I 2013 lavede David Mackenzie, relativt ubemærket, en af de bedste fængselsfilm i historien. ’Starred Up’ var historien om en ungdomskriminel (Jack O’Connell i sin gennembrudsrolle), der debuterede i voksenfængsel, hvor han skulle overleve på trods af et ustyrligt temperament og kompliceret forhold til sin fædrene ophav, der ruskede selvsamme tremmer.
Nu er den skotske instruktør tilbage med en film, der også overrasker indenom. ’Hell or High Water’ er en effektiv, moderne heist-western om to brødre (Ben Foster og Chris Pine), der er på bankrøverridt gennem Texas med en pensionsklar sherif (Jeff Bridges) i hælene. Som ’Starred Up’ er det en genrefilm, der vrister sig fri af konventionerne og bringer sig selv ind i sammenhænge, som den slags film normalt ikke kommer i nærheden af: Oscar-samtaler, ’årets bedste’-lister.
’Hell or High Water’ har fået bragende gode anmeldelser i USA, og efter samtidig at have præsteret flot ved billetlugerne nævnes den nu af flere eksperter som en outsider til en Oscar-nominering for bedste film, mens Jeff Bridges fremhæves som en oplagt nominering for bedste birolle.
Mens ’Starred Up’ var uregerlig og intens, er ’Hell or High Water’ utroligt velskrevet (’Sicario’-forfatter Taylor Sheridan står bag manus), stemningsfuld og suspensemættet. På overfladen markerer den et radikalt miljøskift for 50-årige Mackenzie, der også er kendt for film som ’Perfect Sense’ og den glimrende ’Hallam Foe’ med Jamie Bell.
I ’Starred Up’ arbejdede du inden for det klaustrofobiske fængselsrum, mens du nu går i den stik modsatte retning og har lavet en film, der foregår på de store ørkenvidder. Var det et bevidst valg?
»Jeg kunne virkelig godt lide ’Starred Up’, netop fordi den havde en så begrænset palet. Der var kun få visuelle elementer, som man kunne lege med, men det var meget indkapslet. Men at gå til et stort tomt landskab, som jo på sin egen måde har en begrænset palet, men samtidig har meget mere rum til at ånde, var fantastisk.
Jeg ved ikke, om det var bevidst, men det skete bare, og jeg følte en forbindelse til det her materiale. Men det var da en stor fornøjelse at arbejde et varmt, tomt sted og ikke have billeder, der var overfyldte. Ofte sidder karaktererne jo stille og snakker, mens vi lader omgivelserne gøre arbejdet. Det er fedt«.
Tror du, du kunne indkapsle landskabet anderledes, fordi du ikke selv er amerikaner?
»USA er så stort, og jeg tror måske, amerikanerne tager nogle ting for givet selv, mens jeg som europæer finder det der landskab utroligt smukt. Også selvom der er faldefærdige huse og biler i forfald. Det er meget sjælfuldt og smukt«.
Synes du, filmen har et europæisk touch?
»Jeg prøvede at gøre det til en så amerikansk film som muligt, men der er nok stadig et europæisk element. Men jeg prøvede ikke at lave amerikansk film med en tydelig europæisk stil, som for eksempel Wim Wenders gør det (med film som ’Paris, Texas’, red.).
Det er dristigt at kaste sig over en så arketypisk genre som westernfilmen som europæer!
»Ja, det er på en måde en americana-film. Og det var det, der gjorde det så interessant – at gå så dybt ned i dens forbindelse til amerikansk filmhistorie. Der er mange fantastiske, humanistiske krimi-fortællinger fra 70’erne, som jeg elsker, og det føltes, som om det her manuskript rørte ved nogle af de samme ting som de film.
Og samtidig er der så et moderne tema, fordi det jo er en historie om folk, der bliver smadret af det økonomiske system, og om deres følelse af hjælpeløshed. Jeg håber, at filmen bliver et slags snapshot af deres desperation og af det centrale USA«.
Hvilke 70’er-film prægede dig især?
»Der er for eksempel Don Siegels ’Charley Varrick’, som handler om nogle, der på en måde får hævn og slipper af sted med det – det er en utroligt interessant film. Så er der ’The Last Picture Show’, som jo udspiller sig i Archer City, hvor det første bankrøveri i ’Hell or High Water’ foregår (og som også har – en meget ung – Jeff Bridges på rollelisten, red.). ’Thunderbolt and Lightfoot’, som også handler om to rogues på flugt i en bil. Og ’Fat City’ for dens skildring af desperate mennesker, det er virkelig én af mine yndlingsfilm«.
»Men også ’Bonnie & Clyde’ og instruktører som Hal Ashby, Robert Altman og Sam Peckinpah har inspireret mig fra den periode. Jeg synes, at der på det tidspunkt i amerikansk film var en forbindelse til menneskeligheden hos desperate karakterer, som jeg synes, vi har mistet i dag«.
Er det dit bidrag til moderne amerikansk film at bringe det tilbage?
»Det er et stort statement. Men jeg ville elske, hvis folk kan se den forbindelse – og hvis de selv skaber et forhold til karaktererne. Man kan ikke sige, at det, de gør, er godt, men man forstår deres motivation, og at der også er en ære i deres motivation«.
Du har i dine seneste to film arbejdet med udgangspunkt i nogle meget etablerede genrer. Hvad kan du godt lide ved det?
»Jeg hadede det faktisk engang, fordi jeg syntes, genrerne var en begrænsende boks. Jeg er ikke genre-aficionado. Men nu sætter jeg pris på det – man har et udgangspunkt, og så kan man smugle noget familiedrama og noget ømhed ind. USA har en så stærk film-ikonografi, og at prøve at arbejde med det, gøre det personligt og bringe ned på jorden er spændende«.
Hvordan ser du på amerikansk film lige nu?
»Det er svært at sige, for der sker meget på mange niveauer. Sidste år så jeg ’Junglebogen’ med mine børn, og man må bare konstatere, at det bliver mere og mere teknisk brillant. De visuelle effekter er gået fra at være fjollede til at være menneskelige. Men jeg ved ikke, om der er nok sult efter udfordring og film med et større ærinde«.
Hvad skal du lave nu?
»Jeg har et par projekter, men de er ikke så langt endnu (maj 2016, red.). Jeg har en lang forhistorie for at snakke om ting tidligt, og så bliver de aldrig til noget… Men jeg har en stor skotsk episk film, som er meget spændende. Og en spionhistorie sat under den kolde krig i Tyskland – mere Le Carré end Bond, men med mere intensitet end Le Carré«.
Læs også: Anmeldelse af ’Hell or High Water’