’The Wailing’: ’Eksorcisten’ møder ’True Detective’ i Sydkoreas skove

4 6
’The Wailing’: ’Eksorcisten’ møder ’True Detective’ i Sydkoreas skove

CPH PIX: Hong-jin Nas episke detektivhorrorfilm ’The Wailing’ er ’Eksorcisten’ på sydkoreanske crazy-piller – som et lidende, dæmonisk skrig.

Det starter med en forbandelse, der rammer en lille landsby i de sydkoreanske skove, efter en fremmed kommer til byen. Flere beboere får pludselig udslæt og bylder over hele kroppen, begynder at tale i tunger og udviser psykotisk opførsel. Nogle begår endda mord.

Da betjent og kvabset bangebuks Jong-Goos lille datter udviser samme symptomer, må han samle mod og konfrontere ondskaben. Det okkulte spiller en central rolle i mysteriet, men trods filmens overnaturlige indslag – inklusive en dæmon med horn og lange negle –er det ikke fantasy-horror som ’The Ring’ eller ’The Grudge’. ’The Wailing’ er mere en detektivhistorie med det okkulte som centralt tema – en slags sydkoreansk ’True Detective’, men altså langt fra Louisiana.

Som da Chan-wook Park legede med hævntroperne i ’Oldboy’, tager instruktør Hong-jin Na den sataniske horror-subgenre og tilfører den lidt sydkoreansk overdrev. Hvad der starter som et hyggeligt og humoristisk detektivmysterium, bliver til en overnaturlig og djævelsk morbid gyser. Hong-jin Na ved nemlig, at publikum skal sælges på karaktererne, før han kan smide det grusomme efter os. William Friedkin gjorde det samme i ’Eksorcisten’, hvor sympatien for mor og datter kultiveres grundigt, inden pigens hoved begynder at dreje 180 grader.

Med mindre man har en ph.d. i asiatiske religioner, er man på bar bund i forhold til, hvor ’The Wailing’s blanding af koreansk shamanisme, buddhisme og katolicisme bevæger sig hen. Det er uforudsigeligt, til tider forvirrende, og hele tiden eksotisk. I en fantastisk scene prøver en åndemaner med en slags jazzdans, trommeslag og raslen – og ved at hamre pløkker i en træfigur, som repræsenterer dæmonen – at uddrive ånden fra de besatte. Det er syret. Og så er det dejligt afskåret fra Hollywoods klicheer om djævleuddrivelse, hvor et par dråber helligt vand og en Ave Maria løser problemerne.

Man sidder uroligt i sædet. Underligt humoristiske øjeblikke er strøet henover filmen, men slapsticken og fladpandetheden, får os til at sænke vores mentale forsvar mod de chok og den brutalitet, som er filmens kerne og instruktørens egentlige interesse. Et trick, der dog samtidig giver filmen en skizofren karakter.

Hovedpersonens datter spilles forbandet godt af Kim Hwan-Hee, der først lyser lærredet op med en smilende elskværdighed og senere sender skælv i kroppen på publikum med Linda Blair-lignende kropsforvridninger og dæmonisk banden. I en scene æder og drikker hun grådigt alt, hvad der er i køleskabet som en sulten køter, hvorefter hun bøvser og stirrer på sin grædende mor, først med foragt, derefter med en køkkenkniv.

Filmen varer 156 minutter, og det er få film, der kan bære en sådan spilletid. Omvendt er ’The Wailing’ en film, der får lov at ånde og pleje sin historie uden at lide af Hollywoods behagesyge. Og heldigvis løber historien ikke ud i sandet, men afsluttes med en serie af twists, der efterlader én rådvild, men også morbidt tilfreds.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Spillefilm. Instruktør: Na Hong-jin. Medvirkende: Kunimura Jun, Hwang Jung-min, Kwak Do Won. Spilletid: 156 min.. Premiere: Vises 27. og 30. oktober samt 9. november under CPH PIX
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af