De har en gnistrende bromance kørende, Chris Pine og Ben Foster.
Altså, i den hypede nye neo-western-heist-film ’Hell or High Water’ spiller de decideret brødre – gældsplagede, bankrøvende desperado-brødre, der er evigt forbundet af blodets bånd, men også er tæt på at antænde hinanden som følge af deres forskelle: Ben Fosters Tanner er en uforudsigelig, halvpsykopatisk bølle, mens Chris Pines Toby er en mere jordbunden familiefar.
Deres kemi på lærredet er én af hovedårsagerne til, at filmen overbeviser som meget mere end en banal genrefilm og bliver en prægnant, medrivende historie om to afmægtige mænds kriminelle kamp for frihed.
Men også i virkeligheden nyder de hinandens selskab (og også langt mere end de nyder journalisternes).
»Det er meget sjældent, man møder nogen, man bare forstår, uden at man behøver sige noget«, fastslår Chris Pine om makkeren. »Den tredje gang vi hang ud, drak vi Bourbon og kiggede ud over Boston, og vi forstod bare hinanden. Vi har en fælles tilgang til livet, og det er bare noget, man enten har eller ikke har. Jeg har kun mødt måske to mennesker i mit liv, som jeg deler det med, og Ben er ét af dem«.
Smage, elske, knalde
Måske har de også drukket Bourbon aftenen forinden, eller også er det – som Pine påstår – bare jetlag, men Pinster, som jeg hermed døber dem, ligner ikke et makkerpar, der har synderligt meget lyst til at svare på den fremmødte presses spørgsmål denne eftermiddag under Cannes-festivalen.
Som i filmen er Foster den mest snakkesalige, animerede og farligt-charmerende, mens Pine ligner én, der skal spille Grumpy Cat i sin næste film. Hvis det var ’48 timer’, var Foster utvivlsomt Eddie Murphy og Pine Nick Nolte.
’Star Trek’-stjernen Pine liver dog en smule op, da han skal forklare, hvad han godt kunne lide ved ’Hell or High Water’.
»Det er et af de bedste manuskripter, jeg nogensinde har læst. Så blev Ben tilknyttet, og jeg havde set (instruktør David Mackenzies) ’Starred Up’. Det var bare en perfekt kombination af ingredienser«, siger han med sin mørke karakteristiske baryton.
»Der er en smuk cowboy-poesi i filmen. Manuskriptforfatteren, Taylor Sheridan, er interessant. Han har øjeblikke af stor poesi og øjeblikke af menneskelig naturalisme, men sat i et utroligt fedt rum indimellem de to poler. Stiliseret, men alligevel ikke. Smuk, bittersød, sjov. Og jeg elskede karakteren – stoisk, mild«.
Ben Foster supplerer:
»Jeg vidste, hvordan Tanner så ud, og hvordan han lød, allerede da jeg læste manus. Nogle roller kræver meget research og tid og forberedelse, og der er mange roller, jeg ikke vil tage, alene fordi jeg ikke har tid. Hvor seks uger bare ikke er nok til at opbygge karakteren. Men den her var så afrundet, at jeg kendte ham med det samme. Han føltes som en gammel ven«, siger skuespilleren med den skarpskårne figur, det korte hår og den bryske, urolige attitude, der gør ham til en oplagt mand til uregerlige filmfigurer, fra Lance Armstrong i ’The Program’ til soldat i ’Lone Survivor’.
»Det, jeg tændte på, var hans suave de vie. Tanner er sådan en type, der ville slikke samtlige fingre efter et måltid. Han vil have det hele med – smage, elske, knalde, indtage og blive indtaget. Det er der noget mytisk ved. Det føltes som en once in a lifetime-rolle«.
En temmelig doven fyr
Ben Foster og Chris Pine har også lige spillet sammen i ’The Finest Hours’ om kystvagtens forsøg på at redde de overlevende efter to olietankeres kæntring under en storm. Det var her, deres tætte forhold startede – i en båd, mens de i ’Hell or High Water’ spenderer en hel del tid i en bil på flugt fra politiet.
