella er isende god i sin fremstilling af hustyrannen Arguímedes, der elegant og skræmmende formår at veksle mellem rollen som blød familiefar og sadistisk kidnapper, der også tager sin egen familie som gidsel i sit selvbedrag.
Pablo Trapero styrer den modbydelige historie med stilsikker hånd, og især filmens lydside krydres med både stærke effekter og et ironisk soundtrack, som når den brutale og dystre afslutning gives et sarkastisk spark med den glade 60’er-sang ’Sunny Afternoon’.
I 2010 vandt den stærke argentinske thriller ’Øjenenes hemmelighed’ en Oscar, og i 2015 var den absurde had-antologi ’Wild Tales’ nomineret. ’Klanen’, der velfortjent tog en Sølvløve i Venedig sidste år, er endnu et vidnesbyrd om, at vi bør begynde at orientere os endnu mere mod argentinske himmelstrøg på filmfronten.
Kort sagt:
Sølvløve-vinderen fra Venedig skildrer en dyster tid i argentinsk historie og udnytter effektivt familien som symbol på den politiske situation i 80’erne. Stilsikkert og med stærke skuespilpræstationer forfærder og underholder ’Klanen’.