Mens de amerikanske kræft-dramedys som ’50/50′, ‘En flænge i himlen’ og ‘Me and Earl and the Dying Girl’ dyrker håbet og optimismen, har den 49-årige catalanske instruktør Cesc Gay ladet sin nye film foregå efter erkendelsen om den nært forestående død.
‘Truman – venner for Livet’ handler om at acceptere døden, om forberedelserne og afskeden, alt sammen pakket ind i en fin lille film med både drama, komedie og et rigtigt stort hjerte.
Cesc Gay har selv haft kræften tæt inde på livet, men han ønskede ikke at lave en film, der fandt sted på hospitaler eller svælgede i de store, svulstige følelser. Derfor fokuserer filmen ikke på, hvordan kræften langsomt nedbryder og ødelægger et menneske. Vi får kun et par tunge hosteanfald bag lukkede døre.
For selvom ‘Truman – venner for Livet’ tager afsæt i den grusomme sygdom, er det det ubrydelige venskab mellem to gamle venner (og en hund), der er filmens primus motor.
Tomás (Javier Cámara) har ikke set sin ven Julián (Ricardo Darin), siden han for mange år siden flyttede til Canada for at stifte familie, men da Julián diagnosticeres med uhelbredelig kræft, krydser Tomás Atlanten for at hjælpe Juliän i Madrid med de praktiske omstændigheder omkring hans død – heriblandt hvem der skal passe hans hund, Truman.
Cesc Gay har ikke hidtil haft held med at slå igennem internationalt, til trods for at hans film – ‘Fiction’ (2006), ‘V.O.S.’ (2009) og ‘A Gun in Each Hand’ (2012) – har klaret sig godt i det spanske hjemland. Det tyder dog på, at ‘Truman – venner for Livet’ har potentiale til at bringe Cesc Gays atypiske og hjertevarme filmstil ud til et bredere publikum.
Cesc Gay, ‘Truman – venner for Livet’ handler i høj grad om døden. Hvad er det, der interesserer dig ved det tema?
»Jeg har erfaring fra at dele det øjeblik med min mor, da hun blev syg og skulle igennem et år med hospitalsbesøg, hvor hun prøvede at bekæmpe kræften. Og så gik hun bare bort. I løbet af det år skrev jeg en masse uden intention om at skrive et manuskript. Jeg havde bare behov for at skrive, og det blev en slags personlig dagbog.
Da jeg så et eller to år senere genlæste, hvad jeg havde skrevet, begyndte jeg at tænke, at det kunne blive til en film. Men jeg var nødt til at adskille filmen fra mit liv, for jeg ønskede ikke at skrive om en søn og en mor. Et forhold mellem to venner virkede som en god måde at arbejde humor ind, fordi jeg følte, at humoren var nødvendig for at balancere dramaet«.
Hvordan synes du, at venskabsvinklen kan vise os noget andet om døden, end hvis vi for eksempel havde fulgt et ægtepar?
»Humoren er meget anderledes mellem en mand og en kone. Det samme, hvis det var to brødre. Det er meget frit, fordi venskab består af meget frihed. Det er det, som jeg kan lide ved venner. De kan bo i Argentina, USA, hvor som helst, og vi kan snakke eller skype og se hinanden en gang imellem og stadig være venner. Denne slags forhold fungerede rigtigt godt, da jeg skulle fortælle den her historie. Med en mand og en kone ville det kun være blevet et drama«.
Hvilken rolle spiller den fysiske afstand mellem de to venner?
»Da jeg startede med at skrive sammen med min medmanuskriptforfatter (Tomàs Aragay, red.), indså vi, at det ikke ville være specielt, hvis det var to venner, som boede på samme gade. Det ville ikke være specielt, og du ville ikke have en slutning, med mindre du lader den ene dø, og det havde jeg ikke lyst til. Når du bor på den anden side af jorden og tager flyet for at besøge din døende ven, så har det betydning og mening«.
Hvorfor valgte du, at filmen skulle foregå i den sidste fase af Juliáns død?
»Hvis man er i den begyndende fase af kræft, har man håb, man kæmper og siger, ’lad os se, hvordan det går’. En masse mennesker har kræft uden at dø. Pointen i filmen er, at du skal dø. Jeg husker den dag, lægerne sagde til mig, at min mor skulle dø. Du er nødt til at stå ansigt til ansigt med det øjeblik, fordi det er vigtigt at indse og acceptere det«.