»Så vi har grundlæggende brugt rigtigt meget tid sammen enten stående eller siddende som her«, siger Ben Foster med antydningen af et smil.
At de endte sammen i to film i træk, var dog et tilfælde, fortæller Chris Pine.
»Jeg jager normalt ikke så meget manuskripterne, for jeg er en temmelig doven fyr. Men jeg ville virkelig gerne lave ’Hell or High Water’, så jeg skrev under så tidligt som muligt. Jeg talte med Taylor Sheridan i telefonen, og da vi snakkede om Tanner, var den første person, han nævnte, Ben – og jeg tænkte, det er noget mærkeligt fucking skæbnehalløj det her!«.
Hvad er det, I deler i jeres tilgang til livet?
Pine: »Så mange ting. Det er svært lige at indkapsle.
Er det dovenskaben?
Pine: Vi forstår mørket og lyset på samme måde.
Foster: Jeg er enig.
Taler I meget inden, når I laver jeres scener, eller prøver I jer frem?
Pine: »Det er meget løst. Vi leger, man kaster noget ud, hopper ind, man skubber, man graver, det er konstant i live, og det er den måde, jeg kan lide at arbejde på – og det samme gælder Ben«.
Hvordan kommer det til udtryk i for eksempel filmens virkelig veleksekverede bankrøverier?
Foster: »Film handler jo virkelig om samarbejde. Man har sine statister, man går ind i banken, og så planlægger man et bankrøveri sammen med instruktøren. Hvis jeg kom ind her, ville jeg holde øje med dén person, og du ville hoppe over dér. Så man arbejder med hinandens signaler, og man bygger sit imaginære bankrøveri, hvilket faktisk er ret sjovt at tænke på. Hvordan ville du røve denne specifikke bank?«.
For mange mænd skrumper ind
Det er ret sødt, at de to skuespillere bekender deres kærlighed til hinanden, for de fremstår begge som nærmest stereotypiske men’s men, Hollywood-mandestjerner af den gamle skole. Lidt bryske, hårde i filten, hæsdybe røster. Typer, man helst ikke vil blive uvenner med kl. 3 om natten på en tåget irsk pub.
Særligt Ben Foster bliver da også ofte castet til film, der tager udgangspunkt i stærke, ofte ekstreme mandefællesskaber. Miljøer, han tydeligvis selv er tiltrukket af.
»Det er en mærkelig tid, vi lever i. Vi har en så lang vej at gå i forhold til at ligestille kønnene, men jeg har også lagt mærke til en maskulin identitetskrise. Jeg tror, at mandlig kærlighed er for fraværende. Det mangler i mange af vores historier, i mange folks liv. Mine mandlige venner er meget vigtige for mig. Og emner som broderskab og kammerateri er noget, jeg føler meget for på et helt ubevidst plan«, siger han.
»Jeg havde ikke overvejet det, men jeg bliver tiltrukket af film, der afsøger, hvad det betyder at være en mand, og hvordan tager du vare på den gut, der sidder ved siden af dig, i krig eller i familien. Jeg har selv en bror, og han er my guy. Han er bare my guy. Jeg behøver ikke tænke så meget over det, det er bare sådan, jeg har det«.
Hvad er det for en identitetskrise, du ser?
Foster: Fordi pendulet virkelig er nødt til at svinge den anden vej for lige rettigheder, ligeløn, lige status på arbejdspladsen, er der en masse skrumpning af mandlig styrke. Jeg har set mange mænd i vores generation, der bliver en undskyldning for dem selv. De ved ikke, hvordan de skal være, for det har været så fucked up så længe. Og jeg tror, det er en fejl. Kvindelig myndiggørelse er nødvendig, men at mænd skal opgive deres energiske drive, det er misforstået. Lighed er nødvendigt, men jeg oplever megen skrumpen ind, som jeg ikke er enig i«.
Tænker du også på hele diskussionen af køn i forhold til filmbranchen og Oscar?
Foster: »Nej, bare… Hvis du er et menneske, så stå ved dig selv og tag dig af dine egne, mænd som kvinder. Jeg kan godt lide mandlig styrke. I dig it«.
Læs også: Anmeldelse af ’Hell or High Water’