’Michael Moore i TrumpLand’: Provokatøren falder tilbage i gamle vaner
Forleden læste jeg en The Guardian-artikel, der havde en meget simpel forklaring på rækken af klovneforbrydelser i USA: Donald Trump.
Jeg tillader mig at forholde mig skeptisk over for den konklusion, men hvis man nu bytter rundt på hønen og ægget, er der måske en sammenhæng. Trump har ikke skabt klovnene. Men et frustreret, voldeligt samfund har skabt Trump.
Adskillige journalister og kommentatorer har forsøgt at forklare den tidligere reality-stjernes buldren mod republikanernes trone, men det er alligevel sært tiltalende at se Michael Moore, USA’s venstreorienterede provokatør nummer ét, påtage sig opgaven. Specielt fordi den omvandrende megafon har forsøgt at slå sprækker i sit eget politiske panserværk og rent faktisk forstå fjenden i Trumps eget land.
I ’Michael Moore i TrumpLand’, Moores højaktuelle standup-show, befinder dokumentaristen sig nærmere bestemt i byen Wilmington, en flække i Ohios bøhland, hvor sydstatsflag blafrer på verandaerne, og våben pryder væggene – sådan et sted, hvor socialisme er kommunisme.
Situationens absurditet blegner lidt, da Moore beder de fremmødte om at bekende kulør, og det viser sig, at byens demokratiske mindretal indtager størstedelen af salens sæder, men det er alligevel kærkomment, at debattøren forsøger at fremelske nuancerne i et polariseret topartisystem.
For internettets utallige nichemedier og Facebooks personaliserede indhold har gjort os i stand til at anrette vores egen mediemenu og spytte alt det, der ikke passer ind i vores verdensbillede, ud som brusk i et stykke kød. Vi lader os ikke overbevise om noget, der udfordrer det, vi tror, vi ved. Moores mission er at få os til det.
Det gælder selvfølgelig for Trump-fanatikerne, der kræver Hillary bag tremmer og tror, at de selv bliver rigere, hvis the one percent får skattelettelser, men det gælder så sandelig også for alle os andre, der iagttager Trumps sejrsgang med forargelse. Forklaringen på hans opbakning stikker ofte dybere end racisme, misogyni og neoliberalisme. For som Moore forklarer, har flere af Trumps kernevælgere oplevet at miste job og værdighed og blive trådt på af politikerne. Vrangbillederne har rod i en trøstesløs situation, og Trump er den »menneskelige molotovcokctail«, de kan smide ind i systemet.
Pointen er vigtig, og ’Michael Moore i TrumpLand’ er i det hele taget god, når den handler om Trump. Det gør den bare sjældent.
For mens Michael Moore i showets spæde stadier præsenterer sig selv som genfødt, moderat brobygger, falder han tilbage i sine gamle vaner, når den sociale uretfærdighed antænder vreden. Hans frontalangreb på det amerikanske sundhedssystem – et emne, han også behandlede i ’Sicko’ – afrundes i et hylende crescendo: »1 million dead! 1 million of our fellow Americans!«, råber han med henvisning til det antal amerikanere, der angiveligt er døde i de seneste 20 år, fordi de ikke er forsikrede, mens tilhørerne rejser sig og klapper og hujer og lader tårerne dale.
Det er alt sammen sympatisk – det amerikanske sundhedssystem er grusomt – men også forbandet amerikansk og noget distraherende i kølvandet på Moores analyse af Trumps vælgerskare, det, han bildte os ind, at det hele handlede om.
Inden længe har showet forladt temaet Trump og ændret sig til et fuldhjertet forsvar for den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton. Det er sine steder rørende, for eksempel da Moore beskriver sit besøg i Det Hvide Hus under husbonden Bills embedsperiode, men inden længe har det udviklet sig til en salvelsesfuld monolog, hvor harmen begraver nuancerne.
En enkelt gang kan provokatøren heller ikke dy sig for at gå over gevind i behandlingen af Trump: Et dystopisk bud på USA efter republikanerens valgsejr toner frem på lærredet, komplet med bombninger af Mexico og en syndflod af reality-programmer, og det er mildt sagt mere fordummende end morsomt (selv om tanken er skræmmende).
Den samme mangel på finesse gennemsyrer Moores stand-up-stil, der lader til at bygge på idéen om, at komik kan måles i decibel. Hans analyse af den hvide mands kastration er morsom, men imitationerne af den indestængte vrede, der slippes løs til Trumps vælgermøder i primale skrig, får et nøk for meget i volumen og frekvens. Første gang Moore vræler »waaaah« er det sjovt, syttende gang er det ren støj.
Mens man ser filmmageren famle sig frem som standupper, længes man efter den vitalitet, der fylder hans dokumentarmontager med inciterende nerve.
Hans diagnose af det amerikanske samfund og monstret Trump er skarp, og så længe det varer, er det glædeligt at se ham opbløde snarere end at optrappe de politiske kontraster. Men gamle vaner er svære at komme til livs, og da tæppet falder, fremstår han lidt som dem, han parodierer: En frustreret, hvid mand, der insisterer på sin version af sandheden og råber den meget højt.
Kort sagt:
Michael Moore lægger stærkt fra land som standupper med en skarp, empatisk analyse af Trump-vælgernes frustration, men efterhånden falder provokatøren tilbage i sine gamle vaner og leverer lutter amerikansk patos i forsvaret af Hillary Clinton.
’Michael Moore i TrumpLand’ vises som en del af TV 2 Zulus valgdækning 8. november kl. 21.00, mens TV 2 viser den samme dag 13.35.