Hollywood er Hollywood
I Hollywood-film om død og kræft er der en tendens til at behandle temaet på en meget optimistisk måde, som i for eksempel ’50/50′. Hvordan ser du din film i relation til det?
»Jeg så faktisk traileren for den film, men jeg ville ikke se filmen, fordi jeg var midt i ‘Truman’ og havde ikke lyst til at se andre film med det samme tema. Men Hollywood er Hollywood. Man kan gøre, hvad man vil, men kun hvis det kan sælge billetter«.
Du følger heller ikke den traditionelle Hollywood-struktur i måden, du fortæller historien på?
»Jeg følte, at filmen havde brug for en anden tilgang, og jeg forestillede mig ‘Truman’ som en road movie. Det betyder, at du ved, hvor du begynder og slutter. Herimellem har du en vej, hvor to venner og en hund skal møde en masse mennesker, men aldrig de samme. I en road movie løber du altid fremad. Og det var idéen, at det skulle give fortællingen en følelse af bevægelse. Ikke bare en masse snak med de samme mennesker, men bevægelse, sådan at det bliver en overraskelse, hvad der sker som det næste«.
Hvordan balancerede du komedieelementerne uden at miste fortællingens seriøsitet?
»Det er en vigtig ting at gøre, og også den sværeste. Skuespillerne og jeg var meget beviste omkring det. Man må ikke tabe den balance. Javier, Ricardo og jeg arbejdede meget med det ved at genlæse scenerne og diskutere, hvorvidt balancen var der. Jeg omskrev manuskriptet mange gange for at rette på denne balance«.
Hvordan havde fortællingen set ud, hvis vi havde fulgt to veninder?
»Meget anderledes, men også meget interessant, fordi mænd har en masse problemer med at udtrykke deres følelser, fordi vi har en masse skam, og det er ikke let for os at sige, jeg elsker dig, farvel, jeg savner dig og en masse andre ting. Det var interessant at beskæftige sig med, især i de øjeblikke, hvor du har lyst til at græde, er desperat, vred eller ked af det, men du ikke ønsker at udtrykke det offentligt eller foran venner.
Hvis det var to kvinder ville der havde været mere snak og deling af følelser, fordi kvinder bare har det lettere med følelser. Det ville blive en anden slags film«.
Hunden flytter fokus
Hvordan var det at instruere en hund?
»Det var ikke mig, men Ricardo. Ricardo sagde, at det her er min hund i filmen – han elsker hunde – så hvad siger du til, at det kun er mig, som snakker med hunden, og jeg sagde straks ja, endelig! Men det var en rigtigt god hund. Meget stille og gammel. Ejeren var en fyr fra Madrid. Men hvis hun ikke er god, så er det Ricardos skyld!«.
Hvordan castede du hunden?
»Det var som en normal casting, hvor en masse hunde kom forbi kontoret, og vi vurderede dem. Den er for stor, for lille, for sjov, for aggressiv, for aktiv, og så pludselig kom Troilo (hundens rigtige navn, red.) ind og kiggede på mig, og jeg vidste med det samme, at det var den rigtige hund. Du kan mærke det ligesom med skuespillerne. Jeg tror, at det er vigtigt at følge sin intuition, når man laver film«.
Troilo døde desværre af naturlige årsager, et par måneder efter optagelserne til filmen var færdige.
Hvorfor følte du, at hunden var en nødvendig del af historien?
»Da vi startede med at skrive, følte vi, at der manglede noget, som Ricardo bekymrede sig om. Jeg ønskede ikke, at Ricardo skulle være bekymret om sin egen død, og så en dag så jeg en fyr med en hund på gaden og tænkte, ja, han er bekymret for sin hund. Og den kombination er interessant, fordi den har humor. Du skal snart dø, og du er bekymret for din hund.
Som vi arbejdede med idéen, kom hunden ind i flere og flere scener, og da vi skulle finde vores sidste scene, endte den også med at handle om hunden. Derfor besluttede vi også, at filmens navn skulle være hundens for på den måde at fjerne fokus fra kræft og det faktum, at fyren skal dø. Det blev en film om hunden, og det hjælper, når man ser filmen fra et andet perspektiv«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Truman – venner for livet’