‘Rytteriets jul’: De gamle kendinge leverer varen i Buch og Botofts adventskalender
Så skal vi til det igen. En hel måned med andesteg, konfekt, gløgg, druk, julefrokoster og tamtam i familiens skød.
I den anledning ankommer ’Rytteriet’ i år med en særlig julekalender fordelt på fire advents-afsnit. Og Martin Buch og Rasmus Botoft er i vanlig fin form med deres brogede persongalleri af dysfunktionelle, alkoholiserede, ensomme og sexhungrende danskere. For i ’Rytteriet’s univers skal man kigge endog rigtigt langt efter julehyggen.
Tonen bliver stærkt slået an i åbningssekvensen med en bandende og brovtende, kvindelig præst i skikkelse af Bodil Jørgensen, som mere eller mindre har givet op og egentlig helst bare vil en tur i svømmehallen og få noget fred. Siden kommer vi i selskab med en række kendte ’Rytteriet’-karakterer – og et par nye.
Vi møder selvfølgelig Gunnar og Henry, Tulle og Else, John og Erik, Tage, Lis og Ole (som har pakket sig selv ind i en gave under juletræet og nægter at komme ud, før menneskeheden tager sig gevaldigt sammen). Og det er stilsikker og vellykket satire, som altid, hvor Buch og Botoft glider elegant ind og ud af de mange karakterer.
Især er de evigt konkurrerende Gunnar og Henry sjove, når de dyster om, hvem der er bedst til at lave julepynt. Også Tulle og Elses diskurser ud i masturbation og scoretogter er forrygende, ligesom bastarden Tage er en fantastisk karakter med sine store, bedende øjne.
I det hele taget spidder Martin Buch og Rasmus Botoft danskernes dårligdomme på mere eller mindre tåkrummende facon. Makkerparret serverer i en flot studieproduktion et dystopisk juleunivers med en overflod af forbrug, ædelse, snaps, forfald og hor. Vi er jo alle sammen – får vi at vide – smålige, nærige, lumre og egoistiske eksistenser.
Allerstærkest i billedet denne gang står Bodil Jørgensens forbitrede mor, der sviner sin datter til i telefonen. Samt Martin Botofts geniale hypnotisør Den Lille Gumbas, som tager os med på rejse ind i sindets kringelkroge.
Til gengæld rammer de nye karakterer ikke helt plet, synes jeg. Såsom den svenske korleder Gøran, som kæmper med at få sit kor til at synge, som han vil. Og lystløgneren Rikard, som binder os en (plat) historie eller to på ærmet.
Det ændrer dog ikke på, at Rytteriet kører deres julesatire sikkert ind med brunkager, flæskesteg, karrysild og andefedt. Og det er slet og ret suverænt, når Botoft med sin gumbasmand leverer sit take på julens overflod.
»Vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet«, som gumbasmanden siger og herefter maner et billede frem af en stald, hvor du bliver overfaldet af en julemand, der har været dækket af tilpisset hø. En julemand, der er bleg og våd af sved – vred, fuld og sulten.
»Julemanden kan dufte dig, og han kommer lige imod dig nu. Mærk kontaktfladen mellem den våde julemand og hele din egen nøgne krop«.
Kort sagt:
’Rytteriet’ er tilbage med deres vante persongalleri af sexgale og indestængte danskere. Nu sat i en adventsramme, hvor alle æder, drikker og forbruger mere, end godt er. En omgang fjantet og fjollet julesatire med en seriøs og skarp undertone.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.